OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 09. oktober 2023

Søg tilskud til Plant for vildtet

Tiden er inde til at få søgt tilskud, hvis du ønsker at gøre noget godt for vildtet og udplante træer og buske under Naturstyrelsens Plant for vildtet-ordning. Fristen er 31. oktober.

Via tilskudsordningen “Plant for Vildtet” yder Naturstyrelsen tilskud til plantning af træer og buske i det åbne land til gavn for vilde dyr. Vildtremiser, hegn og krat skaber yngle- og fødemuligheder samt skjul og læ til vildtet og andre dyr, planter og insekter. Der ydes i øjeblikket tilskud til 39 forskellige træ- og buskearter. Tilskuddet er på 75 procent af planteprisen, og for at skabe gode vildtplantninger og for at få tilskuddet skal plantningerne indholde mange buske. Bemærk at tilskuddet samt momsen af ​​tilskuddet er skattepligtigt og indberettes til SKAT.

Du kan se listen over tilskudsberettigede træ- og buskearter i ansøgningsskemaet, i artsbeskrivelserne på Naturstyrelsens hjemmeside - se listen nederst på denne side.

Afhængigt af antallet af ansøgere i den enkelte sæson, kan det eventuelt blive nødvendigt at fastlægge en grænse for, hvor mange planter der gives tilskud til per ansøger, for at imødekomme så mange ansøgninger som muligt. Om det bliver nødvendigt kan først oplyses, når alle ansøgninger er indkommet og det endelige antal søgte planter kendes.

Naturstyrelsen sørger for, at planter er af en god kvalitet og har den rigtige genetiske oprindelse. Der foretrækkes planter af hjemmehørende arter for at sikre stabile, klimapassede plantninger. Det bidrager til at fremme og bevare den biologiske mangfoldighed i landskabet.

Ansøgningsfristen til forårsplantningen er den 31. oktober. Læs meget mere om hvordan du gør på Naturstyrelsens hjemmeside.