OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 22. juni 2023

Skydebane overlever med dispensation

Udlægning til paragraf 3-område havde nær kostet vestjysk skydebane livet. Men ihærdig hjælp fra DJ's skydebaneteam og velvilligt indstillede lokalpolitikere reddede banen på målstregen.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen
Foto: Morten Thim Jensen

Egentlig så det skidt ud for den 77 år gamle skydebane i en grusgrav mellem Skjern og Videbæk. Banen, som har været benyttet af skytteforeninger siden den tyske værnemagts afmarch efter krigen, kom i foråret 2020 i de tre jagtforeninger Herborg-Videbæk, Nr. Vium-Troldhede og Vorgod-Fjelstervangs søgelys. De havde i en årrække været på udkig efter et passende areal til en bane, og slog til, da de fik mulighed for at overtage den lille skydebane med indskydning på 100 meter. Der er således i dag indgået en aftale om overdragelse.

Men ved overtagelsen skulle der udarbejdes en ny miljøgodkendelse, og den viste, at riffelskuddene larmede for meget til at kunne leve op til Miljøstyrelsens vejledning. Herefter tog de tre jagtforeninger kontakt til Danmarks Jægerforbunds skydebaneteam, som hjalp med at udarbejde en ansøgning til et projekt med indskydning og løbende vildt-baner. For at støjdæmpe det nye projekt er det nødvendigt at tilføje ti meter høje støjvolde samt støjdæmpning af skydehuset. Det er entreprenøren RGS Nordic, som skal stå for at sætte voldene op, og som sidste år - i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening - opsatte såkaldte biovolde på et skydebaneanlæg i Høje Taastrup. Det er samme fremgangsmåde, man ønsker at benytte i Ringkøbing-Skjern.

Det nye projekt vil være til gavn for både jægere og naboer. Jægerne vil få bedre træningsmuligheder og dermed blive endnu dygtigere skytter, hvilket altid vil være til gavn for samfundet, mens naboerne i kraft af de støjdæmpende tiltag vil få betydeligt mindre støj end i dag.

Udarbejdelse af miljøgodkendelse stoppes

- Der var en del komplikationer undervejs, fortæller Morten Thim Jensen, specialkonsulent og projektleder i jægerforbundets skydebaneteam og fortsætter:

- Vi sender ansøgningen til Ringkøbing-Skjern kommune i oktober 2021, men det viser sig efterfølgende, at jordvoldanlægget går ud over kommuneplanrammen med ca. 30 meter, hvilket betyder, at der skal laves et tillæg. En langstrakt proces som skal igennem det politiske niveau i kommunen. Den 6. juni 2022 får vi så pludselig besked fra kommunen om, at processen er stoppet. Naturafdelingen har været på besigtigelse og registreret paragraf 3-naturtyperne hede -og overdrev. Derfor har man stoppet behandlingen af et tillæg til kommuneplanrammen og ansøgning om ny miljøgodkendelse.

De såkaldte paragraf 3-områder er områder, der er beskyttet efter naturbeskyttelseslovens paragraf 3.

I alt registrerer kommunen 1,2 hektar paragraf 3-områder, hvoraf størstedelen er i det skydetekniske område. Det eneste område på matriklen, som historisk er blevet friholdt for tilgroning pga. skydebanedriften. Og så var gode råd dyre for de tre jagtforeninger, som med ét stod med et område, der potentielt ikke længere kunne benyttes.

Riffelbanen er en af de sidste riffelbaner i Ringkøbing-Skjern kommune, og uden støjdæmpende foranstaltninger ville det nye skydebaneprojekt falde, da støjbelastningen hos naboerne langt oversteg grænsen på 70 dB.

Det så sort ud i begyndelsen

Igennem det seneste halve år har Danmarks Jægerforbunds skydebaneteam i samarbejde med de tre jagtforeninger kæmpet en fælles kamp i håbet om at opnå dispensation for naturbeskyttelsesloven til støjdæmpning og ombygning.

- Vi indsendte flere dokumenter med vores argumenter og undersøgte muligheder for erstatningsnatur, mv. Kommunen ville ikke give en dispensation og skrev, at det betød lukning af skydebanen, men at det pga. sagens omstændigheder skulle være en politisk beslutning. Der blev skrevet en indstilling om afslag på vores dispensationsansøgning til kommunens Teknik og Miljøudvalg. Vi reagerede selvfølgelig på denne indstilling og kom med vores modargumenter, og de blev vedlagt som bilag til dagsordenen på mødet i Teknik og Miljøudvalget, forklarer Morten Thim Jensen.

Politikere imødekommer ansøgning

På mødet, som blev afholdt den 25. april, tog udvalget så stilling til dispensationsansøgningen - og valgte mod kommunaladministrationens anbefalinger at imødekomme jægerforbundets og de tre jagtforeningers anmodning om dispensation.

- Det er en skydebane, der har været der i mange år, og det er en aktivitet, vi gerne vil fastholde i kommunen. Jeg håber, der kommer noget godt ud af aftalen mellem RGS Nordic og Danmarks Naturfredningsforening omkring biovoldene. Jeg tror, der kan laves et fint projekt uden, at det har for stor indvirkning på paragraf 3-området, siger formand for kommunens Teknik og Miljøudvalg, Ole Nyholm Knudsen (V) til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Også Morten Thim Jensen glæder sig over udvalgets beslutning. Han noterer sig, at det var et overvejende enigt udvalg, der besluttede at imødekomme ansøgningen om en dispensation.

- Det er en kæmpe sejr for skydebanen og et vigtigt trin i forhold til realiseringen af projektet. Der er et stykke vej endnu, men dette ér en sejr. Det gør mig faktisk lidt stolt og glad på jagtforeningernes vegne, lyder det fra jægerforbundets specialkonsulent.

Han ser nu frem til den videre proces mod en ny miljøgodkendelse og opførelsen af de støjdæmpende tiltag.