Offentliggjort den: 06. november 2023

Sika står for skud!

Hvis sika komme på EU’s såkaldte dødsliste, kan det skattede jagtobjekt blive omfattet af krav om udryddelse – både i naturen og i landets dyrehaver og hjortehold. EU’s bekymring handler om risiko for hybridisering med kronvildt.

Tekst: Jesper Kjær Illemann

En række ikke-hjemmehørende arter er så problematiske inden for EU’s grænser, at de er omfattet af EU’s forordning om invasive arter. I jægernes optik, indeholder listen ingen arter med jagtlig betydning, men dog få som alene kan håndteres ved jægernes mellemkomst. Nu trækker uvejret imidlertid sammen over en hjorteart, som er skattet jagtobjekt blandt en del jægere. Sika kan blive en af de næste arter, der tilføjes EU’s såkaldte ”dødsliste”, og som derfor kan blive omfattet af krav om udryddelse – både i naturen og i landets dyrehaver og hjortehold.

Når sika tiltrækker sig opmærksomhed, skyldes det bekymringen for hybridisering med kronvildt. Man vil altså ikke risikere, at Europas kronvildtstammer skal ”forurenes” med gener fra den østasiatiske hjorteart.

I Danmark findes ingen kendte tilfælde af hybridisering mellem de to arter og i et notat fra DCE i 2017, blev sika da også vurderet uproblematisk. Til eksempel har sika levet side om side med kronvildt i Jægersborg Dyrehave i ca. 100 år, uden at det har givet anledning til krydsning mellem de to arter. I andre lande er der dog konstateret en mindre andel af hybrider i lokale bestande.

Hvis sika bliver optaget på listen over invasive arter i EU, har de enkelte medlemslande mulighed for at indføre korte overgangsordninger og udforme en mere konkret forvaltningstilgang afhængigt af artens udbredelse og mulighederne for udryddelse. I udgangspunktet vil forordningens regler dog være gældende.

Det betyder følgende:

  • Sika skal udryddes i naturen hvis muligt – hvis ikke, skal arten kontrolleres således at den får mindst mulig betydning for miljøet
  • Forbud mod udsætning
  • Forbud mod hold og avl
  • Forbud mod handel og transport

Risikovurderingen af sika er blevet godkendt af EU-kommissions videnskabelige forum. Senere i år skal EU’s komite for invasive arter foretage afstemning om bl.a. sikas optagelse ved kvalificeret flertal. Ud over sika behandles ca. 20 andre arter. Opdateringen af EU-listen kan træde i kraft i løbet af sommerhalvåret 2024.

Skulle det ende med, at sika bliver optaget på EU-listen, er det Danmarks Jægerforbunds holdning, at betingelserne for arten fortsat håndteres efter samme etiske retningslinjer, som gælder de øvrige hjortearter. I Danmark nedlægges ca. 600 sika årligt.