OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 23. november 2023

Sælfinger-bakterie identificeret

Forskere fra Statens Serum Institut har fundet en ny bakterieart, som kan resultere i ekstremt smertefuld håndinfektion ved håndtering af sæl.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen

Blandt jægere og fiskere i f.eks. Grønland er det velkendt, at håndtering af sæler i sjældne tilfælde kan føre til ekstremt smertefulde håndinfektioner, også kaldet sælfinger eller spækfinger. Her virker almindelig antibiotikabehandling med penicilliner ikke, så ofte kan infektionen brede sig op i armen og kræve kirurgisk behandling – i gamle dage sågar amputationer.

Nu har forskere fra Statens Serum Institut (SSI) som de første i verden fundet ud af, at infektionen skyldes en særlig og hidtil ukendt mycoplasma-bakterie. Bakteriearten er blevet døbt Mycoplasma phocimorsus (fra phoca: sæl; morsus: et bid), altså sælbids-mycoplasma. Forskerne har også vist, at bakterien er følsom over for andre antibiotika end penicilliner, så behandlingen kan dermed målrettes og risikoen for komplikationer i form af nedsat bevægelighed af hænder og arme kan mindskes.

Det skriver SSI i en pressemeddelelse.

Fundet er sket, efter at SSI gennem en årrække har modtaget og analyseret prøver fra patienter fra Danmark, Norge og Sverige. Sygdommen sælfinger er ikke særlig kendt i Danmark, hvor kun få jægere og fiskere reelt er i berøring med sælerne i forbindelse med den begrænsede regulering, men kendes som sagt i Grønland og også i f.eks. Norge og Finland.

Infektion rammer fingrene hos sælfangere og andre, der håndterer og parterer sæler. Der findes også tilfælde, hvor infektionen er blevet påført i forbindelse med håndtering af ubehandlede sælskind. Sælfinger blev først beskrevet videnskabeligt i 1907, og indtil det danske gennembrud har årsagerne til sygdommen – og eventuelle muligheder for effektiv behandling - været et mysterium.

Artiklen, hvor bakteriearten er karakteriseret og navngivet, er netop udkommet i Int. J. Syst. Evol. Microbiol. Læs den her!