Sådan foregår vandelsgodkendelse

Begreber som vandelsgodkendelse og samtykke til jagttegn er helt afgørende for jægere for at få adgang til at besidde, opbevare og anvende jagtvåben, men hvad dækker begreberne mere præcist over, hvordan foregår det i praksis, og hvad er det egentlige formål med vandelsgodkendelse af danske borgere? Til at gøre os klogere på dette område af politiets arbejde har vi sat Politiets Administrative Center i Holstebro stævne, nærmere bestemt ved juridisk chef og enhedschef Ulrick Junge samt vicepolitiinspektør og fungerende enhedschef for Tilladelser Sune Espersen.

Formålet med vandelsgodkendelse

Lad os begynde med formålet med at vandelsgodkende borgere: – Det gør politiet for sikre en helt basal tillid i samfundet til, at myndighederne har styr på de borgere, der har med våben at gøre. Det næste er så, at vi sikrer os, at de enkelte borgere, f.eks. jægere har styr på det, indleder Ulrick Junge.

- Det er også på sin plads her indledningsvist at slå fast, at hensynet til den generelle sikkerhed og tryghed i samfundet altid vejer tungere end hensynet til den enkelte borgers ønske om f.eks. at have våben, supplerer Sune Espersen.

- Myndighedernes, om man vil, hårde praksis på dette område går for så vidt hånd i hånd med jægerforbundets motto om ”trygt og enkelt”. Er der styr på våbnene, så er der ro i samfundet, til at private kan eje og bruge våben, bemærker Ulrick Junge.

Hvad er en vandelsgodkendelse?

Blandt jægerne synes der at være en opfattelse af, at vandelsgodkendelse af våbenejere kun sker én gang årligt, er det korrekt eller sker det hyppigere?

- Helt basalt er en vandelsgodkendelse en screening af borgere for at afdække, om der kan være betænkelighed ved, at de f.eks. har våben eller skal bestride bestemte jobs. Der sker en kontinuerlig monitering af jægere og andre våbenejere i forhold til kriminalregistret, altså er det ikke korrekt, at jægerne kun bliver vandelsgodkendt i forbindelse med samtykke til jagttegn eller ved ansøgning om f.eks. en våbentilladelse, forklarer Sune Espersen.

- Den årlige vandelsproces i forbindelse med samtykke til jagttegn er i øvrigt anderledes end ved ansøgning om en riffeltilladelse. Idet haglgevær ikke kræver tilladelse ud over jagttegnet, har samfundet foretaget en politisk vurdering af farligheden af våbnet og dermed signaleret, at det kræver en anden bevågenhed fra politiets side at udstede tilladelser til riflede våben. I tråd med det fremgår det således også af EU’s våbendirektiv, at der skal ske en vandelsgodkendelse ved ansøgning om ny tilladelse eller våbenpas, påpeger Ulrick Junge.

På spørgsmålet om man kan forstille sig, at en person kan få samtykke til jagttegn og dermed eje og anvende haglvåben, men ikke blive vandelsgodkendt til en riffel, lyder svaret fra Sune Espersen, at det kan man teoretisk set:

- Ved ansøgning om samtykke til jagttegn sker der samkørsel med kriminalregistret. Hvis der ikke er tilførsler på ansøger her, gives samtykket. Hvis personen så senere søger tilladelse til en jagtriffel, vandelsvurderes vedkommende også på f.eks. omgang med utryghedsskabende grupperinger eller psykisk ustabilitet, og kan i den forbindelse få et afslag. Et sådant afslag vil også medføre tilbagekaldelse af samtykket til jagttegn, så det er enten eller – får du afslag til riffeltilladelse, kan du ikke bevare jagttegn. Men der foregår jo også en løbende monitering af borgeren på baggrund af vedkommendes samtykke til jagttegn, så det vil blive tilbagekaldt, hvis der tilgår oplysninger om f.eks. omgang med utryghedsskabende grupperinger eller psykisk ustabilitet, også selv om der ikke ansøges om en riffeltilladelse.

Ikke hos borgerservice

Det er en udbredt opfattelse blandt jægere, at vandelsgodkendelsen lige så godt kunne foretages på borgerservice. Til det siger Sune Espersen, at det er en kerneydelse for politiet at sikre trygheden i samfundet i forhold til våben: 

- Og derfor er der et meget stort spring fra at håndtere kørekort eller pas til våben. Selv om robotkontrollen (hvor jægere køres op mod kriminalregistret, red.) i princippet kunne ligge et andet sted end hos politiet, et det bare ikke nok, fordi mange af vores oplysninger, som er relevante i vandelsgodkendelsen, stammer fra andre sager eller patruljeoplysninger, f.eks. noget uligevægt eller bekymrende adfærd i form af tæt kontakt til utryghedsskabende grupperinger, mv. Oplysninger, som borgerservice ingen adgang har til, og som håndteres professionelt af vores specialister i vandelsgodkendelse.

- Helt grundlæggende kan vi ikke videregive politiefterforskningsoplysninger til anden myndighed. Det skyldes både hensynet til borgerne og for ikke at risikere at kompromittere politiets efterforskning, tilføjer Ulrick Junge.

Mange vandelsvurderes

Det er ikke kun våbenejere, der bliver vandelsvurderet hos PAC. Det gælder f.eks. også for ansatte i vagt- og inkassovirksomheder, dørmænd og idrætskontrollører, ejere og bestyrer af butikker, der handler med brugte genstande. På politikredsniveau bliver også ansvarlige for alkoholbevillinger vandelsgodkendt, ligesom alt lufthavnspersonale og håndværkere, der arbejder i lufthavne, sikkerhedsgodkendes.

Ud af i alt ca. 200.000 årlige vandelsvurderinger udgør de våbenrelaterede ca. 150.000, ud over de ca. 200.000 årlige ansøgninger om samtykke til jagttegn, der som nævnt sker ved en anden proces.

- 150.000 årlige vandelsvurderinger på våben viser, hvor prioriteret en opgave det er at sikre trygheden og sikkerheden i samfundet. Vi skal både være dygtige og grundige, hvorfor denne opgave på 150.000 sager fylder noget for os. Og igen, der er bare forskel på at godkende en idrætskontrollør og så give tilladelse til våben, understreger Sune Espersen.

Vandelsvurdering

- Ca. 6.000 sager (både jagttegn og andre ansøgninger, red.) tages årligt ud enten ved robotkontrol i kriminalregistret eller i nogle af vores øvrige registre. Når det sker, så foretager vi et skøn i forhold til lovovertrædelsen, personens generelle adfærd og lignende, fordi personer kan sagtens være anmærkningsfrie i kriminalregistret, men hvor der er noget på adfærd i nogle af vores øvrige systemer, og så sker skønnet ud fra disse oplysninger, forklarer Sune Espersen.

Er der modsat ikke noget åbenlyst til hinder for at blive vandelsgodkendt, bliver borgeren det:

- Vi har kun et ønske om at godkende folk hurtigt, men naturligvis er vi, som Sune siger, opmærksomme på, om der f.eks. via forbindelsen til kriminalregistret dukker noget op i forhold til nogle bestemte gerningskoder, når vi arbejder i politiets våbenregister med udstedelse af tilladelser. Dukker disse koder op, ser vores specialuddannede personale nærmere på personen for andet betænkeligt. Viser der sig ved den individuelle gennemgang af borgeren at være andre betænkelige forhold, som f.eks. hvis vedkommende jævnligt bliver antruffet ved utryghedsskabende grupperinger, bliver personen gransket endnu mere, hvilket kan udløse kontakt til borgeren, som så får mulighed for at forklare sig, uddyber Ulrick Junge.

- Det er vigtigt at understrege, at samme bødestørrelse og overtrædelser af f.eks. ordensbekendtgørelsen sagtens kan udløse to forskellige vurderinger i forhold til at have våben. Det koster typisk 1.000 kr. at urinere i en port, men vil sjældent få konsekvenser i forhold til at have våben, hvorimod urostiftende adfærd kan gøre politiet betænkelig ved at give samtykke til våben. De nærmere omstændigheder bliver dermed afgørende for udfaldet af afgørelsen, siger Sune Espersen.

- Hvis en person kategoriseres med ”rød”, så kan politiet fjerne våbnene med det samme, men det vil altid være en vurdering, om det er nødvendigt. Politiet kan også støde på sager, hvor det skønnes nødvendigt at fjerne våben med det samme. Der er også den løbende monitering, hvor borgere måtte give anledning til en nærmere vurdering. Det udløser en forvaltningsmæssig proces, hvor vi fortæller borgeren, at nu vil vi inddrage tilladelsen til våben, og det betyder så, at man ikke kan have sine våben længere. Den situation udløser en partshøring, hvor vedkommende får mulighed for at forklare sig. Sagen kan således enten være akut med øjeblikkelig fjernelse af våbnene eller følge den mere normale gang, hvor vi afventer partshøringen, inden vi går videre i sagen. Viser det sig, at der ikke er problemer, får vedkommende sine våben igen, konkluderer Sune Espersen.

Proces ved sigtelse

- Bliver der rejst sigtelse mod en person, sker der en opdatering i politiets forskellige systemer og i kriminalregistret. Denne opdatering i kriminalregistret vil blive fanget i politiets våbenregister, som sætter en proces i gang. Som sigtet er man naturligvis ikke dømt. Det skal den nærmere efterforskning og evt. domsstolsprøvelse redegøre for. Men som sigtet bliver samtykket til jagttegnet og våbentilladelser inddraget. Som følge af sigtelsen indledes en retssag. Imens denne kører, afgør PAC vandelssagen, og lad os sige, at betænkeligheden fastholdes og vedkommende nægtes samtykke til jagttegn. Hvis personen så i retten bliver frikendt, skal vedkommende forfra med samtykke til jagttegn. I det tilfælde vejleder vi i at søge igen og fortæller, at der er mulighed for at søge erstatning. Det ligger dig ikke til last, at du har været sigtet, hvis du bliver frifundet, forklarer Ulrick Junge, der følges op af Sune Espersen, som påpeger, at når systemet er indrettet sådan, er det fordi, samfundet forventer, at politiet skrider ind ved betænkeligheden og ikke venter til efter retssagen.

Igen vægter hensynet til samfundet højere end den enkeltes retssikkerhed.

Myte om fem års nægtelse

Når jægere mister deres samtykke til jagttegn, er der en gængs opfattelse af, at det altid er for fem år. Er det rigtigt?

- Vi kender også myten, men det er ikke rigtigt. Det, der reelt sker, er, at vi vurderer folks dømmekraft og lægger den til grund for vores afgørelser. Ringe dømmekraft giver betænkelighed og betyder, at vi skubber samtykke. Vi skal være sikre på, at den enkeltes dømmekraft er i orden, inden vi giver samtykket igen. Hvis du er dømt for drab, får du næppe adgang til våben igen, men vi kan ikke komme det nærmere i forhold til, hvornår man får samtykket igen, for det afhænger af den enkeltes dømmekraft eller mangel på samme. Med andre ord er det et individuelt konkret skøn. De personlige forhold spiller ind på afgørelsen, altså hvad er der sket frem til, at vedkommende søger igen. Det kan både være positivt og udløser samtykke igen uden problemer, men det kan også være negative hændelser, som udskyder samtykket til jagttegn. Hvis du har fået børn, er flyttet til et fredeligere sted, har taget en uddannelse eller lignende, så er det forhold, der spiller positivt ind i forhold til at få samtykket igen, idet du så har forbedret din vandel, forklarer Ulrick Junge.

- Vi kan ikke sige noget om antallet af personer, der har fået samtykke til jagttegn igen efter hvor mange års nægtelse, da vi ingen grund har til at registre den type oplysninger, hvilket heller ikke ville give mening, da vi jo ikke ved, om folk ville have fået samtykke, hvis de søgte før. Det er som bekendt et helhedsindtryk af den samlede vandel, men jeg kan klart afvise, at der er en fast praksis for nægtelse i fem år. I øvrigt er fem år heller ikke et maksimum. Længere nægtelse kan udløses af dårlig adfærd og ringe dømmekraft, påpeger Ulrick Junge og understreger, at nægtelse af samtykke til jagttegn ikke er en straf, men en administrativ afgørelse, og der kan derfor ikke tales om proportionalitet mellem nægtelsesperioden og forseelsen, idet der ikke udmåles en straf:

- Straffen udgøres typisk af en bøde, og her vil jeg naturligvis opfordre til, at borgere aldrig betaler en bøde for et forhold, som man ikke mener at have begået.

Partshøring

Partshøring har vi nævnt tidligere, men hvad dækker det over?

- En partshøring er en mulighed for, at borgeren kan komme til orde skriftligt, hvis vi finder betænkelighed ved at vedkommende f.eks. har adgang til våben. I partshøringen kan vedkommende forklare sig yderligere, ud over vores kendskab til vedkommende, for de personlige forhold kender vi jo ikke. Vi lægger vores registreringer til grund for vores betænkelighed. Gennem partshøringen kan vedkommende give sin forklaring på, hvorfor den konkrete adfærd er udvist. Det kan også være en erkendelse af forholdet og den dårlige dømmekraft, men samtidig måske også en dokumentation af at vedkommende er kommet videre, så vi kan få hele billedet af personen, siger Ulrick Junge.

Et sted mellem 30 og 50 pct. benytter sig af muligheden for partshøring i forbindelse med våbensager.

- Jeg vil gerne opfordre alle borgere til at benytte sig af denne mulighed, hvis der foreligger omstændigheder, der ikke fremgår af vores afgørelsesgrundlag, siger Sune Espersen, der tilføjer, at en borgers erhvervsinteresser vægter en smule tungere i en partshøring, men det er stadig hensynet til samfundet, der vægter højest.

Tilbagekaldelse af samtykke

- Tidligere fik borgeren tilsendt en partshøring og efterfølgende en afgørelse, uagtet om vedkommende havde sendt bemærkninger ind. I dag sender vi både en partshøring og et udkast til en afgørelse i samme brev, så borgeren ved, at efter en bestemt periode uden indsendte bemærkninger til partshøringen, kan man betragte det medsendte udkast til en afgørelse som stadfæstet og gældende fra det oplyste tidspunkt, hvilket udløser afhændelse af våbnene, fortæller Ulrick Junge og fortsætter:

- Har borgeren sendt bemærkninger ind inden tidsfristens udløb, træffer vi naturligvis en afgørelse med inddragelse af disse. Når tidsfristen er udløbet, skriver vi til Miljøstyrelsen og borgeren, og tilbagekalder samtykket, hvilket betyder, at borgeren har fire uger til at få afhændet sine våben. Bliver afhændelsen af våbnene ikke registreret hos os, bliver den pågældende politikreds adviseret om at kontakte borgeren, så våbnene kan blive afhændet hurtigst muligt, da vedkommende ellers er i ulovlig våbenbesiddelse, hvilket kan udløse yderligere konsekvenser.

- Har man problemer med at kunne give bemærkninger inden for tidsfristen, så tag fat i PAC og få evt. en fristudsættelse, så vi kan få et fuldt oplyst grundlag at træffe en afgørelse ud fra. Hvis man ønsker at klage, så gælder afgørelsen i klageperioden, og du skal så, hvis det er afgørelsen, afhænde dine våben, påpeger Sune Espersen.

Klage over afgørelse

Klager over afgørelser stiles til PAC eller Rigspolitiet, som behandler klagen: 

- Send gerne klagen til os i PAC, da vi typisk ser klagen igennem og kan ændre i afgørelser, for der kan ske fejl, da det er mennesker, som udarbejder disse. Ellers er det Rigspolitiet, der behandler klagen. Det er forvaltningsretligt reguleret, at man som borger kan klage over en afgørelse, og mener man, at der er begået en uret, så skal man da klage, mener Ulrick Junge.

- Det hænder, at en borger får medhold i en klage, men typisk, hvis vores afgørelse bliver omgjort, så skyldes det nye omstændigheder i sagen, og at der er medgået noget tid. De relativt få omgørelser af vores afgørelser er udtryk for, at vi rammer rigtigt, og det tillægger vi en positiv værdi i vores arbejde. I langt hovedparten af sagerne får vi bekræftet, at vi traf den rigtige afgørelse. Men tro ikke, at Rigspolitiet, af loyalitetshensyn til PAC, ikke omgør sager, for det gør deres jurister, hvis de mener, at afgørelsen er forkert, siger Sune Espersen.

Privilegiet forpligter

- Våbenejere skal altid holde sig på den rigtige side af loven. Og hvis du har mistet samtykket, gælder det samme, for ellers kommer der bare flere lodder i vægtskålen, som udløser længere tid, inden samtykket kan gives igen. Våbenejere bør være bevidste om den tillid, samfundet viser dem, ved at de må have våben i eget hjem og således udvise god dømmekraft, anbefaler Ulrick Junge.

- Hvis jægere f.eks. ikke opbevarer deres våben efter reglerne, er det udtryk for dårlig dømmekraft og betænkelig adfærd, som udløser nægtelse af samtykke. På samme måde hvis våbenejere plejer omgang med utryghedsskabende grupperinger, kommer man nemt i politiets søgelys. Har man i den situation en god forklaring på sammenhængen og i øvrigt ellers holder sig på måtten, så behøver det ikke at give problemer i forhold til samtykket. Problemet opstår, hvis politiets antagelse om en relation til utryghedsskabende grupperinger bygger på konkret kendskab, supplerer Sune Espersen.

Love med indflydelse på vandelsgodkendelse

Som våbenejer er der bestemte love, som man aldrig skal overtræde: 

- Det er f.eks. straffeloven, våbenloven, knivloven, lov om euforiserende stoffer, men også overtrædelse af tilhold, stalking (pression på en anden, red.) slagsmål, mv. kan få indflydelse på vandelsgodkendelsen. Vær opmærksom på, at flere bagateller kan give betænkelighed hos politiet. Vær ekstra opmærksom på handel med medicin og våben på nettet. Adfærd og dømmekraft er igen nøglebegreber. Når jægere handler våben på nettet, har myndighederne en klar forventning om, at de via deres uddannelse til jæger kender loven. Privilegiet forpligter, slutter Sune Espersen.