Prædation og bestandsudvikling
I et dansk landskab hvor ”intet” er naturligt, har vi over tid skabt enestående betingelser for arter, der ellers ville findes i fåtal. Størstedelen af landet udgøres af store ensformige arealer, fattige på levesteder – et landskab der i nogen grad imødekommer flere prædatorer. Det betyder, at de store bestande af f.eks. harer og agerhøns formentligt er fortid. Med naturinteresse og jagten for øje, må vi naturligt spørge os selv, hvad vi kan stille op – men hvem skal have plads og hvorfor?
Den matematiske økologi, der kan lægges til grund for vores forvaltning, bliver påvirket af så mange menneskeskabte variabler, at den i praksis bliver uoverskuelig, og kimen er lagt til evig diskussion om prioriteringer frem mod et acceptabelt mål.
Det bliver væsentligt, hvis vi skal forholde os til prædationens betydning for forvaltningen af en art, herunder muligheden for jagtlig udnyttelse.
I forvaltningsmæssig kontekst skal man huske at inkludere andre faktorer end prædation, men også rålam, reder med æg, harekillinger og vibeunger der slås ihjel under markdrift, eller de mange dyr, der hvert år dræbes i en stadigt stigende mængde trafik. De nævnte aktiviteter tager som bekendt ingen etiske eller forvaltningsmæssige hensyn, men dræber lige så vel i yngletiden som resten af året. Trafikkens betydning for arterne kan altså ikke kun henregnes til de fem millioner døde dyr i vejsiden, menforplanter sig til de mange dyreunger, som dør af sult eller kulde – eller kuld som aldrig bliver sat. I det lys kan jagtens indflydelse næsten forekomme perifer, men for enkelte arter, der er mål for jagtlig interesse, kan det betyde, at den dødelighed en ellers bæredygtig bestand kan tåle, allerede er indtruffet før jagtsæsonens start. Det stiller naturligvis krav til vores lovgivning, men også jægerens viden om lokale forhold, indsigt i forvaltningen af de enkelte arter. Se også forvaltningsplaner for hhv. hare og agerhøne.
Kulturlandskabet er en vejviser
Menneskeskabte ressourcer og strukturer har afkoblet den naturlige vekselvirkning mellem prædator og byttedyr. Bl.a. fordi landskabet, med sine menneskabte ledelinjer og naturmæssige flaskehalse, har udviklet sig til en vejviser for en række prædatorer. Uretmæssigt bliver ræven, måren, grævlingen o.a. derved notoriske tabere, fordi vi, ”ubevidste” om vores egen andel i udviklingen, udpeger dem som ansvarlige for en række arters deroute.
Men det ændrer ikke ved den situation, vi står i. En række arter er så udfordrede, at prædation er en begrænsende faktor - ikke bare lokalt,men for det generelle bestandsniveau, og for muligheden for, at disse arter bringer sig selv ud af kniben. Det leder tilbage til spørgsmålet om vores indgriben og forsøg på at skabe en anden form for balance – og hvorvidt den skal målrettes vores interesser.
Det kan være svært at isolere prædatorens betydning i forhold til mange andre faktorer som vejrlig, fødeudbud, sygdomme, forstyrrelser, forhold prædatorarterne imellem etc. En lang række undersøgelser har dog påvist, at prædation kan have overordentlig stor betydning for byttedyrbestande. Som eksempler kan nævnes krage- og rovfugles prædation på harekillinger. Ræv der ikke overraskende præderer rålam og harer, og sølvmåge der kan optræde altødelæggende for vadefuglenes yngel.
Hare
En af de arter, der burde fylde mere i det åbne land, er haren, men i et stærkt dynamisk landbrugslandskab vil det tidligt på året være svært for haren at finde dækning til killingerne. De få steder hvor det findes, er netop der, hvor ræven søger sin hovedføde i form af smågnavere. Sættes de første killinger i vintersæden, bliver de hurtigt præderet af krage- og rovfugle. Når markafgrøderne strækker sig, sættes killingerne her, men de plejespor, der gennemskærer den ensformige og næringsfattige kost, virker som en magnet på ræv, mår og grævling – og her mødes de så.
Det er harens natur at søge en varieret plantekost for at sikre den bedste mælk til killingerne, men med store markstørrelser og manglende skel, kræver det meget store aktivitetsområder for haren. Arealer med kløvergræs, som kan forsyne de unge harer med nødvendige friske skud, er derfor oplagte, men disse udsættes for græsslæt adskillige gange i løbet af sommeren, og mange killinger må lade livet. Vejens rabatter kan være et alternativ, men her tager trafikken sine ofre.
En ting er hvad forskere gør os klogere på, noget andet er hvorledes vi anvender den viden. Desværre findes facit for vores eventuelle bestræbelser ikke, og svaret vil, om ikke andet delvist, afhænge af det natursyn vi lægger for dagen. Inden for lovgivningens rammer er det derfor op til den enkelte at afgøre, i hvilken udstrækning prædation står i rimeligt mål ift. andre faktorer, der i øvrigt gør sig gældende i et givent område.
Tilbage står spørgsmålet om hvorvidt og hvorledes vi skal blande os, og beslutningen om bestandsmål.
