Offentliggjort den: 21. august 2023

Positiv træning – på hundens præmisser

Historien har vist at der kun er to mennesker, er har kunnet tale med dyrene – den ene var Tarzan og den anden Dr. Dolittle. Og surprise: Ingen af dem findes i virkeligheden. Derfor gælder det om at finde nogle veje og måder at kommunikere på, så hund og menneske forstår hinanden.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen

Husk, at en hund skal ses som en god ven af familien – og den skal behandles derefter. At en hund kan have følelser såsom kærlighed, jalousi og afsavn, præcis ligesom os mennesker. Mød Flemming Djarn, forbundsinstruktør i jagthundetræning i Danmarks Jægerforbund og indehaver af jagthunden siden han som 16-årig måtte begynde at gå på jagt – først med labrador, nu med stående hunde. Siden har han forfinet sine metoder, og har i dag været med til at hjælpe utallige hundefører med på vejen mod at forme og skabe den ene skønne jagthund efter den anden.

Ifølge Flemming Djarn er den gammeldags og hårdhændede hundetræning for længst yt. Tendensen er heldigvis gået den rigtige vej gennem årene, og der er kommet meget mere fokus på den positive forstærkning af hunden. Og hvad betyder så det? At der skal herske en god stemning mellem hund og fører. At træningen skal være belønningsbaseret, og at den skal ske på hundens præmisser.

- Du skal have gennemtænkt dine øvelser så godt som muligt, så du kan være sikker på at hunden forstår det, du gerne vil lære den. Det er det vigtigste. Og når du har sikret dig det, er det vigtigt at du forstærker den adfærd, du ønsker at arbejde videre med. I form af ros, klap, godbidder, mv. Har du en dårlig dag, er du lettere irritabel, så lad være med at gå ud og træn med din hund. For det ender lige nede i snoren, fortæller Flemming Djarn.

Det, man ifølge Flemming Djarn skal stræbe efter, er et godt samarbejde mellem hund og menneske, og hvor de forstår hinanden.

- Historien har vist at der kun er to mennesker, er har kunnet tale med dyrene – den ene var Tarzan og den anden Dr. Dolittle (en komedie med Eddie Murphy fra 1998, hvor lægen dr. Dolittle opdager at han har fået en særlig evne: Han kan tale med dyrene, red.). Og et godt samarbejde får man via gensidig forståelse og ved at behandle hinanden ordentligt.

Flemming Djarn uddyber:

- Vi har to hovedlinjer i vores tilgang til hundetræning – den ene er den sociale, hvor vi nævner de tre K’er, Kærlighed, Krav og Konsekvent. Den anden er Krav, Vilkår og Kriterier, og det er vores tilgang til den mere praktiske del af træningen. Når vi mener Krav, så mener vi at vi opstiller nogle rammer for vores hunde: Hvad vil vi være med til og hvad vil vi ikke være med til. Hvordan tager hunden f.eks. imod gæster. Hvordan skal hunden være en del af familien? Og her er det vigtigt at påpege, at disse rammer, de skal aldrig flyttes. Det er her det tredje K, Konsekvent, kommer ind i billedet.

Ej at forveksle med ordet 'konsekvens,' som jo betyder noget helt andet.

- Når alt kommer til alt, så er hunden trods alt et ekstremt egoistisk væsen, som samtidig besidder en enorm tålmodighed. Så den er ikke bleg for at spørge rigtig, rigtig mange gange. Og jeg kan da huske fra min egen barndom, at hvis jeg plagede min mor tilstrækkeligt mange gange, så gav det pote til sidst. Den adfærd ser vi også med hundene. De er bare meget mere tålmodige end jeg var. Så den dag man fraviger sit krav, ja, så bliver det altså den nye grænse. Enten må hunden ligge i sofaen, eller også må den bare slet ikke. Og så er der Kærligheden. Det er jo et vidt begreb, men vi skal jo kunne li’ hinanden.

Hvordan arbejder du med kærligheden hos dine hunde?

- Jamen det er ved at have tid til dem, ved at være social sammen med dem og forstærke dem i den adfærd, jeg ønsker at se. De er jo ikke bare en DeWaltt skruemaskine, der bliver taget frem når den skal bruges en gang imellem og så ned i værktøjskassen igen. Sådan er der mange der har hund, men det er ikke at foretrække, for det er altså et socialt væsen.

Ifølge Flemming Djarn behøver det ikke være svært at gå til, det dér med at træne sin hund. Hvis man – udover at skele til de tre omtalte K’er – følger principperne bag overskrifterne Krav, Vilkår og Kriterier i den praktiske del af træningen, bliver det til at overskue for de fleste. Og det er aldrig for sent at gå i gang, uanset hundens alder.

Et eksempel på hvordan man overfor en hvalp vil bruge Krav, Vilkår og Kriterier:

Afhængig af hundens alder og hvor den er i sin udvikling, skal man altid indtænke hvad det er, man vil træne, og hvad målet med denne træning er. Hav en plan for det. Hvor skal det foregå? Er det f.eks. inde eller udenfor – jeg plejer at anbefale at al træning starter hjemme i vante omgivelser, f.eks. i køkkenet. Når hunden lystrer korrekt fire gange ud af fem, altså 80 pct., så kan man begynde at bygge videre.

Så, hvis du f.eks. skal lære din hun signalet ”Sit.” Så er det et Krav. Den skal lære at sætte sig ned på signal. Stedet, I træner, er et Vilkår. Nogle træningssteder medfører mange forstyrrelser, mens andre er helt isolerede og rolige. Start i det rolige køkken og skru langsomt op og gå f.eks. udenfor. Vilkåret for træningen ændres. I starten behøver hvalpen måske kun at sitte pænt et par sekunder de fire gange ud af fem, men efterhånden øger vi kravet. Det er her, Kriterie kommer ind i billedet.

Reglen er dog, at man ikke hæver Krav og Vilkår samtidig, for så er det dømt til at gå galt – og så er det, at hundeføreren siger til instruktøren: ”Jamen, den kan godt derhjemme.” Og det er da som regel også helt rigtigt, men fordi både Krav og Vilkår er ændret ved at man f.eks. har flyttet træningen fra køkkenet derhjemme og ud på en træningsplads med masser af forstyrrelser, og når man ovenikøbet stiller nye opgaver til hunden, ja, så går det bare galt. Og når noget går galt i øvelsen, så stopper man den og går tilbage til et delmål, hvor det gik godt fire af fem gange. Så fortsætter man derfra.

- Så husk det nu: Hav en plan og et mål med træningen. Husk at indtænke hunden på dens egne præmisser, og husk at forstærke den ønskede adfærd via belønning og ros. Det er altid vigtigt, og det er det, der skal til for at få en god hund – både til jagt og i familien, formaner hundetræneren.


Hvad Flemming derudover har af gode råd og vejledning i forbindelse med den positive træning på hundens præmisser, kan du høre meget mere om i dette afsnit i Danmarks Jægerforbunds podcast-serie om jagthunden: