OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 23. juni 2023

Nyjægere og nattergale i Jægerspris

Mange jægere har nok på et tidspunkt kastet misundelige blikke ind over pigtrådshegn og sort/gule skilte til Forsvarets øvelsesterræner. De utilgængelige og jomfruelige områder har noget dragende over sig, og hvem ville takke nej til at liste en tur med riflen mellem tjørn, bjergfyr og hyldebuske, hvor naturen og vildtet har fred og ro?

Tekst og Foto: Johannes Bojesen

I pinsen fik 28 nye riffeljægere fra jagtforeninger i jægerforbundets Kreds 7 mulighed for at gøre den slags drømme til virkelighed og samtidig skyde deres karrierer som riffeljægere i gang. Forsvaret, Grevinde Danners og Frederiks den 7. Stiftelse og Kreds 7 slog nemlig bommene op for et flot bukkejagtprogram i det storslåede Jægerspris Øvelsesterræn på den nordlige del af Hornsherred.

Lygterne fejede ud over de tågede enge bag Kulhuse Strandjagtforenings skydebane, da bilerne i det allerførste morgenlys rulle ind på parkeringspladsen. Banen og klubhuset ligger med smuk udsigt over øvelsesterrænets krat og kupperede overdrev, og de heldige jægere havde med glæde droppet nattesøvnen for at være fremme klokken kvart i fire.

Efter velkomst og kontrol af våben, tilladelser og jagttegn, var det tid til parole og lodtrækning. Herefter blev skytterne kørt rundt i området og listede ud til deres poster på anstandsjagten. Nogle sad på den offentligt tilgængelige del ud mod Roskilde Fjord og Jægerspris Nordskov, mens andre var placeret i det lukkede område mellem Kulhusevej og Isefjord. Selv om jægerne var tidligt på færde, var øvelsesterrænets beboere for længst ude af fjerene, og et manisk fuglekor anført af utallige nattergale satte en eventyrlig lydkulisse omkring jagten. Også råvildtet var i bevægelse fra morgenstunden, og Stephen Lüdeking fra Lammefjordens Jagtforening, forsvarets jagtinspektør Marianne Waldorf-Hald og Jægers udsendte fik sig en omgang voksen-skældud, da to smaldyr viste sig på vej ud til posten.

Næsten alle jagtdeltagere så råvildt og hørte dyrene smæle i løbet af morgenen – og efterhånden som timerne gik, lød der også enkelte skud.

Klokken halv ni sluttede jagten, og alle samledes ved skydebanen, hvor morgens mange naturoplevelser blev delt og diskuteret. En af de tre nedlagte bukke blev efterfølgende brækket af skytten Magnus Larsen – ligeledes fra Lammefjordens Jagtforening – med kompetent og tålmodig supervision fra Jægersprislejrens Erik Rohde. Efter parade og morgenmad var det tid til at vende næsen hjemad.

De frivillige hjælpere og arrangører fra Forsvaret og jagtforeningerne ydede en stor indsats for at give de nye riffeljægere en mindeværdig oplevelse. Forhåbentlig fik de mulighed for en middagslur i løbet af dagen, for nyjægerjagten blev nemlig gentaget med et nyt hold jægere allerede samme aften. Lige som om morgenen blev der også her høstet fine oplevelser, og på den afsluttende parade lå tre jægersprisbukke – denne gang i den rigtig pæne ende af spektret.

Danmarks Jægerforbunds formand Claus Lind Christensen havde takket ja tak til en invitation fra kreds 7 og valgte at bruge en weekendformiddag sammen med de morgenfriske nordsjællandske jægere og sit kamera:

- Det er dejligt at se nye jægere, der på en ydmyg måde, går ind i den lange dannelsesrejse, det er, at blive jæger, siger han og slutter af med at rose de frivillige:

- Stor tak til dem, der har lagt rigtig meget arbejde i arrangementet: de yder en kæmpeindsats!