OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 10. marts 2023

Ny lovgivning – hvordan er det nu lige vi gør..?

Jagtprøvens pensum defineres årligt den 1. juli, men hvordan er det nu, at jeg skal forholde mig som jagttegnskursuslærer, når der kommer ny lovgivning i løbet af året.

Tekst: Jes Mikkelsen, Danmarks Jægerforbund

Som jagttegnskursuslærer står du på en helt central post i udviklingen af fremtidens jægere. Det er en særdeles vigtig post, som kræver god undervisningsfaglighed og et tydeligt personligt lederskab. Derudover er det også en tillidsfuld post, for aspiranterne stoler på, at du har styr på alle detaljerne i lovgivningen. Som underviser kan det dog være en udfordring at holde sig opdateret på samtlige aspekter af jagttegnsundervisningen, og når ny lovgivning træder i kraft i løbet af året, kan der derfor opstå tvivl om, hvilken effekt det har på jagttegnsundervisningen og selve jagtprøven.

Minimum 1½ år fra 1. juli 

Vi underviser i videst mulig udstrækning altid efter nyeste lovgivning, så de nye jægere er klar til at møde den jagtvirkelighed de træder ud i. Af den årsag er det vigtigt som jagttegnskursuslærer at holde sig generelt opdateret på udviklingen i jagtens verden. Men for ikke at skabe unødig forvirring om indholdet i den teoretiske del af den obligatoriske jagtprøve, har Miljøstyrelsen, i samarbejde med deres interessentgruppe, besluttet, at ny lovgivning officielt først bliver en del af pensum, hvis det er bekendtgjort senest den 1. juli. Derudover vil der ved jagtprøven ikke blive stillet spørgsmål til ny lovgivning før tidligst ved forårssæsonen det næstfølgende år. Således går der i princippet 1½ år fra konkret lovgivning er ændret i pensum, til samme paragraf eller område vil kunne være genstand for spørgsmål ved jagtprøven.

Du kan læse beskrivelsen på Miljøstyrelsens hjemmeside under fanen ’Forberedelse’.  

Ny vildtskadebekendtgørelse 1. januar

Som et eksempel på ovenstående praksis kan nævnes den nye vildtskadebekendtgørelse, som trådte i kraft 1. januar 2023. I undervisningen er det væsentligt, at aspiranterne bliver informeret om opdateringen, men principielt bliver den nye bekendtgørelse ikke en del af pensum før 1. juli 2023, og først derefter indgår helstøbt i undervisningen. Efterfølgende går der 1½ år, inden der ved jagtprøven, kan stilles spørgsmål til konkrete ændringer, dvs. i forårssæsonen 2025.

Artikler med opdatering til dig som jagttegnskursuslærer kan du læse i februar nummeret af Jæger og på DJ’s hjemmeside. Nyheden findes også i dette nyhedsbrev.

Jagtprøven.dk er opdateret til de nyeste ændringer i vildtskadebekendtgørelsen, så aspiranterne ikke møder modsatrettede informationer.

Blyfri eller blyholdige riffelprojektiler

Selvom denne ændringsprocedure er ganske tydelig og fastsat i samarbejde mellem jagtprøvens interessenter, findes der fortsat områder, som kan befinde sig i en gråzone, hvilket vi har set med reglerne for blyfri eller blyholdige projektiler i centraltændt riffelammunition. For nuværende har vi to gældende regelsæt, hvilket har ført til forvirring i jagttegnsundervisningen ift. jagtprøven. På baggrund af henvendelser fra jagttegnskursuslærere fremførte DJ derfor spørgsmålet ved Miljøstyrelsens møde i jagtprøvegruppen i januar. Trods opfølgende forespørgsler er der endnu ikke fremkommet et referat fra mødet, hvilket vanskeliggør et bindende svar. I en mundtlig gengivelse kan det dog berettes, at Miljøstyrelsen bekræftede, at der ved den obligatoriske jagtprøve, ikke bliver stillet spørgsmål til emnet før reglerne om blyfri riffelammunition har overstået deres karensperiode, hvilket vil være ved forårsprøven 2024.

Hold dig opdateret

Som medlem af Danmarks Jægerforbund har du mulighed for at holde dig løbende opdateret på lovgivning gennem DJ’s hjemmeside og bladet Jæger. Har du lyst på mere efteruddannelse på specifikke områder tilbyder Danmarks Jægerforbund målrettede kurser til jagttegnskursuslærere. Klik ind på siden her, du finder kurserne nederst på siden.