OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 01. maj 2023

Kystvandrådene – hvad er det og hvorfor er de vigtige for fuglene?

Havet omkring os har brug for livreddende førstehjælp. Kun fem ud af 109 kystområder lever op til kravet om god miljøtilstand. Danmark lever således ikke op EU kravene, og det ser sort ud med at nå målet inden 2027, hvor der er deadline.

Tekst: Sabina Rohde

Den dårlige miljøtilstand i havet påvirker også fuglene. Danmark er med sin geografi og de lavvandede områder ved kysterne særligt vigtige for millioner af trækfugle, der hvert år lægger vejen forbi. De har brug for, at spisekammeret er fyldt op og at føden har god kvalitet. Men havet er i øjeblikket påvirket af mange presfaktorer, og store områder er ramt af iltsvind, bunden påvirkes af bundtrawl og fisk og planter kvæles i manglen på ilt og lys. Det påvirker fuglenes fødesøgningsmuligheder.

I oktober 2021 blev Aftale om grøn omstilling af dansk landbrug, også kendt som ”Landbrugsaftalen”, vedtaget i folketinget. I den aftale lå blandt andet, at indsatsbehovet omkring håndtering at kvælstoffjernelse revurderes i forbindelse med et genbesøg af aftalen i 2023/2024. Den revurdering er man ved at forberede nu. Målet man sigter mod, er at Danmarks skal leve op til kravet om god miljøtilstand, eller sagt på en anden måde, vi skal opfylde vores forpligtigelser i henhold til vandrammedirektivet. Dette står også i regeringsgrundlaget.

Regeringen vil i genbesøget tage højde for en såkaldt second opinion, der blandt andet skal indeholde lokale analyser, der kunne belyse, om der var nogle oversete veje at gå i forhold til at nå målopfyldelsen. Det skal ske gennem udvalgte kystvandråd. Der er sat penge af til fire kystvandråd, der hvert består af op til 20 medlemmer fra interesseorganisationer, og som har lokalt tilknytning til kystvandet. Der findes pt. fire kystvandråd i Danmark; Odense Fjord, Varde, Ringkjøbing-Skjern og i Viborg.

Kystvandrådet har i løbet af 2023 mulighed for at få undersøgt hvordan forskellige virkemidler der kan bidrage til en reduktion i udledning af kvælstof og fosfor. Det inkluderer velkendte som nye metoder og virkemidler. Fælles er det dog, at de initiativer som et kystvandråd i udgangen af 2023 melder ind til miljøstyrelsen skal være blåstemplet af en ekspertgruppe. Ekspertgruppen skal med andre ord sikre at forslaget eller forslagene er fagligt funderet.

Kystvandrådenes input kommer til at indgå i den samlede revurdering af aftalen. Der er endnu ikke taget stilling til om kystvandrådene fortsætter arbejdet efter de har indleveret deres forslag ultimo 2023. Danmarks Jægerforbund er repræsenteret i Kystvandrådet i Varde og i Viborg. Her har vi fokus på at bakke op om løsninger, der sikrer et bedre havmiljø, og dermed attraktive levesteder for blandt andet trækfuglene.