Kys traditionen!

”Den gamle jagttradition, som alle jægere bør tage til sig igen, er, at jagtlederen overrækker sneppen i sin jagthat til skytten, som herefter kysser sneppen på brystet for at ære fuglen”.

Sådan skrev jægeren Nikolaj Brandt på sit netmedie ”Jægernes Magasin” i februar 2012. Hans artikel deles stadig hyppigt på de sociale medier, når debatten blusser op om den særegne ide, det er, at jægere forventes at kysse den første sneppe, de nedlægger.
Udsagnet gør op med den fremherskende kutyme om, at sneppen skal kysses bagi. Det er en regel, som mange jægere synes er underlig og uværdig – både for jægeren og for sneppen. De har derfor taget Brandts skråsikre udlægning af, hvad der er den rigtige og gamle tradition, til sig med kyshånd.

Det samme har Dansk Sneppeklub, der støtter op om ideen om, at kysset på brystet må være en gammel skik. Efter klubbens mening er det dog ikke kun af historiske grunde, at brystkysset er det eneste rigtige: ”Lad de nye, kommende sneppejægere føle oplevelsen af det helt specielle – at nedlægge den første sneppe – uden at blive gjort til grin. Lad jagtens vært lægge sneppen i sin hat, og mens lyden af ”Sneppens død” blæses i jagthornene, kysses sneppen på brystet af den nyfødte sneppejæger, til ære for det ædleste af alt fuglevildt”, lyder opfordringen på klubbens hjemmeside.

Men mange erfarne jægere undrer sig omvendt over, at det skulle være en gammel dansk tradition at kysse sneppen på brystet, når de hverken har oplevet eller hørt om andet, end at den første sneppe skal kysses bagi. Og så kører debatten igen! For at forstå, hvad der er op og ned på denne sag, kan det være gavnligt først at se på nogle andre jagtlige traditioner og deres omskiftelige historie.

Knæk og bræk!

Traditionerne har tag i os, allerede inden jagten for alvor går i gang. For der findes næppe nogen jæger i Danmark, der ikke ved, at man bestemt ikke må ønske en medjæger held og lykke, før det går løs. Gør man det, vil vedkommende ifølge den jagtlige overtro nemlig blive udsat for præcis det modsatte: uheld og ulykke. I stedet skal man ifølge traditionen bruge hilsenen ”knæk og bræk” som en passende omskrivning, der ikke støder jagtgudindens sarte sind.

At sige knæk og bræk er en tradition, som jægere oplever og bruger i alle jagtlige sammenhænge, og især på fællesjagterne. Men brugen af denne hilsen er overhovedet ikke så gammel, som dens store udbredelse kunne få en til at tro. Langt op i 1900-tallet brugte jægerne andre hilsener, såsom ”god vind”, mens ”knæk og bræk” i stedet var forbeholdt lystfiskerne. I ”Dansk Jagtleksikon”, der udkom i 1944, nævnes vendingen forsigtigt som en sjældent anvendt hilsen blandt jægere. Men selv næsten 30 år senere, i 1973, understreges det stadig i ordbogen ”Jagtsproget”, at knæk og bræk ikke er en jægerhilsen, men en lystfiskerhilsen.

Vi skal derfor helt op i 1980’erne, før ”knæk og bræk” for alvor får indfødsret i det danske jagtsprog. I ”Politikens Jagtbog” fra dengang beskrives udtrykket f.eks. stadig som en lystfiskerhilsen, men det tilføjes nu, at den også bruges af jægere. Og da bogen ”Jagtsproget” udkom i en revideret udgave i 1993, havde den oprindelige definition fået tilføjet, at ”knæk og bræk” var almindeligt brugt som en lykkebringende hilsen til jægere. I dag er udtrykket så indarbejdet blandt jægere, at det er svært at forestille sig, at det nogensinde har været anderledes.

Horn og signaler

Traditionerne har også tag i os, når jagten er forbi, og jægerne samles om vildtparaden. Her er det blandt andet vigtigt, at der blæses for de forskellige nedlagte vildtarter. Men sådan har det ikke altid været.

Nutidens danske jagthornstraditioner er faktisk også forbavsende nye. Helt op til 1970’erne var jagthorn sjældne, og hvis der var en hornblæser med på en klapjagt, kom der helt typisk kun to signaler i brug: ”Jagt begynd”, der blæstes ved hver såts begyndelse, og ”Jagt forbi”, der blæstes ved vildtparaden. Da Poul Fløe Svenningsen i 1975 fik udgivet sin herlige bog ”Jagt og tone” om god jagtskik, ønskede han sig en mere udbredt brug af jagthornet, men erkendte samtidig, at der var lang vej igen, og at det nok var de færreste danske jægere, der havde hørt andre jagtsignaler end de to ovennævnte.

Kjeld Ladefoged, der var skovrider og formand for Dansk Jagtforening, kunne samme år konstatere, at signalerne for de enkelte vildtarter mest blev brugt i forbindelse med de specialiserede støverjagter, hvor man med hornet kunne signalere til andre jægere, at nu var den hare eller det stykke råvildt, som hundene havde drevet med, nedlagt. På andre fællesjagter ville man ifølge Ladefoged typisk klare sig med ”Jagt begynd” og ”Jagt forbi”, hvis der i det hele taget var en hornblæser til stede.

Siden da er hornblæsningen blevet en tradition, i en sådan grad at det for de fleste vil føles tomt og forkert, hvis der ikke blæses ved vildtparaden. Det er endnu et godt eksempel på, at traditioner ændrer sig.

Sneppekysset

Set i det lys kunne det sagtens forholde sig sådan, at man engang har praktiseret at kysse sneppen på brystet, sådan som Brandt skrev i 2012, men at traditionen siden har ændret sig til et kys bagi.

Men graver man sig bagud gennem jagthistorien, bliver denne teori hurtigt og grundigt afkræftet. Hverken i Danmark eller i andre lande findes der nogen form for historisk belæg for, at man traditionelt har kysset nedlagte snepper på brystet. Derimod findes der en meget håndfast dokumentation for, at danske jægere gennem mindst 75 år har praktiseret det klassiske sneppekys bagi.

”Jægeren, der nedlægger sin første sneppe, skal tage den op i næbbet, holde den op mod vinden, kysse den i gattet og derefter hænge den på jagttaskens galge; det bringer jagtlykke”, fortalte en midtsjællandsk meddeler f.eks. til Dansk Folkemindesamling i 1948.

”Den unge Jæger skal kysse sin første Sneppe bagi – han glemmer det aldrig”, lyder det tilsvarende om sneppens kulturhistorie i bogen ”Vildtparade”, der ligeledes er fra 1948.

Og budskabet var det samme, da jeg i 2016 spurgte om sneppekys blandt ældre sneppejægere fra hele landet, blandt andre Bertel Bavngaard og Dimitri Buchtrup og andre, i håbet om måske at finde en enkelt jæger, der rent faktisk havde viden om brystkys – men altså forgæves. Flere kunne bekræfte, at ritualet har været i brug siden 1940’erne. Men ingen havde oplevet eller hørt om varianten med at kysse sneppen på brystet. Dermed er teorien om, at det tidligere har været en almindelig dansk skik, at den første sneppe skulle kysses på brystet, skudt godt og grundigt ned. Men det betyder ikke, at ideen er død og begravet. Ritualer kan ændre sig over tid.

Nye og gamle jagttraditioner

Det er en kendt sag, at større fællesjagter har spillet en stadigt større rolle i den danske jagtudøvelse siden 1960’erne. Det er blandt andet sket, i takt med at vi er blevet flere jægere, og med, at fasaner er kommet til at spille en definerende rolle i den danske jagt. Derfor er det forståeligt, at der er sket en tilpasning og udvikling i de traditioner og skikke, der er tilknyttet netop denne jagtform – med hornblæsningen som det oplagte eksempel.

Samtidig har vi siden årtusindskiftet oplevet, at der er mange flere snepper. Mange steder i Vestdanmark er sneppen blevet den absolut vigtigste vildtart på fællesjagterne. Dermed er der også kommet øget fokus på de traditioner, der er knyttet til netop denne art.
At lade en jæger kysse sin første sneppe bagi efter en fællesjagt kan gøres både værdigt og elegant – og sådan håndteres traditionen fortsat i mange konsortier og jagtselskaber. Men det kan også gøres på en måde, der er uværdig for både jæger og bytte. Det har fået mange til at reagere, helt i takt med udviklingen i samfundet, hvor man i stigende grad forholder sig kritisk til potentielt ydmygende traditioner og ritualer på f.eks. kostskoler eller i militæret.

Så selvom der ikke er historisk belæg for påstanden om, at danske jægere tidligere har kysset deres snepper på brystet, så er ideen alligevel blevet grebet af mange, siden den blev lanceret i 2012. Det vidner om, at denne måde at afvikle ritualet på måske passer bedre ind i mange af nutidens jægeres opfattelse af, hvad der er en god jagtlig ceremoni, end det veldokumenterede og traditionelle, men også kontroversielle ritual med at kysse sneppen bagi gør.

Kun tiden vil vise, om det bliver kysset bagi eller kysset på brystet, der bliver det ritual, som fremtidens nye sneppejægere skal igennem. Begge dele er muligt. For traditioner har det med at ændre sig i takt med tiden – også i jagtens verden.