Offentliggjort den: 28. august 2023

Kvitteringer for biotopplan og udsætning på vej

Miljøstyrelsen udsender nu manuelt kvitteringer til alle, som på grund af IT-fejl ikke har fået elektronisk bekræftelse på, at de har indsendt biotopplan eller indberettet udsætning af fugle.

Alle, der siden foråret 2023 har anmeldt en biotopplan eller indberettet udsætning af fuglevildt uden at få en elektronisk kvittering, kan nu se frem til at modtage et brev via e-Boks fra Miljøstyrelsen med kvittering for deres indberetning.

Det skriver styrelsen på sin hjemmeside.

Miljøstyrelsen er nødt til at udsende de elektroniske kvitteringer manuelt, fordi et nyt IT system har givet uforudsete problemer. Systemet har bl.a. ikke kunnet sende elektronisk kvittering for visse indberetninger. Fejlen har gjort mange usikre på, om deres indberetning var gået igennem, og den har desuden medført forsinkelser i Naturstyrelsens sagsbehandlingen af biotopplanerne.

Alle anmeldelser og indberetninger modtaget

- Det er en meget beklagelig fejl som har skabt stor irritation hos alle involverede. Heldigvis har vi dog modtaget alle anmeldelser og indberetninger, også selv om borgerne ikke har fået en elektronisk kvittering, siger fuldmægtig Søren Egelund Rasmussen i Miljøstyrelsen.

I forbindelse med den manuelle udsendelse af kvitteringer forestår der et sorteringsarbejde, fordi en del indsendere har anmeldt den samme biotopplan flere gange og indberettet samme fugleudsætning én gang til, når de ikke modtog kvittering.

En handling, som Søren Egelund Rasmussen kalder for fuld forståelig.

Danmarks Jægerforbund vil følge op på hvor længe man skal forvente at vente på at modtage en kvittering fra Miljøstyrelsen på indberetning af udsætning og anmeldelse af biotopplan.