Konference om store rovdyr i Europa
Stigende bestande af store rovdyr i flere europæiske lande kalder på sund forvaltning. Det skal sikre at bestandene forvaltes bæredygtigt, så illegal efterstræbelse undgås. Dette er budskabet efter FACE-konference om de store rovdyr i Europa.
Den 26. september afholdt FACE - European Federation for Hunting and Conservation - medlemsmøde og generalforsamling i Prag. Fra Danmark deltog formand Claus Lind Christensen og jagtfaglig chef Niels Søndergaard. Blandt emnerne på mødet var udnyttelse af vildtkød, jagtlige udfordringer og social accept af jagt i medlemslandene, mv. Dagen efter var det tid til organisationens konference om de store europæiske rovdyr, primært ulv og bjørn, hvor der især var fokus på hvordan vi finder frem til fornuftige måder at sameksistere på.
- Læs også: FACE medlemsmøde og generalforsamling
I sidste uge blev et nyt notat fra DCE offentliggjort, hvor det biologiske hensyn blev vurderet. Det blev dog tydeligt på konferencen at bevarelsen af ulven er ikke længere handler om en genopretning af bestanden, men at det nu handler om en sameksistens. Man kan ikke nøjes med at kigge på biologien, og det er blevet nødvendigt at tage højde for de økonomiske og sociale hensyn, for på den måde at beskytte ulven.
Biologiske, økonomiske og sociale hensyn
Bæredygtig forvaltning handler overordnet om tre indbyrdes afhængige hensyn: Et biologisk hensyn, hvor vildtbestandene skal have et niveau, der sikrer nuværende og fremtidig bevarelse og genetisk variation, så indavl undgås. Et økonomisk hensyn, hvor der er en rimelig balance i omkostningerne og /eller værdien ved at have vildt i vores natur – og endelig et socialt hensyn, hvor forvaltningen har en karakter, der sikrer socialaccept i samfundet.
Det gælder om hvad vi som enkeltindivider og grupper kan acceptere som rimeligt, når det kommer til vildtforvaltningstiltag. Heriblandt om hensynet til vildtet som individ og bestand.
På konferencen blev det flere gange understreget, at jægerne og de europæiske jagtorganisationer ønsker rovdyrene i naturen, og at de opnår en gunstig bevaringsstatus. En vej til dette mål er bl.a. sund forvaltning.
Sund forvaltning
Sund forvaltning handler bl.a. om at anerkende de konflikter og motiver, der er mellem forskelligrettede interesser og tage de nødvendige hensyn til sameksistensen mellem de store rovdyr og mennesker til fælles bedste. Det er naturligt for et rovdyr at jage byttedyr, og når nutidens byttedyr også er husdyr, så er det kompliceret. Men det er ikke de store rovdyrs skyld. De følger blot deres naturlige instinkter.
De reelle konflikter er imellem menneskelige motiver og interesser. Meget ofte er vi tilbøjelige til at fokusere på den biologiske bæredygtighed i vores forvaltning. Det er naturligvis også en forudsætning for at der f.eks. kan ske jagt. Men for at løse nogle af de komplekse dele, som forvaltning af vildt indebærer, skal vi også have de økonomiske og sociale dele med. Når der ikke er enighed om målsætningerne for de store rovdyr på nationalt- og europæisk niveau, er det meget vanskeligt at sikre en sund forvaltning, der tilgodeser en sameksistens til fælles bedste.
Den rumænske bjørn
Når der f.eks. i Rumænien er store konflikter mellem stigende bestande af bjørne og landbefolkninger i nogle meget fattige og tyndtbefolkede områder, uden nogen mulighed for at efterstræbe bjørn via enten jagt eller regulering, så kalder det på sund forvaltning. I Rumænien er der en bestand på 8.000 bjørne, og de sidste ti år er 16 mennesker blevet dræbt af bjørn, og alene sidste år er der registreret 76 alvorligt skadede mennesker fra bjørneangreb.
Rumænien er det land i verden med flest tilfælde af mennesker, typisk hyrder, der dræbes af bjørn. Angreb på mennesker og husdyr sker primært i landdistrikterne, hvor konsekvenserne er, at det bliver sværere at drive landbrug i områder, hvor der ikke er andre indtægtsmuligheder. Og når der i Rumænien ikke er mulighed for lovlig efterstræbelse af bjørn eller ulv via hverken jagt eller regulering, så fører det til selvtægt. Det er ukontrolleret og ikke sund forvaltning.
Det vækker stærke følelser og afmagt, særligt når bestandsniveauer er livskraftige, og der sker betydelige skader på landbrug og mennesker. Til sammenligning er der i Sverige 4.000 bjørne og i denne jagtsæson har den svenske kvote for afskydning af bjørn været på 600. I Sverige er der en én bjørn pr 132 km2, og i Rumænien er tallet én bjørn pr. 29 km2.
Forskellige erfaringer i Danmark og Tyskland
Bekymringen hos flere af de lande, som oplever stigende bestande af store rovdyr, er, at særligt landbrugsinteresser - herunder naturpleje med husdyr, frygt for og reelle angreb på mennesker - resulterer i illegal efterstræbelse, fordi der ikke kan ske en legal regulering via bæredygtig jagt.
På tværs af Europa er der en sammenhæng mellem stigende konflikter mellem landbrug med brug af husdyr i naturpleje og de store rovdyr. I Tyskland har man i august set et angreb, hvor ulve slog 55 får ihjel på en nat og i løbet af dagene efter angreb flere får og kvæg i området. Dette til trods for at dyrene var hegnet med flere strømførende tråde. Erfaringerne fra Tyskland er, at det er for omkostningstungt at hegne husdyr, så der ikke sker angreb fra ulv.
I Danmark er erfaringen en anden, nemlig at der ikke er sket angreb på husdyr i de hegn, som er ulvesikre. Der er i Danmark netop afsat 20 millioner kr. fordelt over de næste 4 år til forvaltning af ulv. Blandt andet er de eksisterende ulvezoner blevet udvidet til nu at dække hele Jylland, så flere kan søge økonomisk tilskud til opsætning af ulvesikre hegn. De penge, der gennem flere år har været afsat via jagttegnsmidlerne til ulveovervågning, afsættes stadig.
Det mener Danmarks Jægerforbund er forkert. Jægerforbundet mener, at ulveforvaltningen udelukkende skal ske via finansloven. Ikke via jagttegnsmidlerne.
Sund forvaltning kræver politisk mod
Erfaringer fra Montana i USA er, at der skal være politisk mod fra staten til at slække på niveauet af fredninger på de store rovdyr, så der kan ske et udtag med afsæt i kvoter. På den måde overstiger afskydningen ikke en bæredygtig forvaltning. Denne del er ubetinget den vanskeligste for en bedre forvaltning af ulv. For at det politiske mod kan findes frem, er det erfaringen, at der skal foreligge solide data og beregningsmodeller. Indsamling af data og valide beregningsmodeller for fremskrivning af bestandsudvikling er afgørende. Det forudsætter at der sker en retvisende bestandsovervågning. Et bestandsniveau, der sikrer genetisk variation.
Erfaringerne fra Montana viser desuden, at når vildt går fra at være 100 pct. fredet til mulighed for jagtligt udtag, så tager jægerne et helt andet ansvar, fordi det repræsenterer en helt anden værdi. Og alene muligheden for at tage individer ud, der forårsager konflikter, kan være afgørende for den brede accept af de store rovdyr.
Måske skal vi tænke anderledes i den fremtidig sunde forvaltning og udvikle mulighed for efterstræbelse på et biologisk bæredygtigt grundlag, fordi erfaringer viser, at det rent faktisk beskytter bedre end fredning. Så spørgsmålet er, om det rent faktisk giver en bedre beskyttelse af de stigende ulvbestande, at der er jagt på dem? Vi kender det fra Afrika: If is pays, it stays.
