Offentliggjort den: 25. juli 2023

Kæmpe jægerindsats: 781 rotter i 2023

Hou Røn er et af statens vildtreservater. Hou Strandjagtforening har påtaget sig opgaven at bekæmpe de små gnavere, som ynder at æde æg og unger i fuglenes yngletid.

Tekst og Foto: Troels Romby Larsen

Medlemmer af Hou Strandjagtforening har igen i år været på Hou Røn for at bekæmpe rotter inden fuglenes ynglesæson. Peter Bom og Erik Hviid, henholdsvis formand og kasserer, fortæller, at foreningens medlemmer hele 10 gange har været afsted med deres hunde. Bedste fangstdag gav 172 rotter, mens man heldigvis kun fik to på den sidste tur. Og det totale antal - i skrivende stund - er 781 rotter i 2023. I 2022 var tallet "kun" 481. Den ret kraftige forøgelse skal - mener jægerne selv - klart ses i lyset af en tilsvarende forøget indsats.

- Hvis hver rotte vil tage et æg hver dag, så skal man ikke være matematiker for at se, at der er gjort noget godt for fuglene – især edderfuglene. Dem er der heldigvis mange af, ikke mindst fordi foreningen også har opsat 100 shelters, som har vist sig at beskytte de rugende edderfugle over al forventning. Vi ved, at der under 87 procent af de opstillede shelters var yngleaktivitet i 2022, fortæller Peter Bom.

Erik Hviid supplerer:

- Nu spørger nogen måske, hvorfor der er så mange rotter igen, når der også blev lavet en stor indsats sidste år. Svaret må være, at de er næsten umulige at udrydde, men vi må i gang igen efter ynglesæsonen, selvom det er meget vanskeligt at fange rotterne i den høje sommerbevoksning. Vi skal måske slå med le omkring rottekolonierne.

Efter begges mening er ”det store hår i suppen” de mange og store måger, for de yngler også med succes og tager rigtig mange ællinger:

- Måske skulle jægerne spise flere måger, foreslår Peter Bom.