Justitsministeren anerkender: Sagsbehandlingstiderne skal ned hos PAC
Som en af jagtens ministre har Peter Hummelgaard beredvilligt stillet op til interview om bl.a. Ombudsmandens udtalelser om politiets våbenregister, et egentligt våbenråd, eventuelle konsekvenser af den tragisk sag i Fields og ikke mindst sagsbehandlingstiderne hos PAC.
Ligesom forgængeren har den nuværende justitsminister ikke et dybt kendskab til jagten og jægernes verden ud over venner og bekendte, der er aktive jægere. Kendskab er en ting, noget andet og meget vigtigere er ministerens tillid til jægerne som private våbenbrugere.
Tillid til jægerne
- Jeg har helt generelt tillid til jægerne som våbenbrugere og dermed også måden, de bruger og opbevarer deres våben. Jeg tvivler ikke på, at langt størsteparten lever op til det store ansvar, det indebærer at have våben, siger justitsminister Peter Hummelgaard og tilføjer:
- Når det er sagt, er det jo for mig som justitsminister vigtigt, at vi i Danmark har en stram våbenlovgivning med indsigt i, hvem der ejer våben. Og for mig er det afgørende, at reglerne for opbevaring og anvendelse af private skydevåben er udformet på en sådan måde, at de sikrer trygge rammer for både besiddelse og anvendelse af disse våben. Reglerne skal naturligvis udformes i respekt for f.eks. jægerne, så vi ikke besværliggør deres dagligdag med unødige bureaukratiske benspænd.
Ombudsmandens udtalelse
På spørgsmålet om, hvorvidt Ombudsmandens skarpe kritik af idriftsættelsen af Politiets våbenregister giver anledning til konkrete skridt fra ministerens side, f.eks. i form af at placere et ansvar for sagen, lyder svaret:
- Det er naturligvis en kritik som både Justitsministeriet og politiet tager meget alvorlig. Forløbet har åbenlyst været utilfredsstillende, og jeg kan sagtens forstå, at ophobningen af sager hos politiets Administrative Center (PAC) har skabt store frustrationer hos alle de jægere og sportsskytter, der har søgt om en ny tilladelse eller i god tid har søgt om en fornyelse af en eksisterende tilladelse.
- Politiet skal selvfølgelig lære af forløbet med våbenregistret, og jeg kan også forstå, at Rigspolitiet vil gennemføre en evaluering af projektet i midten af 2023, hvor også kritikpunkterne fra ombudsmanden vil blive inddraget. Jeg konstaterer, at der har været en helt berettiget kritik, og så bruger jeg mine kræfter på at rette op på problemerne, summerer Peter Hummelgaard i forhold til Ombudsmandens udtalelse.
Sagsbehandlingstiderne skal ned!
Som det forlyder lige nu fra PAC, kan vi se ind i forventede sagsbehandlingstider på op til tre måneder, dog med en vis variation alt efter sagstype. På spørgsmålet om Peter Hummelgaard finder det acceptabelt, svarer justitsministeren, at der naturligvis skal være en fornuftig sagsbehandlingstid på våbenområdet, så vi sikrer, at sagsbehandlingstiden ikke udgør en væsentlig forhindring for jægere og sportsskytter eller for den sags skyld våbenhandlerne.
- Jeg har svært ved i dag at lægge mig fast på, hvad der er en fornuftig sagsbehandlingstid på våben. Det skal afklares i samarbejde med Rigspolitiet. Helt grundlæggende er både jeg og Rigspolitiet pinligt bevidste om, vi skal have de sagsbehandlingstider ned, understreger Peter Hummelgaard.
Uafklaret ressourcesituation
Et af de helt store spørgsmål, der presser sig på er, om justitsministeren vil sikre, at PAC kan fastholde de tilførte ekstra 35 årsværk til sagsbehandling efter 1. juli 2023?
- Som direkte svar på spørgsmålet vil jeg sige, at jeg kommer til at følge sagsbehandlingstiderne på våbenområdet tæt over de kommende måneder, og jeg har en klar forventning om, at politiet har fokus på, at sagsbehandlingstiderne er på et fornuftigt niveau. På den baggrund vil jeg tage stilling til, hvad der skal ske derefter, siger Peter Hummelgaard.
Sagsbunker og servicemål
Siden politiets våbenregister blev igangsat sidste år i januar, har der ophobet sig store sagsbunker, og derfor er det nærliggende at spørge ministeren, om der er udsigt til yderligere ressourcer ud over de 35 ekstra årsværk, så sagsbunkerne kan blive arbejdet i bund, og sagsbehandlingstiderne generelt kan blive reduceret over tid?
- De store udfordringer med it-systemet betyder, at politiet har et efterslæb med at få behandlet de mange sager på våbenområdet. Og vi kommer som sagt til at følge disse sagsbehandlingstider tæt, og derfor vil jeg hverken afvise eller love, at der kommer flere ressourcer, men at det naturligvis er noget, vi må drøfte, udtaler ministeren.
Tidligere opererede PAC med servicemål for sagsbehandlingstider, hvorfor det er interessant at få afdækket, om sådanne vil blive indført igen?
- Før vi når til at kunne fastsætte nogle realistiske mål for sagsbehandlingstider, er det en forudsætning, at PAC har opbygget den nødvendige erfaring med sagsbehandling i systemet under stabile forhold, men der er PAC desværre ikke på nuværende tidspunkt. Så derfor kommer jeg som sagt til at følge sagsbehandlingstiderne tæt, og det vil være fornuftigt, hvis Rigspolitiet finder realistiske mål for sagsbehandlingstiderne, forklarer Peter Hummelgaard.
Ingen dispensationsmulighed
Tidligere justitsminister Matthias Tesfaye var ikke afvisende over for at overveje at indføje en dispensationsmulighed i våbenloven til brug af våben uden fornyet tilladelse, hvis der er ansøgt rettidigt om fornyelse, og det altså er myndighedernes ansvar, at der ikke kan udstedes en våbentilladelse. En sådan indføjelse vil efter jægerforbundets opfattelse var rettidig omhu, så vi undgår en situation som sidste år.
– Lad mig slå fast, at jeg kun er interesseret i, at våbenbrugere, som kan finde ud af at håndtere reglerne, også har de bedst tænkelige rammer for brug. Dernæst vi jeg sige, at som jeg har forstået det, da min forgænger nævnte dispensation som en mulighed, hvis løsning og udfordringer med it-systemet trak ud, var det tænkt som en plan B. Det har hele tinden været førsteprioritet at få systemet til at fungere og få sagsbunkerne nedbragt. Da jeg samtidig har forstået på Rigspolitiet, at it-systemet nu fungerer efter hensigten, er muligheden for dispensation ikke noget, vi arbejder med, slår ministeren fast.
Våbenbrugerne bliver inddraget
Vejen til indflydelse for NGO’er går helt naturligt via faglig og politisk inddragelse i de våbenpolitiske sager. Derfor er en forsikring om en videreførelse af den både positive og samarbejdende linje med de våbenbrugende organisationer vital for jægerforbundets indflydelse på den fremtidige våbenpolitik. Ministeren kvitterer prompte:
- Ja, I vil blive inddraget i relevante våbenpolitiske sager. Og hvis jeg skal uddybe, så er det min helt ærlige mening, at det er vigtigt for mig med et godt samarbejde mellem Justitsministeriet, Rigspolitiet og jer interessenter på våbenområdet. Og dermed også at I får mulighed for at komme med jeres input til eventuelle ændringer på våbenområdet. Jeg har kun mødt jer en gang, men jeg synes, at dialogen har været rigtig god og konstruktiv, og det er min klare ambition, at det gode og konstruktive samarbejde med jer skal fortsætte.
- Og så skal I vide, at jeg altid er åben over for gode forslag fra jer, f.eks. forslaget om at indføje et våbenråd i våbenloven på linje med Vildforvaltningsrådet i jagtloven. I forhold til det konkret forslag afviser jeg ingenting på forhånd, men mine embedsmænd er på baggrund af forslaget, som er blevet fremsat af dansk Våbenforum, i gang med at undersøge muligheden for at formalisere samarbejdet mellem interessenter og myndigheder på våbenområdet. Så alt i alt synes jeg, at det er et super spændende forslag.
Andre sager skal også løses
Igennem årene har der ophobet sig en række våbenfaglige/-politiske sager, som afventer behandling hos Rigspolitiet eller i Justitsministeriet. Spørgsmålet er, om ministeren er klar til at tilføre de nødvendige ressourcer til løsning af disse sager?
- Det skal naturligvis være sådan, at når man henvender sig til Rigspolitiet, PAC eller Justitsministeriet, så skal henvendelsen besvares inden for rimelig tid. Og det er en stor hjælp for politiet, at de våbenpolitiske og våbenfaglige spørgsmål er så velbeskrevne og gennemarbejdet som muligt, og at I hjælper med at prioritere mellem de mange forskellige ønsker, for så kan politiet bruge ressourcerne bedst muligt.
- I den forbindelse har jeg fået oplyst, at der over det seneste år har været en god dialog mellem Rigspolitiet og mine embedsmænd og jer som våbeninteressenter om at få prioriteret og løst flest mulige henvendelser. Ikke mindst de ældre henvendelser, der har afventet behandling i Rigspolitiet og i ministeriet, og jeg ved, at der er løst en række sager. Som følge af de mange sager har jeg bedt mine embedsmænd om at fortsætte arbejdet med at behandle både de ældre og de nye henvendelser, der kommer ind, siger Peter Hummelgaard og fortsætter:
- Når I så over for mig pointerer, at sagsbehandlingen hos Rigspolitiet og i Justitsministeriet går trægt og nemt bliver belastet af store sager som f.eks. Fieldssagen, så lytter jeg naturligvis til det, og vil tage oplysningen med i mit videre arbejde på dette område.
Konsekvenser af Fieldssagen?
Danmarks Jægerforbund følger helt naturligt den tragiske sag fra Fields sidste sommer og er derfor interesseret i at høre, om den giver anledning til ændrede regler.
- I lyset af det brutale angreb i Fields, hvor flere personer blev skudt og dræbt med skydevåben på et offentligt sted, er vi fra politisk side nødt til at se på rammerne for brug og opbevaring af våben. Mine embedsmænd er sammen med andre i politiet ved at se på, om reglerne er tidssvarende og hensigtsmæssige, og som led i det arbejde er det vigtigt, at vi holder os for øje, at det ikke unødigt belaster procedurerne og tidsforbruget ved udstedelse af våbentilladelser, siger ministeren.
Peter Hummelgaard tilføjer, at reglerne for våbenbesiddelse naturligvis skal være udformet på en måde, så det sikrer trygge rammer for besiddelse og anvendelse af våben, men naturligvis også så reglerne ikke er til alt for stor gene for jægerne og skytteforeningerne.
- Sikkerheden er helt afgørende for mig, og det er som sagt et arbejde, der pågår lige nu med mange hensyn at tage, så vi er ikke helt færdige med arbejdet, og derfor er det endnu for tidligt at sige noget konkret om resultatet, siger justitsministeren og oplyser, at der ikke er andre ting i pipelinen, som, han vurderer, kan påvirke de private våbenbrugere.