Offentliggjort den: 26. juli 2023

Et kig i krystalkuglen: Jagthunden ude i fremtiden

Hvordan ser der ud derude – i fremtiden? Vi ved det jo ikke, men vi kan gisne kvalificeret, også når det kommer til jagt og jagthunde. I denne artikel retter vi fokus mod fremtidens brogede scenarier for vores gode firbenede ven. For er der overhovedet en plads til den derude?

Tekst: Jacob Munkholm Jensen

Livsforlængende genmanipulation, påbud om hundebleer – vægtafgift på hund. Mulighederne er mange når vi drømmer os frem i tiden. Til at hjælpe os på vor tidsrejse har vi allieret os med en ekspert, der både har forstand på historie og på jagten – og som i sit daglige virke er vant til at perspektivere. Rune Clausen er museumsinspektør med ansvar for jagtens kulturhistorie på Det Grønne Museum. Han har indvilliget i tankeeksperimentet, hvor vi tager et kig ind i krystalkuglen og ser, om vi kan få øje på jagthunden et sted derinde.

Og vi kan lige så godt afsløre med det samme, at det kan han – om end det hele godt kan se en anelse anderledes ud, når børnebørnene bliver oldeforældre.

- Når man forsøger at forudsige fremtiden, er man nødt til at tage bestik af hvor vi er i dag, hvilke fænomener og begivenheder der finder sted i dag, og som kan tænkes at have en indflydelse fremover. Hvis man ser på den måde vi har vores hunde på i dag, hvad sker der så i fremtiden? Her skal man først og fremmest kigge på tidsperspektivet – er det den nære fremtid, vi gerne vil kigge på, eller skal vi ud på den meget længere bane. Det er selvfølgelig to forskellige scenarier, siger Rune Clausen.

Han tror, at vi i den nære fremtid vil komme til at opleve, at den udvikling, som jagthundeverdenen er inde i nu, vil fortsætte i samme retning. Men ser vi på de megatrends, der præger samfundet, så vil der være nogle tendenser, som popper op. F.eks. i hele spørgsmålet om natur - hvor meget og hvor lidt, hvilke typer natur og så videre. Også i forbindelse klimaet vil hunden komme til at få en plads, og inden for den moderne teknologiske udvikling, som f.eks. digitalisering, forudser Rune Clausen

- Jagten er jo en kulturarv, og hunden har været en vigtig del af denne kulturarv i mange tusinde år. Så fremadrettet, på den lidt længere bane, hvad ser vi der? Det kommer til at knytte sig meget op ad hvordan vi ser på naturen, og hvilke typer af jagt vi dyrker i fremtiden. Er disse typer overhovedet befordrende for at benytte sig af en hund, og hvordan vil det være med dyrevelfærd i den sammenhæng. Men også i forhold til de dyr man jager. Vil der være udviklet en teknologi, der kan benyttes i stedet for hunden, som er mere effektiv? Der bliver åbnet nogle døre i disse tider – blandt andet pga. den teknologiske udvikling.

Som eksempel nævner Rune Clausen startup, som er udsprunget fra Oxford Universitet, hvor man via såkaldt crispr teknologi vil redigere i hundegener, så dyrene kan leve længere, ud fra nogle betragtninger om at der findes specialiserede hunde, der koster store ressourcer at træne, og som måske kun har en aktiv periode på 6-7 år. Hvorefter man må starte forfra. Så alene det at nogen kigger i den retning, kan føre rimelig vilde perspektiver med sig, mener Rune Clausen.

Han tør også godt inddrage endnu et emne, der er rimelig hot for tiden, ikkemindst blandt mange jægere: Nemlig naturnationalparkerne, som over de kommende år vil blive virkelighed en række steder i landet.

- For de nye naturnationalparker og de store græssere, som kommer til at gå frit i mange af dem, vil også udfordre måden vi går på jagt på. Det kommer til at have en indflydelse – både på hvilke arealer man kan gå på jagt og på hvilke måder, men også i forhold til hvilke spørgsmål man kommer til at stille i den videre debat. Hvad med de store rovdyr, for eksempel? Og hvad med hundene, der kommer i parkerne? Skal de have ble på? Ideen er jo et selvregulerende system, og alle former for tilførte næringsstoffer hører jo ikke til i det system, konstaterer Rune Clausen retorisk.

Så der kan i fremtiden være områder, hvor der bliver mindre brug for jagthunden. Samtidig stormer individuelle jagtformer såsom riffel- og buejagt frem, i hvert fald i fremstillingen af hvad jagt og jægere er for nogle størrelser, og den mere traditionelle form for jagt fylder allerede nu mindre i fremstillingen af jagten og jægerromantikken udadtil.

- Og der er jo ikke så mange buejægere der har hunden siddende ved siden af sig når de går på jagt, vel.
Men tilbage til klimasnakken. Lad os nu antage at der findes et sted mellem 500 og 900 millioner hunde på verdensplan. Det er rimelig mange hunde.

- Der er nogen der har forsøgt at regne på det og har argumenteret for at sådan en mellemstor hund, den svarer i – ja, hvad skal man kalde det – Co2-poteaftryk til det samme som en mellemstor SUV. Og hvis det er tilfældet, så er det jo en ret heftig belastning, vi bidrager med her, og som vi på én eller anden måde bliver nødt til at forholde os til.

Så man kan måske ligefrem forestille sig en vægtafgift på hund?

- Altså vi har faktisk haft hundeskat før her i landet. Den blev afskaffet engang i 60’erne, og det var simpelthen en skat man betalte pr. hund man havde. Og det kunne man da godt forestille sig kom igen, forudser Rune Clausen.


Hvad Rune derudover skuer i horisonten af glæder og sorger for vor firbenede jagtkammerat kan du høre meget mere om i dette afsnit i Danmarks Jægerforbunds podcast-serie om jagthunden: