Jægerne løser en samfundsopgave

Vildtforvaltning handler overordnet set om tre dele: bevare, benytte og begrænse vildtet, og den arbejder med to metoder til udtag eller efterstræbelse af individer i bestandene. Den ene er jagt, og den anden er regulering.

Juridisk set er al efterstræbelse af vildt defineret som jagt. I daglig tale gælder jagt dog de aktiviteter, der tager udgangspunkt i jagttiderne. Disse fremgår af jagttidsbekendtgørelsen. Hertil kommer bekendtgørelsen om vildtskader, der åbner mulighed for regulering af enkeltindivider eller bestande. Herunder arter, der ikke kan indføres jagttid for.

Jagt

Jagt er en rekreativ aktivitet. Jægere går på jagt, fordi det giver spændende og gode naturoplevelser på lige fod med lystfiskeri, fugleobservation, svampeplukning, orienteringsløb og så videre. Jagten bygger på vildtet som en fornybar ressource, hvor der høstes af overskuddet. Overvågning af bestandene udmønter sig i jagttider, der med udgangspunkt i EU’s naturdirektiver og lovlige jagtformer sikrer, at jagtens udtag er økologisk bæredygtigt.

Den rekreative jagt kan også have et forvaltningsmæssigt sigte ud over det rekreative. Eksempelvis når man jager råvildt og bestræber sig på en afskydning, der sikrer en sund forvaltning. Det vil sige, at man for eksempel nedlægger en buk for hver rå og et-to lam. Når man jager agerhøns, siger en gammel tommelfingerregel, at man ikke skyder flere fugle fra en flok, end der er syv tilbage. Denne tommelfingerregel udspringer ligeledes af nogle forvaltningsmæssige overvejelser. Jagttiden på grågæs og canadagæs er blandt andet fastlagt ud fra et ønske om at reducere bestandene, så skader på markerne reduceres. Det har betydet, at jagttiden for disse gæs er blevet udvidet i de senere år. Jagttiden på kortnæbbet gås er blandt andet et resultat af en adaptiv forvaltningsplan, som betyder, at jagten i dette tilfælde også skal medvirke til at reducere bestanden generelt.

Regulering

Når efterstræbelse af vildt tager udgangspunkt i regulering, er det for at reducere skader på afgrøder, husdyr, øvrig fauna eller imødegå smitterisiko til mennesker eller dyr.

”Der er ikke store problemer knyttet til forholdet mellem skov og vildt. Problemerne opstår først, når foruden skov og vildt også mennesket melder sig som integrerende faktor.”

Sådan indledte den forhenværende leder af Vildtbiologisk Station Kalø, professor, dr.phil. H.M. Thamdrup i 1957 et foredrag i Danske Forstkandidaters Forening. Den betragtning er fortsat relevant og gælder ikke blot for skovbrug, men også landbrug, fiskeri, almindelige borgeres interesser og til dels for naturplejen.

Reducering på individ- og bestandsniveau

Råger, sølvmåger, byræve og husmårer er eksempler på arter, der reguleres, fordi de støjer, sviner eller på anden måde generer private hjem, butikker eller industri. Regulering i disse tilfælde bunder i et samfundsmæssigt behov, som jægeren bidrager til at løse.

For store bestande

Store bestande af gæs og hjortevildt kan forårsage skader på skov eller mark og i nogle tilfælde også på øvrig natur.

Bramgåsen er et eksempel på en art med mulighed for regulering for at reducere og begrænse bestanden, da den voksende bestand forårsager skader på marker og i nogle egne også udgør en risiko for flytrafikken. Her er det også jægerne, der løser problemet. Der kan i øvrigt ikke fastsættes jagttid på bramgås på grund af internationale aftaler. Derfor må bestandsstigningen alene håndteres ved regulering.

En art over en anden

Skarv og sæler er eksempler på arter, der kan få væsentlig negativ betydning for andre arter eller forårsage uforholdsmæssig stor skade for lyst- og erhvervsfiskeriet. For skarvens vedkommende i en grad, hvor andre arter er i risiko for at blive kraftigt reduceret eller udryddet lokalt.

Bækørred, stalling og snæbel er eksempler på sådanne arter. Skarven er en art, som Danmark i international sammenhæng er særlig forpligtet til at beskytte. Det samme gælder for snæbel, så det er i sagens natur en kompliceret problemstilling med en indbygget konflikt, når én art, der kræver særlige hensyn, æder andre truede arter, for hvem er vigtigst? Det er nærliggende at overveje det hensigtsmæssige i, at vi i bestræbelserne på at beskytte skarven, der er talrig i Danmark, risikerer, at andre sjældne og truede arter forsvinder. Der ligger naturligvis et ansvar i at balancere reguleringen, så alle vinder.

Adfærdsændringer

Når kronvildt eller dåvildt gør skade på landbrugsafgrøder i sommerperioden, er det muligt at søge tilladelse til regulering af kalve. Begrundelsen for at skyde kalvene i sommerperioden er ikke at reducere bestanden, men at få den skadevoldende rudel til at fortrække fra marken. Skydes en til to kalve fra en rudel, flytter den væk fra området. Problemet er landbrugets, men jægerne løser opgaven.

Regulering af invasive arter

Invasive arter er et grænseoverskridende problem, og en række arter er derfor omfattet af EU’s forordning om forebyggelse af introduktion og spredning af disse. Arterne er uønskede, fordi de ikke naturligt hører hjemme i den danske natur og dermed påvirker balancen i den hjemmehørende fauna. Det gælder eksempelvis arter som mink, mårhund, nilgås og vaskebjørn.

Der ydes en imponerende frivillig indsat hos mange jægere over for især mårhund og mink. Det er altså jægerne, der i sidste ende løser en bunden opgave for samfundet.

Afsætning af reguleret vildt

Når jægerne regulerer arter, der ikke må handles, risikerer de at stå over for en udfordring, når vildtet skal anvendes. Da en række arter, som reguleres i større tal på grund af markskader eller hensyn til borgeres sundhed, ikke må handles, er det således ikke altid muligt at udnytte den ressource, vildtet udgør. Således kan eksempelvis råger og visse gåsearter ikke stilles til rådighed for restauranter, idet de derved bliver genstand for handel. I værste fald kan det føre til destruktion af vildtet.

De rette redskaber

I det øjeblik der er truffet afgørelse om regulering – det kan være generel regulering af invasive arter eller regulering af en given art i en konkret situation – er det DJ’s holdning, at lovgivningen også skal give mulighed for at løse den pågældende opgave effektivt.

Det har taget mere end 10 år at få indført de væsentlige ændringer i vildtskadebekendtgørelsen, som betyder, at jægere i dag har reel mulighed for at gennemføre en resultatorienteret og timeeffektiv indsats over for mårhund og vaskebjørn. Udbygning og ikke mindst fastholdelse af jægernes engagement lægger dog op til fortsat udvikling af løsninger tilpasset danske forhold.