OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 21. april 2023

Invasiv muntjak løs på Sydfyn

Miljøstyrelsen opfordrer jægere til at holde et vågent øje med én eller flere undslupne muntjakhjorte på Sydfyn.

Den invasive muntjakhjort i sin rødbrune sommerdragt er sluppet løs på Sydfyn - og derfor opfordrer Miljøstyrelsen jægere til at holde øje med hjorten på deres jagtområde og sikre, at de(n) bliver bortskudt.

Muntjakken er invasiv og uønsket i den danske natur, da den gør for stort indhug i skovens planter og træer. Det kan blandt andet føre til en artsfattig skovbund, der har indirekte effekter på blandt andet levesteder for småfugle og smågnavere. Muntjakken yngler desuden flere gange om året, og da den hurtigt bliver kønsmoden, kan den hastigt formere sig og sprede sig i naturen.

Hjorten er væsentligt mindre end rådyr, og den kan kendes på sine sorte tegninger i hovedet. Hannerne har desuden synlige hjørnetænder i overkæben. Miljøstyrelsen vil gerne orienteres, såfremt der nedlægges en muntjak, så vi er opdateret på området. Dette kan ske til Miljøstyrelsens medarbejder Mariann Chriel på machr@mst.dk.

Muntjakken figurerer på EU's liste over invasive ikkehjemmehørende arter, som er problematiske på EU-plan, og ifølge Vildtskadebekendtgørelsens §8 må den reguleres hele året. Det må ske fra en time før solopgang til en time efter solnedgang.


Foto: AQUA Akvarium & Dyrepark, Silkeborg