OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 14. december 2023

Indstilling til nye jagttider på hinder, dåer og kalve

Miljøministeren har tidligere i 2023 bedt Vildtforvaltningsrådet om at udarbejde en plan for en fremtidig bæredygtig forvaltning af då- og kronvildt i Danmark. Som et led i det arbejde, er Den Nationale Hjortevildtgruppe trukket i arbejdstøjet, og Vildtforvaltningsrådet er nu klar med en indstilling til nye jagttider på hinder, dåer og kalve.

Tekst: Lene Midtgaard
Foto: Jan Skriver og Claus Lind Christensen

Vildtforvaltningsrådet (VFR) anbefaler, på baggrund af indstillinger fra de regionale hjortevildtgrupper og Den Nationale Hjortevildtgruppe (DNH), at de nye jagttider bør træde i kraft fra 1. juli 2024. Senest blev jagttiderne tilpasset i 2020, hvor der blev foretaget mindre tilpasninger i jagttiden på dåvildt.

De regionale gruppers indstillinger er overvejende tiltrådt af DNH. Forudsætningen for arbejdet i de regionale grupper har været et udtrykt ønske om enighed i gruppen, anvendelse af den fulde jagttid og prøve at undgå store forskelligheder mellem hjortevildtområder.

Det betyder at de indstillede jagttider på hinder, dåer og kalve ser således ud:

Udvidet jagttid flere steder

Som det ses af ovenstående figurer, er der i de indstillede jagttider stadig enkelte regionale, men også lokale afvigelser, men ellers er jagttiderne for hundyr og kalve hos kron- og dåvildt generelt blevet ensartede, og der er stort set samme jagttid i det vestlige Danmark, som i det østlige.

For dåvildtets vedkommende har det lokalt været en bekymring at øget jagttid kan forhindre, at dåvildtet etablerer sig i nye egne. Men der er ikke umiddelbart grund til bekymring. Generelt er bestandene af dåvildt store og robuste og skal nok sprede sig og etablere bestande i de områder, som opfylder deres krav til levested. Da der senest blev reguleret i jagttiden på dåvildt i bl.a. 2010, var der tale om forkortelser i jagttiden. På grund af bestandsudviklingen i den mellemliggende periode, har det nu været muligt at udvide jagttiden flere steder.

Forvaltning med frihed under ansvar

Torben Schulz Jensen, formand for Danmarks Jægerforbunds hjortevildtudvalg, er godt tilfreds med indstillingen:

- Når man ser på jagttidsindstillingens oversigt, så er det virkelig et godt budskab, at vi nu endelig har nået målsætningen om at etablere bestande i nye egne. De regionale grupper ser nu at bestandene er så store, at målet er indfriet, og derfor kan man nu få ens jagttider, som har været et stort ønske hos jægerforbundets medlemmer. En sådan stor åbning af jagttiden skal nu forvaltes med frihed under ansvar. Skyd altid kalv før hind eller då, siger Torben Schulz Jensen.

En ændring af jagttiderne for de berørte køns- og aldersgrupper vurderes at kunne være med til - på kort sigt - at løse de forvaltningsmæssige udfordringer, som de stadigt stigende bestande af kron- og dåvildt medfører. På længere sigt skal en adaptiv forvaltningsplan for de to arter være med til at sikre en sund forvaltning, som også omfatter handyr.

- Nu er der udarbejdet en indstilling om jagttid på hundyr og kalve. Dette var første skridt, og herfra vil der i Den Nationale Hjortevildtgruppe blive arbejdet videre med fokus på hele bestanden, herunder selvfølgelig også hjortene, så også handyrene kan indgå i den samlede plan. Det sker efter anmodning fra miljøminister Magnus Heunicke, siger Torben Schulz Jensen.