I registret som 81-årig
Hundeførerveteran er i en moden alder tilbage i schweiss-registeret med sin bayerske bjergschweisshund Chang.
Hans Peter Boldt fik sin første hund i schweiss-registret i 1975. Dengang var der kun ganske få schweisshundeførere i Danmark, og Hans Peter var i begyndelsen den eneste i Sønderjylland. Siden har han typisk gennemført 100 til 150 eftersøgninger årligt, men da hans ruhårede hønsehund Thor døde for to år side, besluttede han, at nu måtte det være slut. Han fandt dog hurtigt ud af, at han manglede hundearbejdet, og kort efter købte og trænede han derfor den bayerske bjergschweisshund Chang.
I januar bestod den 81-årige jæger og hans halvandet-årige unghund schweissprøven og kom tilbage i registret.
- For hvis man har det godt, hvorfor så stoppe? spørger Hans Peter Boldt.
En særlig grund til at genindtræde i registret er, at han også fortsat er aktiv som skytte for Dyrenes Beskyttelse, hvor han f.eks. tilkaldes til aflivning af påkørt hjortevildt.
- Hvis dyret er kommet på benene og er fortsat, må jeg som legitimeret schweisshundefører fortsætte på sporet, selv om det går ind over på anden mands ejendom. Dermed afkortes dyrets lidelser, beretter Hans Peter Boldt.
Med en ny hund i schweisslinen kan den utrættelige 81-årige se frem til en travl tid i maj med opringninger fra lokale jægere, der har skudt til en buk, som de efterfølgende ikke kan finde – præcis som det har været siden han begyndte for næsten 50 år siden.