Fri ild mod fynske mårhunde
Alle operative GPS-mårhunde på Fyn og Tåsinge er indsamlet og holder sommerpause. Der er med andre ord sommeren over frit lejde til at nedlægge alle mårhunde.
Mens fynske jægere normalt skal se ekstra godt efter et muligt GPS-halsbånd i kikkertsigtet, før de slipper et skud mod en eventuel mårhund på øen, er ilden nu givet fri foråret og sommeren over. Også selvom mårhunden skulle bære et halsbånd. Det melder Naturstyrelsen, efter at man er blevet færdig med at indfange de sidste GPS-mårhunde - de såkaldte judasdyr - på Fyn og Tåsinge. Frem til september kommer dyrene til at tilbringe på sommerhotel hos AQUA i Silkeborg, indtil det igen er tid til indsats senere på året.
Der er med andre ord sommersæsonen over frit lejde til at skyde alle mårhunde på Fyn og Tåsinge, og som sagt også dem, der måtte være udstyret med en GPS-sender. Naturstyrelsen forventer ikke at der er ynglende par på øen, og alle eventuelle mårhunde, der måtte blive set, regnes derfor som enlige individer. Derfor skal der heller ikke tages hensyn til evt. hvalpe, således som man bør gøre i det jyske hen over sommeren.
For et par år siden forsvandt et antal fynske GPS-mårhunde som styrelsen ikke havde en konkret ’dødsårsag’ på. De var dog alle steriliseret, så der var ingen risiko for at de kunne bidrage til en eventuel bestandsudvikling. Sidste år havde man kun mistet forbindelsen til ét dyr og i år burde der ifølge Naturstyrelsen ikke være undslupne dyr løs.
Ser du alligevel et GPS-dyr på dit vildtkamera, hører Naturstyrelsen selvfølgelig gerne om det hurtigst muligt. Skulle du - mod forventningen - se og få skudchance til en GPS-mårhund på Fyn, så sørg for ikke at ramme halsbåndet. Det kan nemlig genbruges. Kontakt Naturstyrelsen på tlf. 25 40 85 70. De henter meget gerne GPS-halsbåndet. Fanges en levende mårhund med GPS-halsbånd i løbet af sommeren behøver man i øvrigt ikke aflive den, lyder det fra Naturstyrelsen. De henter også meget gerne den levende mårhund, så den kan komme på sommerhotel og genaktiveres til efteråret. Naturstyrelsen forventer at genoptage GPS-indsatsen på Fyn og Tåsinge til efteråret som hidtil.