Faldvildtordning flyttet til Københavns Universitet
Københavns Universitet har overtaget opgaven med undersøgelse af dødfundet vildt for Miljøstyrelsen fra Aalborg Universitet.
Første juli trådte en ny faldvildtordning i kraft, som indebærer at Københavns Universitet (KU) overtager opgaven med at obducere og undersøge dødfundet vildt indleveret af borgerne.
Det skriver Miljøstyrelsen på sin hjemmeside.
I de seneste år har opgaven ellers været løst i et samarbejde mellem Aalborg Universitet og KU. Formålet med faldvildtordningen er at overvåge sundheden i de danske vildtbestande ved at undersøge dødfundet vildt, og i kraft af Faldvildtordningen kan man gratis indlevere døde dyr og fugle til obduktion hos fagfolk, der kan sætte diagnoser og dødsårsager på alt fra mårhunde over rådyr til oddere, havørne og hvaler.
Nu er faldvildtordningen imidlertid blevet omfattet af en overordnet rammeaftale, som Fødevareministeriet og Miljøministeriet har med KU. Derfor kan man ikke længere indlevere dødfundne dyr til Aalborg Universitets afdelinger i Aalborg og Esbjerg.
Faldvildt kan dog forsat indleveres til Naturstyrelsens lokale enheder og til Patologivagten ved KU. Trafikdræbte dyr er dog generelt ikke længere omfattet af ordningen.
- Læs også: Detektiver i døde dyrs indre