OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 03. oktober 2023

FACE medlemsmøde og generalforsamling

Den 26. september afholdt FACE medlemsmøde og generalforsamling i Prag. Fra Danmark deltog formand Claus Lind Christensen og jagtfaglig chef Niels Søndergaard. Blandt emnerne på mødet var udnyttelse af vildtkød, jagtlige udfordringer og social accept af jagt i medlemslandene, mv.

Tekst og Foto: Niels Søndergaard

Netværksdannelse og erfaringsudveksling er nøgleord, når Danmarks Jægerforbund mødes med kollegaer i de europæiske jagtorganisationer i FACE - European Federation for Hunting and Conservation. Det er også forudsætningen for indflydelsesrig interessevaretagelse af vildtets, jagtens og jægerens tarv i internationalt perspektiv. Tæt samarbejde på tværs af landegrænser, kultur og traditioner styrker jagtsagen til fælles bedste.

FACE blev grundlagt i 1977 og repræsenterer Europas 7 millioner jægeres interesserede som en international nonprofit- og ikke-statslig organisation (INGO). Dette gør FACE til det største demokratiske repræsentative organ for jægere i verden og sandsynligvis én af de største europæiske civilsamfundsorganisationer. På mødet i Prag deltog - udover medlemmer fra de 37 FACE-lande - også repræsentanter fra verdensomspændende jagtorganisationer for sikring af udsyn til hele verden. Der er mange paralleller at hjælpe hinanden med, når vi skal interessevaretage. Nogle af emnerne var:

Vildtkød

Første emne var anvendelse af vildt, herunder betydningen af at formidle jagt til samfundet via resultatet af jagten: Vildtkødet. Der var generel enighed om vigtigheden af at jægerne deler byttet fra jagten med samfundet. Derigennem kan vildtkød få den sociale værdi det fortjener, som sund og bæredygtig mad, der samtidig kan danne grundlag for en samtale om gastronomi, natursyn og vildtforvaltning.

Nogle lande i EU oplever stadig udfordringer med national lovgivning, der forhindrer en optimal afsætning af vildt til konsum. Det er problematisk, fordi der i en del tilfælde er tale om vildtarter i stor fremgang, og som udgør et problem for land- og skovbrugsinteresser, hvis ikke de reduceres i antal.

I Danmark er vi langt fremme på dette felt, og vi fremhævede betydningen af at vi sørger for at vi anvender det vildt, som vi nedlægger. Der må ikke herske tvivl om at jægerne spiser det vildt, der nedlægges under jagt. Eneste undtagelse i dansk sammenhæng er ræv. Her har vildtforvaltningsrådet anerkendt, at ræv kan jages alene som en del af vildtforvaltningen.

Jagtlige udfordringer

Desværre ses der mange forsøg fra EU-institutioner og grønne organisationer på at skabe forringelser i jagtmulighederne for de europæiske jægere, som ikke har afsæt i faglighed. Det understreger nødvendigheden af at jagtorganisationerne i EU står sammen og styrker interessevaretagelsen. Og det er meget afgørende at interessevaretagelse sker på et sagligt og fagligt velfunderet grundlag.

Trækvildt

Desværre er der fortsat en bekymrende nedadgående bestandsudvikling hos en række trækvildtarter. Det gælder såvel jagtbare som ikke jagtbare trækvildtarter. Den nedadgående bestandsudvikling skyldes i langt overvejende grad mangel på eller ringe kvalitet af levesteder. Det understreger endnu engang at vores fokus på at styrke indsatser, der udbygger og forbedre levesteder og ikke mindst biodiversitet, er afgørende for at varetage vildtets tarv, og naturligvis fremtidens jagtmuligheder.

EU Naturgenopretningsforordning

Med den rette implementering kan naturgenopretningsforordningen medvirke til at rette op på tabet af biodiversitet og dermed til forbedring og udbygning af vildtets levesteder. Der er behov for en stærk og koordineret lobbyindsats fra jægernes organisationer i EU, så vi sikrer en implementering der gør en reel forskel. Det er jægerne, som har hovedfokus på at stå på vildtets side i en bred forstand, og der er et stigende behov for det.

Formanden for Danmarks Jægerforbund, Claus Lind Christensen, understregede behovet for at FACE og EU-jagtorganisationer konfronterer erhverv, som direkte eller indirekte har betydning for vildtforvaltning og biodiversitet. Fiskeri, landbrug, skovbrug og industri skal medvirke til løsningen på biodiversitetskrisen og tage ansvar. Og DJ er på vildtets side.

Udfasning af bly i jagtammunition

Udfasningen af bly i jagtammunition sker med meget forskellig tilgang og tempo i de europæiske lande. Vi er meget foran i Danmark, og erfaringerne herfra danner best practice. Vi har haft stor indflydelse på at f.eks. Storbritannien og Tyskland er på vej i en bæredygtig retning på dette felt, baseret på fakta.

Afrikansk svinepest og fugleinfluenza

Den stigende forekomst at afrikansk svinepest hos vildsvin og fugleinfluenza vækker bekymring over hele Europa, bl.a. i forb.m. mulige konsekvenser for vildtet og jagten. På mødet var der stor enighed om at det er vigtigt, at jægerne tager deres forholdsregler og medvirker til at reducere risikoen for spredning af afrikansk svinepest og fugleinfluenza.

Valg til Europa-Parlamentet

FACE opfordrede medlemslandenes jagtorganisationer til at kontakte de respektive landes kandidater til det kommende valg til Den Europæiske Union, som finder sted i juni 2024. Formålet er at afdække kandidaternes tilgang til jagt og sikre at den del indgår som en del af de parametre, vælgerne kender, når de skal stemme.

Social accept af jagt

Behovet for en indsats, der sikrer den sociale accept af jagt, er mere og mere aktuel, hvis vi skal fastholde jagtmulighederne i fremtiden. Den sociale accept af jagt er - næst efter den biologiske bæredygtighed - det element, som har størst betydning for jagtens samlede bæredygtighed. Vi skal sikre indsatser, der formidler jagt på et objektivt og oplyst grundlag for samfundets meningsdannelse om jagtens udøvelse.

Krigen i Ukraine

Mødet sluttede med et meget bevægende indlæg fra Ukraines jagtorganisation om et land i krig og de fuldstændig vanvittige konsekvenser, det har for mennesker.