OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 29. juni 2023

Ekstra ressourcer til våbensagsbehandling hos PAC

Fastansættelser og forlængede vikariater tilfører ekstra kræfter til PAC, som denne uge færdigbehandlede våbensag nr. 100.000 i 2023. DJ anerkender indsatsen, men vil fortsat arbejde for hurtigere sagsbehandling.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen
Foto: Kim Matthai Leland

I dag kunne Politiets Administrative Center (PAC) meddele, at politiets nye våbenregister fungerer, som det skal, og at medarbejderne fortsat bliver dygtigere og mere effektive til at arbejde i det.

- Der er således fuldt tryk på sagsbehandlingen. Sagsbehandlingen er stabil og balanceret i en sådan grad, at vi nu kan forventningsafstemme over for borgerne omkring sagsbehandlingstiderne, foreløbig for resten af året, lyder det fra afdelingschefen for PAC, Lars Kirkegaard.

Han anslår den forventelige sagsbehandlingstid for ansøgninger fra private til at være op mod tre måneder.

- I de fleste tilfælde vil man opleve en kortere sagsbehandlingstid, men man skal forvente, at der kan gå op til tre måneder. Sagsbehandlingstiden kan blive forlænget, hvis ansøgeren har tilførsler i Kriminalregistret eller har øvrige forhold, der nødvendiggør yderligere behandling i forbindelse med vandelsgodkendelsen, forklarer Lars Kirkegaard.

Den forventelige sagsbehandlingstid for ansøgninger fra erhverv er op til én måned.

Ekstra ressourcer til våbensagsbehandling

Pr. 1. juli 2023 fastansætter PAC 10 medarbejdere til våbensagsbehandlingen. Derudover forlænges 25 vikarer foreløbigt året ud - dvs. en opnormering på 10 årsværk, foruden de forlængede vikarer. Opnormeringen er hårdt tiltrængt i afdelingen, dels på grund af skærpede krav til registrering og sporing af våben, dels på grund af oprydning af konverterede data fra det gamle våbenregister, der ikke længere opfylder de gældende krav til våbenregistrering.

- Forlængelsen af opnormeringen året ud giver os mulighed for også at nedbringe sagsbunker, mens vi samtidig arbejder hen imod en ”normalsituation” på hele området for våbensagsbehandlingen, siger Lars Kirkegaard.

Og medarbejderne har vitterlig haft travlt, og i denne uge kunne PAC færdigbehandle våbensag nummer 100.000 siden 1. januar i år.

DJ vil arbejde for kortere sagsbehandling

I Danmarks Jægerforbund anerkender Marie-Louise Achton-Lyng, formand for Danmarks Jægerforbunds våbenudvalg, den højt prioriterede tilførsel af ressourcer til PAC, og noterer sig samtidig det glædelige i, at politiets nye våbensystem nu ser ud til at fungere, som det skal.

- Af hensyn til våbenbrugerne er det gode nyheder, at PAC per 1. juli 2023 fastansætter 10 nye medarbejdere og forlænger 25 vikarers ansættelse, så PAC kan forventningsafstemme over for borgerne, siger Marie-Louise Achton-Lyng og fortsætter:

- Det rokker dog ikke ved, at vi i Danmarks Jægerforbund fra politisk side fortsat vil arbejde for at få sagsbehandlingstiderne bragt til et lavere og mere acceptabelt niveau for jægerne i Danmark.