Offentliggjort den: 27. september 2023

DJ foreslår konkrete ændringer i våbenloven

Efter inddragelse af interesserede medlemmer har jægerforbundet udarbejdet tolv konkrete ændringsforslag til våbenlovgivningen, og forslagene er nu fremsendt til Justitsministeriets politikontor. ”Det har været en spændende og god proces,” siger DJ’s våbenudvalgsformand.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen

På baggrund af den tragiske begivenhed i Fields sidste sommer, hvor en mand skød og dræbte tre personer og sårede adskillige i Fields i København, vil Regeringen sikre tryggere rammer for besiddelse af våben. I den forbindelse er brugerorganisationerne i justitsministeriets våbendialogforum – heriblandt Danmarks Jægerforbund – inviteret til at komme med konkrete forslag til ændring af våbenloven og dennes bekendtgørelser og cirkulærer.

Det gav anledning til ideen om at invitere jægerforbundets medlemmer længere ind i processen, hvorfor man i september indbød alle interesserede til at bringe egne overvejelser og forslag til torvs.

- Ud over at inddrage vores forskellige skydeudvalg og drøfte forslag til ændringer med vores nære våbenpolitiske samarbejdspartnere, vil vi gerne invitere vores medlemmer til at komme med input til revideringen af våbenloven, udtalte jægerforbundets våbenudvalgsformand, Marie-Louise Achton-Lyng i den forbindelse.

I praksis kunne alle medlemmer med noget på hjerte således komme med skriftlige inputs til den del af våbenloven, der er relevant for jægerne, samt deltage i et online webinar, hvor det ligeledes var muligt at komme med forslag til revideringen af våbenloven. Det er summen af alle disse forskellige inputs fra alle afkroge af organisationen, der nu er skrevet sammen til en detaljeret 12-punktsliste.

Ros til Justitsministeriet og DJ-medlemmer

Marie-Louise Achton-Lyng finder det både glædeligt, at de våbenbrugende organisationer herunder Danmarks Jægerforbund er blevet inviteret til at komme med forslag, samt ikke mindst at jægerforbundets medlemmer har haft mulighed for at deltage aktivt undervejs.

- Det har været en spændende og god proces, hvor vi er kommet godt i dybden med stoffet. Vi har modtaget mange forskellige forslag og de, der deltog i webinaret, havde bagefter en større forståelse af, hvad der foregår, og hvordan sådanne processer forløber, siger hun og understreger gevinsten i at inddrage medlemmerne på denne her måde:

- Samtidig er det jo vigtigt at huske, at folk ikke må få en fornemmelse af, at disse her processer er noget, de ikke har nogen indflydelse på. Det må ikke være noget, der bare kører hen over folks hoveder, uddyber Marie-Louise Achton-Lyng.

DJ’s forslag til ændringer i våbenloven

På jægerforbundets liste findes både nye og gammelkendte forslag, som myndighederne endnu ikke har færdigbehandlet. Herunder har vi oplistet de 12 punkter i overskrifter, og i nedenstående link kan du læse yderligere om hvert enkelt punkt:

  • Sagsbehandlingstid
  • Anvendelse af skydevåben til flere aktiviteter
  • Lyddæmpere og optisk elektroniske sigtemidler
  • Optagelse af jægernes våbendele i EU-våbenpasset
  • Etablering af et våbenråd
  • Opbevaring af røgsvagt krudt
  • Anvendelse af glatløbede haglvåben til hundetræning uden for jagtsæsonen
  • Mulighed for dispensation af våbentilladelsers gyldighedstid
  • Digitalisering af jægerens våbenskab
  • Afgiftsfri dummyskydere til hundetræning
  • Nye hylstre til genopladning af ammunition
  • Låne våben

Klik her og læs yderligere detaljer om hvert enkelt ændringsforslag.