Den svære samtale om demens

Den 76-årige Frank Christensen havde gået på jagt sammen med Leo ”hele livet”, som han udtrykker det. Frank var med til at stifte et konsortium ved Brande for 41 år siden, som han stadig er medlem af, og her blev Leo medlem omkring 1990. Jagten ligger i et dejligt område, hvor jægerne i starten havde hele 1.200 tønder land at boltre sig på, og her havde Frank, Leo og de andre mange gode stunder omkring deres fælles passion.

Men på et tidspunkt bemærkede de andre jægere, at Leo langsomt begyndte at ændre sig. Hans overblik, hukommelse og evne til at orientere sig begyndte at blive forringet.

- Da Leo fyldte 70 år, skulle han op til en prøve for at få fornyet sit kørekort, og her dumpede han i første forsøg. Han bestod dog i næste prøve, men vi andre begyndte at holde ekstra øje med ham. Leo var en meget hjælpsom type, og han sagde altid: ”Jeg skal nok køre”, når vi skulle afsted på jagt sammen, men vi oplevede, at han ikke kunne finde vej længere – selvom han havde kørt den samme vej masser af gange. Var der blevet lavet en omkørsel, var det umuligt for ham at finde den rette vej bagefter. Ja, man kan sige det på den måde, at havde han store problemer med det gammelkendte, så var alt nyt et endnu større problem.

Omhyggelig våbenbetjening

- Vi andre talte om, at nu skulle vi snart til at have en snak med ham. Det er naturligvis en svær samtale at tage, men det skal og bør man gøre. Vi skubbede det dog lidt foran os, for vi havde heldigvis ikke oplevet en eneste farlig situation med ham. Leo havde altid været meget omhyggelig i sin våbenføring, og i sine yngre år havde han været instruktør i brugen af salonrifler, ligesom han havde dyrket meget flugtskydning.

- Vi begyndte at holde ekstra øje med ham, og der var ikke ét eneste tilfælde, hvor han optrådte risikofyldt. Han skød ikke lave skud, han førte ikke sit våben hen forbi en sidepost, hvis der kom et stykke vildt løbende, og han sørgede altid for at aflade, når en såt eller en jagt var overstået. Men hans hukommelse blev bare dårligere og dårligere. Vi havde en god andejagt, og her fik Leo altid den samme plads at stå på. Når andejagten var overstået, og vi kom hen til ham og spurgte, hvad han havde skudt, kunne han for eksempel svare, at der lå en enkelt and bagved ham – men andre jægere havde set ham skyde tre eller fire, som han havde glemt alt om.

- Sådan en oplevelse var jo med til at vise behovet for at tage den snak med ham, mener Frank Christensen, men begivenhederne udviklede sig desværre på en måde, så det alligevel ikke blev nødvendigt.

Den store hammer ramte

Leos kone døde pludselig, og herefter var det med Franks ord, som om ”Leo begyndte at skrumpe ind og se slidt ud”.

- Vi så en del til hinanden, også når det ikke havde med jagt at gøre, og jeg var ærligt talt noget bekymret for ham, fortæller Frank.

Det var der grund til, skulle det vise sig, for et besøg hos lægen afslørede, at Leo havde pådraget sig mavekræft. I løbet af blot 14 dage døde han i 2019.

- Leo var medlem af konsortiet til det sidste, og han efterlod sig noget af et hul. Når man når så høj en alder som han og jeg, så træder jagten lidt i baggrunden til fordel for samværet, kammeratskabet og hyggen. Og netop hyggen betød bare SÅ meget for ham.

- Jeg kendte en anden ældre jæger, der havde det på samme måde som Leo, og han kom stadig på jagt – men han stod med en tom bøsse til sidst for dog at virke ”normal” på de andre medvirkende jægere.

Frank og hans jagtkammerater har talt meget om, hvad man kan gøre, når man har en jæger tæt på sig, der får demens:

- Jeg forstår udmærket, at det kan være meget svært at tale om. Sådan havde jeg det jo selv. Jeg tænker, at der burde være en form for prøve, man skal op til. Eller hvis politiet konfiskerer kørekortet, så bør de pr. automatik tjekke, om den pågældende også har jagttegn. Et eller andet bør der ske, for som det er i øjeblikket, er der jo ingen regler eller andet, man kan tage udgangspunkt i.

- Kan I da ikke gøre noget?!

Igennem de sidste par år er emnet demens og jagt flere gange dukket op hos nærværende skribent. For eksempel fik jeg et opkald fra en kvinde, hvis mand, som var jæger, havde udviklet ret svær demens.

Hun fortalte mig, hvordan han en dag var kommet uventet tidligt hjem fra en jagt, fordi han – bogstaveligt talt – var blevet bortvist, idet han havde handlet meget risikofyldt i forhold til en skudsituation.

I det umiddelbare øjeblik forstod han godt, at han havde udviklet sig til at udgøre en risiko på grund af sin sygdom, erkendte han grådkvalt overfor hustruen, der trøstede ham, så godt hun kunne. Nu måtte han også hellere stoppe med at gå på jagt, var hans konklusion, hvilket hun støttede ham helhjertet i.

Dagen efter ringede en gammel jagtkammerat til ham for at invitere ham på jagt. Glædestrålende sagde han straks ja tak. Enhver erindring om gårsdagens dramatiske og farlige situation var for længst glemt.

- Kan I da ikke gøre noget fra jægerforbundets side? ville hustruen vide. Jeg svarede, at jeg og mine kollegaer var (er) opmærksomme på problematikken, men at den, der mest oplagt bør skride ind, er et nært familiemedlem. Og det var i denne situation hustruen selv, mente jeg.

Men det havde hun rigtigt svært ved, og det forstår jeg udmærket, for det ER svært. At påstå noget andet ville være forkert og nærmest hyklerisk. Ingen af os tager sådan en samtale med let sind.

Ovenover det hele svæver imidlertid det faktum, at bliver alle ved med at undgå at tage den svære samtale, så vil det uvægerligt endte med en ulykke. I værste fald med dødsfald til følge.


Denne artikel blev bragt første gang i Jæger, september 2021.