Den apporterende jagthund

Under jagt på småvildt er jagthunden et betydningsfuldt jagtredskab for jægeren før skuddet, men efter skuddet er den apporterende jagthund et uundværligt redskab for at råde bod på eventuelle anskydninger, og endelig at man kan få apporteret dødskudt vildt.

Tilstedeværelse af en egnet apporterende jagthund under jagten er ikke alene et lovkrav, men også en væsentlig del af etisk korrekt jagtudøvelse. Uden jagthunden vil man ikke altid kunne finde dødskudt vildt og, hvad der er endnu vigtigere, ikke kunne finde anskudt vildt. I bestræbelserne på at løse denne opgave, kræver det at jægerne kontinuerligt højner kvaliteten af jagthundeuddannelsen. Træning af jagthunde har altid fyldt meget i jægernes bevidsthed, og mange jægere oplever det at gå på jagt igennem deres jagthunde. For nogen jægere er det en kraftigt medvirkende faktor til at gå på jagt overhovedet, og jagtoplevelserne er først komplette, når samspillet med jagthunden går op i en højere enhed.

En velfungerende apportør kræver en god uddannelse.
Generelt bliver jægere bedre og bedre til at uddanne deres jagthunde. En øget forståelse og indsigt i hundens psykologi og adfærdsbiologi er stærkt medvirkende til denne positive udvikling.

Overordnet set er en jagthund meget interesseret i at apportere, og det er en helt naturlig opgave for en hund i det hele taget. Altså at bære byttet. Det er der flere årsager til. Alle hunde ønsker at bidrage til deres flok. I det her tilfælde er jægeren og hunden ”flokken”. Det kalder vi i dag et praksisfællesskab. Hundenes adfærd er meget påvirket af deres flokdrift. Hunden sikrer sig en plads i vores praksisfællesskab ved at bidrage til det. En hund, der ikke bidrager til sin flok i naturen, vil blive udstedt. Bidrag eller forsvind. En væsentlig måde at bidrage på er ved at bringe bytte hjem til flokken. Det er i princippet det, den gør, når den afleverer et stykke vildt til jægeren under jagt. Forstår jægeren hundens flokdrift, så kommer resten – apporteringen - helt af sig selv, fordi hunden gerne vil bidrage til ”flokken”. Det er her den sikre sin overlevelse.

Frit søg

En af de discipliner, som man ofte overser at træne, er det frie søg. Altså der, hvor hunden søger et område af for vildt og vedholdende bliver i søget, selvom der ikke falder mere vildt ned i området. Hunden forstår at være vedholdende. Det betaler sig nemlig, når der er tale om de vanskelige eftersøgninger af nedskudt vildt, som løbende flygter med en brækket vinge i tæt krat eller svømmer ind i tæt rørskov under et andetræk. I en praktisk jagtsituation har man måske skudt et stykke vildt ned, og haft flere hunde på opgaven, som ikke magtede den, eller som måske slet ikke havde set vildtet falde ned. Her er det af stor betydning, at hunden energisk og vedholdende afsøger terrænet.

Hunden der trænes ofte i det frie søg, vil ofte udvikle en mere vedholdende brug af næsen frem for øjnene, og det er en absolut fordel ved eftersøgning af de vanskelige anskydninger. Disse apporteringer har stor betydning for at vildtet overhovedet kommer med hjem.

Jagthunden er et afgørende element i håndteringen af anskydninger, hvorfor man altid bør sikre sig en eller flere egnede apporterende hunde under jagt på småvildt. Det er samtidig en forudsætning for udøvelse af godt jægerhåndværk.

Apportering

Heldigvis falder apportering som udgangspunkt helt naturligt for de fleste jagthunde. Hunden har ingen hænder, så hvis den skal bære et objekt, så må den bruge munden. Dette faktum har både en forside og en bagside. På den ene side, så har hunden en medfødt drivkraft til at gribe og bære objekter, som vi ønsker. På den anden side, så er dét at gribe noget med munden tæt forbundet med overlevelse. Man kan dø af at bide i noget farligt. Derfor vægrer hunden sig umiddelbart mod at bide i noget, som på mindste måde er forbundet med smerte, angst eller ubehag.
Denne overlevelsesvægring ligner meget den som små børn udviser, når de nægter at spise noget, som de aldrig har set før. Hvis man f.eks. bruger tvang i apporteringsuddannelsen, så blokerer hundehjernens filter, hippocampus, for læring og sender hunden i overlevelsestilstand. Derved ødelægger man hundens naturlige motivation til at apportere.

Denne viden giver jægeren en vigtig rettesnor til at indøve de discipliner, som hunden har brug for til at løse de forskellige apporteringsopgaver. Apporteringsuddannelsen skal foregå med masser af positiv forstærkning og belønning - og ikke ved tvang.
Hvordan man uddanner sin hund i apportering kan med fordel læres på de træningsdage, der afholdes i lokale jagtforeninger af instruktører, der har gennemført jagthundeinstruktør-uddannelsen i Danmarks Jægerforbund.

Gennem træning udvikler og tilpasser hundeføreren hundens naturlige lyst til at apportere. Den enkleste situation er, når der nedlægges et stykke vildt foran hunden, som så skal apporteres. Men i virkelighedens verden er der ofte faktorer, der komplicerer billedet. F.eks.:

• Vildtet kan være nedlagt, uden at hunden har set det, og så skal den kunne sendes ud og eventuelt dirigeres
• Der kan være skudt til flere stykker vildt, hvoraf det ene er en anskydning, som hunden skal kunne sendes ud for at hente først.

Hvis hunden skal kunne løse de mange forskellige opgaver på jagt, så kræver det, at vi opstiller og træner scenarier, der stemmer overens med netop dette. Og så skal der selvfølgelig mange gentagelser til. På den måde lærer hunden ikke bare løse opgaven, men også at vilkårene hele tiden er under forandring. Tænk bare på terrænet, temperaturen i vandet, manglende eller intet dagslys, regn og blæst, mv.