OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 12. juni 2023

Årsmøde for buejægere, FM i Jagtbue & Sponsorskydning 2023

Så er det muligt at tilmelde sig Årsmøde for buejægere, FM i Jagtbue og Sponsorskydning som afholdes i weekenden 26.-27. august på Svendstrup gods.

Tekst: Lars Thune Andersen
Foto: Christian Lang Jensen

Lørdag den 26. august afholdes FM i Jagtbue, hvor der skydes om forbundsmesterskabet i to klasser – nemlig Compound bue og Traditionel bue. Compound bue klassen er opdelt i en dame-, junior- og herrerække. Der skydes om guld, sølv og bronze i de to klasser og i hver af de tre rækker.

Efter præmieoverrækkelsen lørdag eftermiddag er der Årsmøde for buejægere, hvor forsamlingen vælger formanden for buepolitiskudvalg for de næste to år.

Søndag er der sponsorskydning, hvor der skydes i to klasser, nemlig Compound bue og Traditionel bue. Der er sponsorpræmier til 1., 2. og 3. pladsen i hver klasse. Hovedpræmien uddeles ved lodtrækning mellem alle deltagere i skydningen. Dette års sponsorskydning er sponseret af Mjoelner Hunting.