Aftale om mål for genopretning af EU’s natur
Et flertal af EU-lande, heriblandt Danmark, har stemt for en aftale med bindende mål for at genoprette den europæiske natur. DJ støtter op om aftalen og ser frem til mere natur og småvildt i hele Europa.
Danmarks Jægerforbund glæder sig over, at et flertal af de europæiske miljøministre i EU-rådet har valgt at støtte unionens nye naturgenopretningsforordning. Forordningen betyder, at medlemslandene får bindende mål, som skal sikre initiativer til genopretning af 20 procent af EU’s samlede land- og havarealer i 2030. Det skriver Miljøministeriet i en pressemeddelelse.
- Afstemningen var tæt, og forhandlingerne har været lange og vanskelige. Men de her konkrete tiltag er bydende nødvendige for at håndtere biodiversitetskrisen. Nu har vi landet en aftale, hvor løsningerne på biodiversitetskrisen og klimakrisen går hånd i hånd, siger miljøminister Magnus Heunicke.
Fem medlemsstater (Italien. Finland, Polen, Nederlandene og Sverige) afviste forslaget, og to medlemsstater (Østrig og Belgien) undlod at stemme. Danmark endte således som tungen på vægtskålen og stemte for efter ugers hårde forhandlinger.
- Selvom det har krævet nogle kompromiser undervejs, er aftalen et vigtigt skridt fremad, som bringer Europa tættere på vedtagelsen af en grundlæggende lovgivning, der gavner biodiversiteten og småvildt i hele Europa, udtaler DJ-formand Claus Lind Christensen.
Også sammenslutningen af europæiske jagtorganisationer, FACE, udtrykker sin tilfredshed med dagens beslutning. FACE har opfordret til øget fokus på habitatgenopretningsforanstaltninger i Europa i årtier. Sammenslutningens såkaldte Biodiversity Manifesto viser, at jægere allerede er aktivt engageret og har den motivation og de færdigheder, der er nødvendige for at støtte genopretningen af den europæiske natur.
Der er dog endnu et stykke vej, før planerne kan effektueres. Efter at landenes miljøministre nu har stemt, bæres sagen videre til Europa-Parlamentets Miljøudvalg, der også skal nå til enighed, før hele Europa-Parlamentet skal stemme om sagen i midten af juli. Stemmer parlamentet for, skal en endelig lov forhandles på plads med Ministerrådet. Vedtages forordningen endeligt, skal landene lave de første nationale naturgenopretningsplaner senest to år efter at loven er trådt i kraft.