Stor interesse for at indsende vildtobservationer
5200 dyr fordelt på 1800 observationer blev indberettet på DJ's platform til vildtobservationer i forbindelse med bukkejagtens start. Du kan stadig fortælle os, hvad du ser.
Den 16. maj sad tusindvis af jægere klar, da bukkejagten gik ind ved solopgang. Men som noget nyt, var det ikke kun jagten på en råbuk, der gik ind, da solen stod op. I år gik også jagten på observationer af levende vildt ind.
Fortsæt med at bidrage til bæredygtig jagt
Selvom vi er forbi den 16. maj, og bukkejagten er godt i gang rundt om i landet, er det ikke slut med at indberette observationer.
- Jægerne har taget godt imod platformen, hvilket ses på det store antal observationer. Men arbejdet stopper ikke her. Det er vigtigt, at jægerne fortsat indberetter deres observationer, så vi kan opbygge en solid databank med viden om de levende bestande rundt om i landet, fortæller Rikke Bruun Pedersen, projektleder for dataindsamling.
Derfor forbliver platformen åben for observationer, så vi kan fortsætte med at udbygge vores viden om det danske vildt.
Rådyr og hare blev topscorer
Blandt de observerede arter lå rådyr og hare helt i top med henholdsvis 1695 og 1679 dyr. Det stemmer godt overens med vildtudbyttet, hvor rådyr og hare er de to hyppigst forekomne arter.
I den anden ende af skalaen finder vi et par lidt mere usædvanlige arter. Således er der blandt andet blevet observeret 2 ulve, 2 vildkaniner og 1 ilder.
God geografisk spredning
Når vi ser på den geografiske spredning af observationer, fordeler de sig over det meste af landet. Topscorerne blandt postnumre blev 7500 Holstebro, 3782 Klemensker og 7400 Herning med henholdsvis 38, 34 og 33 observationer. Du kan se, hvor dit postnummer ligger sig på kortet herunder.
Vinder ved et tilfælde
Det var en meget overrasket vinder vi fik i røret, da vi ringede til Jesper Andersen, som havde indsendt den vindende observation.
- Jeg havde lige set 32 traner, som jeg ville se, om jeg kunne indberette. Det kunne jeg ikke, men mens jeg havde telefonen fremme, kom en trommeltyk rå forbi, som selvfølgelig blev indberettet, fortæller Jesper Andersen.
Jesper har vundet en Leupold BX-4 Pro Guide HD 8x42mm håndkikkert, sponsoreret af HG Agencies.