OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 11. februar 2022

Skal din buk med i årets Bukketopti? Så skal den opmåles

Hvilke bukke kommer med i årets Bukketopti i Jæger? Danmarks Jægerforbund laver årligt en liste over de ti bedste bukke, nedlagt i Danmark i løbet af den forgangene sæson. Bukketopti’en bringes i Jæger i maj måned, og det er altid en stor ære at være med iblandt de bedste. Måske er det blevet din tur denne gang?

Tekst: Désirée Iuel og Jacob Munkholm Jensen

Hvert forår bringer Jæger den store årligt tilbagevendende Bukketopti, som samler Danmarks bedste bukke fra året, der gik. Mange spørger måske sig selv om, hvad man skal med trofæopmåling. Det er et spørgsmål med mange svar, for det er meget individuelt. Den almindelige danske jæger bruger ofte trofæopmålingen til at få sig et sammenligningsgrundlag for de trofæer, der allerede hænger på væggen derhjemme. Andre bruger trofæopmålingen til at følge en bestands udvikling igennem en længere årrække.

Men skal din buk have en chance for en plads i årets Bukketopti, ja, så skal den jo opmåles. Det er nemlig kun trofæer opmålt af DJ/NSK-trofæopmålere, der kan komme på listen, og derfor er det selvfølgelig helt afgørende at du sørger for at få det gjort i tide. Og hvordan foregår så det?

Trofæopmålingsdage

Danmarks Jægerforbund har planlagt to større trofæopmålingsdage i foråret – ét arrangement i det jyske, og ét på Sjælland. Du kan se datoer og sted her:

  • Trofæopmåling på Sjælland:
    17. februar kl. 17.00-21.00 hos Torp Hunting, Rønnedevej 52, 4640 Faxe ved trofæopmåler Rasmus Rousing Andersen
  • Trofæopmåling i Jylland:
    26.-27. februar kl. 10.00-16.00 på messen Jagt og Udeliv 2022 i Aars ved trofæopmåler Rasmus Rousing Andersen

Indsend dit trofæ til Jagtens Hus

Men derudover er der selvfølgelig også andre muligheder for at få dit trofæ opmålt. For er du forhindret i at deltage i ét af ovennævnte arrangementer, eller bor du alt for langt væk, så har du selvfølgelig også mulighed for at indsende dit trofæ direkte til Danmarks Jægerforbund.

Hvis trofæet skal nå at gøre sig gældende i konkurrencen om en placering, og hvis vi skal opmåle det for dig i Jagtens Hus, skal vi have dit trofæ i hænde seneste ved udgangen af februar måned.

Vær OBS på følgende vigtige informationer:

  • Husk at vedlægge følgende oplysninger i forsendelsen: Navn, adresse og telefonnummer på trofæets ejer. Land, kommune og evt. stednavn på hvor dyret er nedlagt, samt dato for hvornår dyret er nedlagt
  • Alle trofæer skal være nedlagt mindst 1 måned før opmålingstidspunktet
  • Forsendelsen sker på eget ansvar. Pak derfor trofæet forsvarligt ind, evt. i postvæsenets egne solide papkasser foret med "skumchips", og afsend det som værdi- eller forsigtigpakke til:

    Danmarks Jægerforbund
    Trofæopmåling
    Molsvej 34
    8410 Rønde

  • Dit trofæ er forsikret af Danmarks Jægerforbunds forsikring, så længe det er i vores varetægt, og indtil vi afleverer det til postvæsenet igen
  • Efter endt opmåling sørger Danmarks Jægerforbund for at returnere dit trofæ. Vi returnerer trofæet inden for tre uger i den emballage, du fremsendte trofæet i. Vi sender trofæet retur som værdipakke til en værdi af kr. 3.000,-
  • Opmålingsgebyret er pr. trofæ kr. 200 for medlemmer og kr. 250 for ikke-medlemmer. Alle trofæer modtager en medalje, også hvis den ikke opnår guld, sølv eller bronze. Trofæopmålingsgebyret kan ske ved afleveringen eller på MobilePay nr. 89271 Mrk. Trofæ

Trofæopmåling ude i din jagtforening

Sidst, men ikke mindst, har du selvfølgelig også mulighed for at få dit trofæ opmålt ved et arrangement, I selv stabler på benene ude i din jagtforening. Det sker ved at I aftaler nærmere med én af vores freelance opmålere, som så kommer ud til jer og foretager opmålingen.

Læs mere om hvordan man gør det under punktet ”Hvordan arrangerer jeg en trofæopmåling i jagtforeningen” på siden her.