Schweisshunden og dens fører
Sjældent findes der iblandt jægerstanden en respekt som den, der tilfalder schweisshunden og dens fører. I kulissen står de på spring. De tripper, klar til at hjælpe. Klar til at gøre det, som de har trænet utallige timer for at blive specialister i.
Rød jakke og røde bukser med kraftige reflekser og det store, karakteristiske logo på ryggen. Jo, den er god nok. Det er en schweisshundefører i aktion. Har du prøvet at påkøre hjortevildt, eller kender du en, der har været så uheldig? Det sker tit. I denne artikel sætter vi spot på makkerparret schweisshunden og dens fører, der træder til når jægerne kalder. Schweiss-sekretariatet råder over cirka 180 hundeførere, spredt ud over landet – og vi har mødt én af dem, Nikoline Zora Andersen, for bl.a. at høre mere om hvad der motiverer hende til at stå klar til at eftersøge anskudt og påkørt vildt 24 timer i døgnet.
- Det, der motiverer mig, det er samarbejdet med hunden. Uden tvivl. Hvis ikke jeg syntes at det var det fedeste, så kunne jeg lige så godt have haft alle mulige andre interesser. Men det der med at skulle ud sammen med hunden klokken 22 om aftenen med pandelampen, bare os to. Det er helt fantastisk, fortæller Nikoline Zora Andersen.
Det, at man aldrig kan vide hvornår tingene sker – hvornår telefonen ringer – tager hun som endnu et plus.
- Man vil jo gerne, og det er sådan vilkårene er. Selvfølgelig, så ved man at der som regel sker noget når jagten går ind. Men derudover kan man aldrig vide, hvornår telefonen ringer. Og man skal aldrig tøve med at ringe til os – uanset om man er trafikant eller jæger, lyder opfordringen.
At være schweisshundefører er et frivilligt og ulønnet stykke arbejde, som man påtager sig, fordi man synes det er spændende og meningsfuldt. For Nikoline Zora Andersen er det en lige så stor belønning at kunne komme ud og starte op med sin hund og finde frem til dyret. Det er det, det hele handler om. En villighed til at hjælpe, som masser af bilister, jægere og andre benytter sig af hvert eneste år, hvad enten det drejer sig om en påkørset, et stykke anskudt vildt eller blot en mistanke om det. Enhver, der har prøvet at rekvirere en schweisshundefører vil kunne nikke genkendende til den professionalisme, hund og fører arbejder med, ofte under vanskelige forhold.
Anskyder du et stykke vildt, så kan man gå ind på schweissregisterets hjememside og finde et kort, hvor an kan se den nærmeste hundefører. Påkører man et stykke vildt, så kan man ringe til dyrenes vagtcentral på 1812 og fortælle hvor man befinder sig – f.eks. ved at angive kantpælsnummer og lave en tydelig markering, f.eks. ved at binde en strop fast i en gren på omtrent det sted, hvor påkørslen har fundet sted. Før en eftersøgning går i gang, sørger schweisshundeføreren altid for at kontakte politiet og fortælle hvor og hvornår en eftersøgning går i gang.
Hvad kræver det at nå dertil, hvor man træder ind i schweissregisteret?
- Det kræver først og fremmest viljen. Du kan sagtens lære din hund at gå spor, og det glemmer den aldrig. Men for at den skal blive rigtig god, så er du nødt til at træne den hver dag – og vil du have en god schweisshund, så skal du træne på schweiss, altså blod. Og det er ikke bare hver weekend, man lægger et spor. Det gør man flere gange om ugen i forskellige længder og sværhedsgrader og med færtsko, hvor hunden f.eks. også lærer at markere sårlejer – altså der, hvor et anskudt dyr på et tidspunkt har lagt sig, og hvor færten igen bliver frisk, forklarer Nikoline Zora Andersen blandt andet.
Hvad det derudover kræver af vedholdende træning og prøverne, hvor både hund og fører vurderes nøje, kan du høre meget mere om i det spændende interview med Nikoline Zora Andersen i dette afsnit i Danmarks Jægerforbunds podcast-serie om jagthunden:
