Nye naturnationalparker: Lave hegn og lokale hensyn
Torsdag morgen løftede miljøminister Lea Wermelin sammen med ordførere fra regeringens støttepartier sløret for hvilke nye steder, der skal være naturnationalparker. Fem områder er tidligere blevet udpegede i Fussingø ved Randers, Gribskov i Nordsjælland, Almindingen på Bornholm, Stråsø Plantage i Vestjylland og Tranum i Jammerbugt.
Så har miljøminister Lea Wermelin løftet sløret for placeringen af de 10 nye naturnationalparker, der tilsammen med de fem tidligere udpegede naturnationalparker vil brede sig over et areal på ca. 25.000 ha. De 10 nye naturnationalparker bliver:
- Læsø Klitplantage
- Hanstholm Vildtreservat
- Husby Klitplantage
- Kompedal Plantage
- Mols Bjerge
- Nørlund Plantage og Harrild hede
- Draved Skov og Kongens Mose
- Ulvshale Skov
- Bidstrupskovene
- Hellebæk Skov og Teglstrup Hegn
Derudover planlægges der marine naturnationalparker i Øresund og Lillebælt.
Vi er en bundskraber
Miljøminister Lea Wermelin mente, at det er tid til at sætte naturen fri og skabe flere naturoplevelser for danskerne. Der har været meget debat, men der er ikke tid til flere forhalinger efter mange år, hvor der er blevet gjort alt for lidt, lød det. Flere af politikerne nævnte, at Danmark sammen med Belgien er det land i Europa, der har mindst og dårligst natur:
- Vi er en bundskraber, og det er trist for et land, hvor vi gerne vil kalde os grønne, sagde de Radikales Zenia Stampe.
Udskudt efter debat
Oprindelig skulle de 10 nye naturnationalparker havde været offentliggjort i efteråret 2021, men processen blev udsat et halvt år. Blandt andet fordi naturnationalparkernes udformning har resulteret i en voldsom debat. Der blev derfor på dagens pressemøde lagt stor vægt på inddragelse af lokale interesser og plads til friluftslivet. Høje hegn er næsten overalt blevet fjernet fra planerne, lige som at eksotiske arter som elge og bison er udtaget af de 10 nye naturnationalparker.
Særligt ansvar
Områderne er valgt ud fra geografisk spredning og ud fra, at forskellige naturtyper skal være repræsenteret. Nogle steder skal der foretages større naturgenopretning, som f.eks. i Kompedal Plantage, hvor de tætte nåleskovsområder skal udfases, samtidig med at adskillige indhegninger inde i skoven skal fjernes. Desuden har Danmark et særligt ansvar for at beskytte f.eks. de vestjyske klitheder, der som naturtype er stærkt truet i resten af Europa.
Vildtets frie bevægelighed
Alle de nye parker skal være indhegnede og afgræsses af stude, heste eller hjortevildt og fortrinsvis krondyr. Som det har været Danmarks Jægerforbunds ønske, er høje hegn næsten helt fravalgt til fordel for lave hegn, hvor vilde dyr frit kan passere. I mange af de udpegede områder er der i forvejen meget kronvildt, og her understregede flere af politikerne, at vildtet skal kunne bevæge sig frit ud og ind af naturnationalparkerne.
På Læsø blev den voksende dåvildtbestand nævnt som argument for lave hegn. Naturnationalparken i Hellebæk Skov/Teglstrup Hegn skal som den eneste af de nye parker have et højt hegn rundt om hele området. Her udsættes krondyr, samtidig med at lave indhegninger inde i parken skal forhindre studes og hestes muligheder for at beskadige de unikke, præindustrielle anlæg fra 1600-tallet.
Penge til friluftsaktiviteter
Lea Wermelin nævnte vigtigheden af at lave gode lokale løsninger. F.eks. er naturnationalparken i Bidstrupskovene blevet mindre end tidligere skitseret. Halvdelen af skoven holdes nu ude, da Bidstrup Skov som eneste statsskov i et stort område har særlig stor betydning for beboere og foreningsliv. For at støtte frilufts- og foreningslivet, er der i hver af de 10 naturnationalparker afsat fem millioner kroner til fritidsaktiviteter.
Dyrevelfærd
Der blev spurgt ind til dyrevelfærden og risikoen for, at der ikke er tilstrækkeligt med føde i indhegningerne. Her svarede miljøminister Lea Wermelin, at der vil blive udarbejdet beredskabsplaner, der tager højde for situationer, hvor dyrene kan mangle mad.
Ministeren oplyste videre, at bestandene langsomt vil blive indfaset, så man ikke risikerer, at der bliver for mange dyr i hegnene, og understregede, at regeringen ikke kommer til at gå på kompromis med dyrevelfærden!
Det mener jægerforbundet
- Med udpegningen af de 10 nye naturnationalparker, er der taget et vigtigt skridt i retning af at styrke naturen og biodiversiteten i Danmark yderligere, indleder Kirsten Skovsby, der er politisk ansvarlig for jægerforbundets naturnationalparkindsats, og fortsætter:
- Jeg vil gerne over for regeringen kvittere for, at ni af de 10 nye naturnationalparker bliver etableret med lave hegn af hensyn til vildtets frie bevægelighed. Noget der hele tiden har været en mærkesag for jægerne.
- Jeg hæfter mig også ved den geografiske spredning, og at der er lagt vægt på forskellige naturtypers repræsentation i de 10 nye naturnationalparker. Helt i tråd med jægerforbundets holdning lægges der op til muligheden for et rigt friluftsliv i naturnationalparkerne, siger Kirsten Skovby og tilføjer:
- Endelig er det meget glædeligt, at miljøminister Lea Wermelin lægger vægt på lokal inddragelse i de kommende processer, hvor vores lokale repræsentanter er klar til at trække i arbejdstøjet.