Natura 2000: Lokal-viden er ekspert-viden
Danmarks Jægerforbund har indgivet et samlet høringssvar, der kommenterer på målsætninger og indsatsplaner for de 257 Natura 2000-områder der er i Danmark.
I februar 2022 sendte Miljø- og Fødevareministeriet et udkast til offentlig høring vedr. Natura 2000-planer for 257 Natura 2000-områder samt en strategisk miljøvurderingsrapport for hvert planudkast. I den forbindelse har Danmarks Jægerforbund givet et høringssvar. Generelt bifalder jægerforbundet målsætningen om store sammenhængende naturområder med fokus på naturlige processer og naturens robusthed. Danmarks Jægerforbund har fået kommentarer fra flere kredse, som er indarbejdet i det endelige høringssvar. Det er netop de lokale betragtninger, der er virkelig vigtige i disse høringssvar, da lokal-viden ofte er ekspert-viden, man kun kan få, ved at bo ved områderne.
Vi kommenterer bl.a. på tilstanden i de kystnære farvande og på hvordan det påvirker fuglenes levesteder.
Især de jordrugende fugle er pressede – og her peger jægerforbundet på manglende myndighedsudøvelse når der kommer til forstyrrelse i yngleområder, prædation fra ræv, mårhund, mink og rovfugle som vi også må anerkende har en indvirkning på ynglesuccesen. Derudover har vi også kommenteret på, at der ikke kun skal være fokus på bifangst af havets pattedyr, men at der også i høj grad bliver fanget fugle, som havlit og fløjlsand.
Sidst, men ikke mindst, opfordrer Danmarks Jægerforbund til at udvide de økonomiske rammer for overvågning af økosystemer i havet. Økosystemerne er altafgørende for alt vildtet ved havet, både de jagtbare og de fredede. Desværre er tilstanden i de kystnære vande ikke god. Den er præget af for høj næring og stigende temperaturer, der resulterer i algeopblomstring og efterfølgende fødemangel til fuglene der er afhængige.