Mårhundegruppe Vestjylland brillerer
Målrettet indsats ved veletablerede baitpladser og anvendelse af natsigte har bl.a. sikret vestjyske mårhundereguleringsjægere stor succes. Antallet af nedlagte mårhunde i området er steget med hele 44 procent siden 2020.
Er man ikke rigtig kommet i gang med mårhundereguleringen, og savner man inspiration - så er der mange gode steder at kigge hen. Ét af dem er i retning af det vestjyske, hvor en lokal mårhundegruppe træder frem som et eksempel til efterfølgelse.
Gruppen, som dækker kommunerne Holstebro, Struer og Lemvig, sikrer koordinering af aktiviteterne i områderne via Facebook, hvor data indsamles og gøres op. Således kan vestjyderne melde, at antallet af nedlagte mårhunde i de tre kommuner er steget med hele 44 procent siden mårhunderegulering med natsigte blev tilladt i februar 2020. Mårhundegruppe Vestjyllands opgørelser bekræfter, at nøglen til succes ligger i fokus på regulering ved baitplads - og dermed også i arbejdet med at finde et godt sted at etablere en baitplads, opsætning af vildtkamera og vedligehold af pladsen. Hvis de vestjyske tal smitter af på landsplan vil vi ifølge Miljøstyrelsen kunne forvente et snarligt fald i vildtudbyttestatistikken over antal nedlagte mårhunde. Og det vil være første gang, det sker!
- Læs også: Status for de invasive rovpattedyr
International forpligtelse
Mårhunden er en invasiv art i Danmark, og vi har en international forpligtelse til at bekæmpe den og forhindre dens udbredelse til nye områder. Mårhunden kan være en trussel mod jordrugende fugle generelt, og dens kærlighed til vand og evner til at svømme gør den til en særlig trussel i vådområder, hvor vi i forvejen finder nogle at de mest sårbare arter. Mårhunden er ikke kostforagter og den æder mange forskellige slags føde, f.eks. ådsler, frøer, tudser, salamandre, snegle, biller, orme, korn, majs, æg og yngel. Selv rålam kan ende som bytte.
Hvis du, eller dit konsortium, gerne vil i gang med bekæmpelse af mårhunde, kan I med fordel henvende jer til den stedlige mårhundereguleringsjæger, som kan komme og holde et foredrag om love og regler, samt praktiske tips, råd og vejledning. Et sådant foredrag kan være en god måde at få opstartet en bekæmpelsesindsats i dit lokalområde.