Lovgennemgang med fokus på faunakriminalitet
Miljøministeriets lovgennemgang, der finder sted i øjeblikket, fokuserer bl.a. på faunakriminalitet. DJ har så vidt afgivet kommentarer vedr. fokus på at anvende strafferammen, større fokus på samarbejde mellem myndigheder samt en stærkere definition af begrebet faunakriminalitet.
Miljøministeriet har, som led i natur- og biodiversitetspakken fra december 2020, igangsat en lovgennemgang inden for ministeriets ressortområde. Gennemgangen har til formål at sikre, at den gældende lovgivning ikke begrænser mulighederne for at fremme biodiversiteten, herunder realiseringen af natur- og biodiversitetspakken. Danmarks Jægerforbund er blevet inviteret til at deltage i lovgennemgangen og har foreløbig afgivet en række kommentarer i forbindelse med gennemgangen af Fase 1 ud af i alt 2.
Fase 1 indeholder emnerne Bedre adgangsforhold, Beskyttelse af enkeltstående træer, Faunakriminalitet og Skovloven, hvoraf Danmarks Jægerforbund har kommenteret på de tre første emner.
Anvendelse af strafferamme og begreber
I forbindelse med emnet faunakriminalitet mener Danmarks Jægerforbund at der bør være fokus på at anvende den strafferamme, der er til rådighed i den nuværende lovgivning. Det er dog væsentligt, at man i alle sager differentierer og vurderer, om forholdet er begået med eller uden fortsæt.
Et andet punkt, som jægerforbundet ønsker fokus på, er selve definitionen af begrebet faunakriminalitet. Hvad dækker det mere præcist over? Kan (gentagen) færdsel med løs hund i en ynglekoloni eksempelvis betragtes som faunakriminalitet? Emnet er vigtigt, fordi definitionen af centrale begreber er essentielle i forbindelse med skyldsspørgsmål og straffeudmåling.
- Læs mere om Miljøministeriets lovgennemgang og de to faser
Stærkere samarbejde hos relevante myndigheder
Myndighederne bør have bedre fokus på at samarbejde i sagerne. Jægerforbundet påpeger væsentligheden i, at der arbejdes på at indsamle alle relevante informationer, og her er der brug for en mere tværfaglig tilgang. Dette tværfaglige arbejde kan eksempelvis være arbejdsgruppe på tværs af relevante myndigheder (og evt. fagpersoner), som ligeledes kan agere taskforce i særligt grove sager.
Der skal endvidere afsættes ressourcer til den lovbundne opgave, det er at opklare faunakriminalitet. Af jagtlovens §47 stk. 1 fremgår det, at naturstyrelsen og miljøstyrelsen er myndighed i sagen, og de skal derfor tage sig af henvendelser om emnet. Manglende ressourcer til at indgå i arbejdet kan derfor ikke være en begrænsende årsag til styrelsernes indblanding i sager. Det bør vurderes, om reglerne for frakendelse af jagttegn er gode nok. Retssagen omkring ulvedrabet viser, at der er forskellige tolkninger af reglerne.
- Læs også: Ulvedrab koster jagttegnet
Du kan læss mere om den verserende lovgennemgang i Miljøministeriets Kommissorium for lovgennemgang som opfølgning på natur og biodiversitetspakken.