OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 11. oktober 2022

Invitation: Hele Djursland på jagt i januar

Lørdag den 21. januar 2023 inviteres alle, der har jagt på Djursland, for fjerde år i træk til at deltage i en fælles bevægelsesjagt. Der er nu åbent for tilmelding.

Bevægelsesjagten afholdes af Ryomgård & Omegns Jagtforening, og det er som sagt fjerde gang, det sker. Senest, i januar 2022, deltog 176 jægere på knap 4000 hektar, og arrangørerne vil meget gerne være endnu flere. Hovedformålet med jagten er at få et indtryk af bestandene af rå-, då- og krondyr samt evt. en regulering af bestandene. Dette opnås ved at alle jager på eget revir mellem kl. 10.00 og 12.00 den samme dag, lørdag den 21. januar 2023.

Med flest mulige jagtarealer ”i gang” er chancen for at få vildtet i bevægelse større. Dette giver bedre muligheder for dels at få et bedre indtryk af bestanden af klovbærende vildt, dels chancer for at få noget for. Den enkelte jæger afgør naturligvis hvad der afskydes på eget revir. Danmarks Jægerforbund vil dog opfordre til at hovedfokus lægges på afskydning af lam og kalve før de voksne dyr.

Tilmelding til jagten skal ske pr. mail til ole.severinsen@sol.dk.

Program for lørdag den 21. januar 2023:

  • Kl. 10.00 – 12.00: Alle jager på egne revirer (tilmelding ønskes pga. vildtoptælling)
  • Kl. 13.00 – ca. 15.30: Vi mødes på Mejlgaard Slotskro, Mejlgårdvej 7, 8585 Glesborg, til fællesspisning, hyggesnak og foredrag om vildtet på Djursland. Desuden lodtrækningspræmier om bukkejagter, jagtgrej, lerdueskydning mv. Indbetal kr. 250,- på MobilePay 21789838. Tilmelding sker efter først til mølle-princippet og senest 5. januar 2023.

Efter jagten mailer hver enkelt jæger sine observationer til ole.severinsen@sol.dk. Han sørger for at videreformidle det samlede tal til alle jagtdeltagere og til Hjortevildt Djursland, til hjælp med det årlige bestandsestimat. Desuden får alle deltagere en mail retur med oversigt over hvad der er set og skudt i hele området.


Danmarks Jægerforbund, Hjortevildt Djursland og jægerrådene i Norddjurs- og Syddjurs kommuner anbefaler arrangementet.