Hvor kan jeg få opmålt mit trofæ?
Jagtsæsonen er skudt godt i gang og måske er det dig, der ønsker at få opmålt dit drømmetrofæ? Men hvor kan du få det gjort? Svaret kommer her.
Mange jægere sætter stor pris på at benytte sig af jægerforbundets tilbud om at få opmålt deres trofæer. Nogle bruger opmålingen til at sammenligne det seneste trofæ med de trofæer, der måske allerede hænger på væggen, mens andre bruger tallene til at følge en bestands udvikling igennem en længere årrække.
Lige som sidste år, så vil vores dygtige freelance trofæopmålere igen komme rundt forskellige steder i landet. Trofæopmålingerne udføres af freelancere, godkendt af NSK og jægerforbundet, som løbende underkastes kvalitetskontrol, så der sker en ensartet trofæopmåling og erfaringsudveksling. På den måde opnår man, at opmålingerne sker ud fra samme præmisser og forudsætninger i hele landet, og fortsat efter CIC's regler.
Formålet med samarbejdet er at sikre et opmålingskoncept, der skal varetage lokale, ensartede opmålinger, samt sørge for at skabe interesse for opmåling og samarbejde i dygtiggørelse indenfor trofæopmåling. Opmålingsarrangementer koordineres og planlægges samlet, og datoer vil blive offentliggjort i god tid på siden jaegerforbundet.dk/trofæ. Så hold øje med hjemmesiden. Vi lægger løbende nye datoer og steder på.
Kan vi arrangere en trofæopmåling i min jagtforening?
Du kan kontakte en af de trofæopmålere som Danmarks Jægerforbund samarbejder med. Sammen med trofæopmåleren, kan du f.eks. lave et trofæopmålingsarrangement lokalt i jagtforeningen. Husk, at kun trofæer opmålt af DJ/NSK-trofæopmålere, kan komme på bukke top-10 listen i medlemsbladet Jæger i maj måned.
Får jeg et DJ-diplom og en DJ-medalje?
Alle danske arter som er nedlagt i Danmark, får efter opmåling et Danmarks Jægerforbund diplom med logo på. Opnår trofæet point nok, får du også en medalje, hvor der på medaljens ene side er jægerforbundets logo og på den anden side angivelse af resultatet af opmålingen.
Se mere om trofæopmåling på www.jaegerforbundet.dk/trofæ.