Bestil gratis sikkerhedsudstyr til dig og din hund
Husk, at du her på hjemmesiden kan bestille gratis sikkerhedsudstyr til både dig og din hund på jagten. Alt, hvad du selv skal betale, er portoen.
Jagt og sikkerhed skal gå hånd i hånd. Når du løser dansk jagttegn, går en lille del af pengene til den lovpligtige ansvarsforsikring i Tryg. Forsikringen dækker skader, der sker ved affyring af skud under jagt og regulering eller i umiddelbar forbindelse med jagtens påbegyndelse eller afslutning.
Incitament til at sikre sig
I forbindelse med forsikringen produceres der også en række forskellige sikkerhedsmaterialer, som du kan bestille gratis. Som jæger kan du således bestille orange sikkerhedsbånd til hatten, cap, vest, hundehalsbånd og hundesikkerhedsvest, altsammen i de størrelser, der passer dig og din hund.
Ordningen skal primært gøre nye jægere mere sikre på deres første jagter samt give incitament til, at jægeren fremadrettet selv anskaffer godt sikkerhedsudstyr.
Betal efter modtagelsen
Bemærk, at du skal betale 55 kroner for porto og ekspedition i forbindelse med bestillingen af sikkerhedsudstyret. Betalingen skal ske senest otte dage EFTER varen er modtaget. Sammen med varen ligger der information om betalingsform, og når du bestiller, opgiver du de nødvendige informationer.
Sikkerhedsudstyret udbydes af Tryg Forsikring, som varetager den obligatoriske jagtforsikring, som du betaler i forbindelse med dit jagttegn.