Først tællinger, så forvaltning, derefter jagt og gåsesteg
De fleste gåsebestande i vores del af verden stiger i antal, så gåsegang er blevet synonymt med gåsefremgang. Gåsetællinger er med til at afgøre, hvordan jagten bliver tilrettelagt i de lande, hvor gæssene yngler eller overvintrer.
I første weekend af august 2022 gik den mest omfattende tælling nogensinde af indfødte danske grågæs på vingerne. Det skete, da Aarhus Universitet, Institut for Ecoscience i samarbejde med Danmarks Jægerforbund og frivillige fugletællere fra blandt andet Dansk Ornitologisk Forening drog ud i alle afkroge af landet for at tælle og bogføre alle de grågæs, der opholdt sig ved de danske kyster og på vandflader fra de største søer til de mindste moser. På den tid af året hører de grågæs, som opholder sig i Danmark, til vores egen ynglebestand.
I disse uger er tallene fra de mange hundrede gåselokaliteter ved at blive bearbejdet, så vi kan få et nationalt overblik over den danske ynglebestand af grågås. Men hvorfor i grunden lade gåsetællere liste ud overalt i fædrelandets våde områder med kikkert og notesblok?
- Målet er at sikre den bedst mulige forvaltning af grågåsebestanden, ikke kun i Danmark, men i hele Europa. Og før vi kan det, må vi vide, hvor mange fugle, der er i vores natur. Ni lande fra Norge og Finland i nord til Spanien i syd bidrager med deres respektive grågåsetal, så vi i løbet af efteråret vil få et internationalt overblik over antallet af grågæs i Europa, siger Gitte Høj Jensen, der er specialkonsulent på Institut for Ecoscience, Aarhus Universitet.
Forskere lægger facts på bordet
Grågåsen er delt op i to forvaltningsenheder, dels en trækkende bestand, som består af grågæs, der yngler i Norge, Sverige, Danmark og Finland, dels en enhed af standfugle, som året rundt opholder sig i Tyskland, Holland, Belgien og Frankrig.
- I foråret 2023 vil gåseforskere fra de ni lande, hvor grågæssene yngler og opholder sig, mødes for at stykke resultatet af tællingerne sammen. Som udgangspunkt er der i dag en målsætning, der siger, at forvaltningsenheden for trækkende grågæs skal være på 70.000 ynglepar, mens den skal være på 80.000 par for standfuglene. Forskerne vil før næste jagtsæson lægge alle gåsetallene på bordet. Som forsker er man objektiv, når man giver data om en bestands status. Med afsæt i vores tal er det så op til landenes naturmyndigheder og folkevalgte at afgøre, om en jagttid eventuelt skal forkortes eller forlænges, hvis en given bestand skal holdes på et fastsat niveau, siger Gitte Høj Jensen.
Styr på gåsetal og styr på jagten
Da de fleste bestande af gæs i vores del af verden vokser i antal, er det mest optimalt at tælle fuglene stort set hvert år og derpå skrue på de håndtag, der kan sikre en højere eller lavere afskydning alt efter status og målsætning for bestanden.
- Da der skete et voldsomt fald i antallet af tajgasædgæs, så bestanden, der primært overvintrer i Danmark og Sverige, var nede på cirka 35.000 individer, stoppede man jagten på denne art i Finland, og man reducerede dens jagttid i Danmark. Det bremsede nedgangen, og i marts 2022 blev bestanden estimeret til flere end 66.000 individer. Ved nøje at følge bestandene med stort set årlige tællinger og arbejde sammen om forvaltningen på tværs af landegrænser kan man ved hjælp af jagtens omfang ’styre’ antallet af gæs, siger Gitte Høj Jensen.
Gåseplatform sikrer fælles fodslag
Udover grågås og tajgasædgås er kortnæbbet gås og bramgås med i en fælles europæisk gåseforvaltning med afsæt i den såkaldte gåseforvaltningsplatform. Forvaltningen tager udgangspunkt i, at gæs ikke kender landegrænser, hvorfor bestandene skal forvaltes i samarbejde og enighed landene imellem.
Bestanden af kortnæbbet gås, der yngler på Svalbard og holder vinter i Nordvesteuropa, er målsat til cirka 60.000 individer. I disse år ligger bestanden på lidt over 70.000 individer, så her er det ’forsvarligt’ og bæredygtigt at skrue op for jagten i de lande, hvor kortnæbbet gås holder vinter fra september.
Bramgåsen er delt i tre forvaltningsenheder, en for bestanden i Østersøen, en for Nordsøbestanden og en for den arktiske bestand, som holder vinter i Vesteuropa. Bramgåsen er jagtfredet i EU, men den bliver reguleret i mange områder, hvor den forvolder skade på afgrøder.
Selv om der ikke er jagttid på bramgåsen holder forskerne godt øje med udviklingen i antallet. Derfor ved man, at den arktiske bestand af trækkende bramgæs tæller op imod 1.600.000 individer, mens Østersøens ynglebestand inklusive den danske tæller 70.000 fugle, mens Nordsøens bramgæs, der yngler i Holland og Tyskland, består af cirka 60.000 fugle. Her viser tællinger, at Nordsøens bestand af bramgæs er faldet kraftigt i takt med reguleringsindsatsen.
Og vi bringer her en gåseudsigt
En lang række faktorer er i spil, når en gåsebestand skal forvaltes til om ikke alles tilfredshed, så dog de flestes. Et stigende antal gåseflokke kan føre til øgede konflikter med landbruget, fordi gæs nu engang æder planteføde, og trækkende flokke af gæs nær lufthavne kan være til fare for flysikkerheden.
Også de igangværende klimaændringer hører med i billedet af en forvaltning, der jævnligt skal føres ajour, fordi gæssene ændrer vaner i takt med, at der bliver lunere længere mod nord, så de ikke er tvunget til at trække sydpå, men kan holde vinter nærmere deres yngleområder. Det øger overlevelsen.
Alt sammen bevirker, at gåseforskere ligesom meteorologer, der laver vejrudsigter, skal udarbejde ’gåseudsigter’, som kan forudsige, hvordan bestandene udvikler sig, og hvor gæssene opholder sig. Eneste forskel er, at vejrudsigten justeres dagligt, mens gåseudsigten kan nøjes med årlige justeringer.
