Fokus på adgangsforhold og enkeltstående træer
Miljøministeriets lovgennemgang, der finder sted i øjeblikket, fokuserer bl.a. på bedre adgangsforhold og beskyttelse af enkeltstående træer. DJ har så vidt afgivet kommentarer vedr. adgangen til naturen og beskyttelse af enkeltstående træer og levende hegn i det åbne land.
Miljøministeriet har, som led i natur- og biodiversitetspakken fra december 2020, igangsat en lovgennemgang inden for ministeriets ressortområde. Gennemgangen har til formål at sikre, at den gældende lovgivning ikke begrænser mulighederne for at fremme biodiversiteten, herunder realiseringen af natur- og biodiversitetspakken. Danmarks Jægerforbund er blevet inviteret til at deltage i lovgennemgangen og har foreløbig afgivet kommentarer i forbindelse med gennemgangens Fase 1 ud af i alt 2.
Fase 1 indeholder emnerne Bedre adgangsforhold, Beskyttelse af enkeltstående træer, Faunakriminalitet og Skovloven, hvoraf Danmarks Jægerforbund så vidt har kommenteret på de to første emner.
Danmarks Jægerforbund ønsker en rummelig natur med naturoplevelser for dem, der ønsker at benytte naturen aktivt. Naturen kan give rum til fordybelse og naturoplevelser skal være tilgængeligt for alle, uanset økonomisk formåen eller geografisk placering. Dog mener jægerforbundet at man altid skal afveje benyttelse og beskyttelse af naturen nøje, og har prioriteret dette i nævnte rækkefølge: Naturen/vildtet – jagten – og derpå jægeren.
Om bedre adgangsforhold
Miljøministeriet ønsker at gennemgå regulering vedrørende adgangsforhold for at se, om der er behov for ændringer, der kan gøre naturen mere tilgængelig. Danmarks Jægerforbunds hovedpointer vedr. adgangsforhold kan oplistes i følgende punkter:
- Natur før adgang
DJ mener at man altid i adgangsspørgsmål skal sikre at naturen og vildtet ikke bliver påvirket negativt. Derfor har vi advokeret for at der skal foretages en konsekvensanalyse inden man tillader yderligere adgang. DN har foreslået at der bliver tilladt adgang i privatejede skove hele døgnet. Dansk Skovforening foreslår at begrænse adgang til bestemte områder midlertidigt. DJ mener, at man skal sikre vildtet ro, og at der derfor ikke er grund til at tillade yderligere adgang. Som det er nu, er der adgang på stier i privatejede skove fra kl. 06.00 til solnedgang. - Skræmmeskilte/ håndhævelse af regler
DJ mener, at der mangler håndhævelse af eksisterende regler. Manglen på håndhævelse fører muligvis også til flere skræmmeskilte. DJ’s skiltning under jagt er altid ”Vis hensyn – det gør vi.” - Nedlæggelse af veje og stier
DJ finder det kritisabelt at det har været så let at nedlægge markveje og stier. Som det er nu, skal ejeren af vej eller sti blot orientere kommunen fire uger inden nedlæggelse, hvorefter ejeren kan nedlægge stien, hvis kommunen ikke når at gøre indsigelse inden for de fire uger. Der er stillet forslag om at gøre denne orienteringspraksis til en godkendelsespraksis, hvor kommunen aktivt skal godkende en nedlæggelse af sti eller vej. DJ finder det kritisabelt at der er nedlagt så mange markveje og stier, da disse fungerer som et vigtigt habitat for bl.a. agerhønen. - Hunde i naturen
Dette er et stort problem mange steder, særligt i ynglekolonier i sommerperioden. Der udvises mange steder meget lidt respekt omkring påbud om hund i snor.
Om beskyttelse af enkeltstående træer
I gennemgangen vil Miljøministeriet se på regler, der sikrer at beskytte enkeltstående træer, med henblik på at beskrive og skabe overblik over de gældende muligheder for at frede træer, mv. samt at identificere eventuelle mangler og begrænsninger, herunder ift. at fremme biodiversiteten og undgå utilsigtede begrænsninger.
Danmarks Jægerforbund går generelt ind for en udvidet beskyttelse af enkeltstående træer og levende hegn i det åbne land. Derfor er jægerforbundet også positive stemt overfor en forslået tilskudsordning, som skal sikre bevarelse af enkeltstående træer og levende hegn. Det er af andre interessenter forslået at anvende fredning til sikre denne bevaring, hvilket DJ kun mener bør anvendes i særlige tilfælde.
Arbejdet med lovgennemgangen omkring beskyttelse af enkeltstående træer har gjort det tydeligt, at der er behov for en bedre begrebsdefinition, da begreber som ’’Enkelte stående træ’’, ’’Levende hegn’’, ’’Risiko træer’’, og ’’Skov’’ ikke er tilstrækkeligt defineret.