Ynglende duehøge var værter for møde om rovfugledrab

Det er torsdag formiddag i Nordjylland og på denne dag, hvor vejret veksler mellem sol og overskyet, har formanden for Dansk Ornitologisk Forening (DOF), Egon Østergaard, formanden for Danmarks Jægerforbund (DJ), Claus Lind Christensen, ornitolog og duehøg-entusiast Jan Tøttrup og de to herregårdsjægere Jeppe og Mathias, forud for Naturmødet i Hirtshals, sat hinanden stævne på et professionelt jagtvæsen med udsætning af fasaner og to par ynglende duehøge.

Og hvorfor skal en formand for en jagtorganisation og formanden for de danske ornitologer, bruge en formiddag på det, kan man spørge sig selv om? Baggrunden for besøget er, at DOF og DJ i november 2021 indgik i et rovfuglesamarbejde - projektet Fælles fokus på de danske Rovfugle - som løber frem til november 2022. Ambitionen med projektet, som er finansieret af 15. Juni Fonden, er at det skal være slut med at misforståelser og manglende viden, resulterer i drab på rovfugle i Danmark. Ved fælles hjælp vil DOF og DJ forsøge at komme misforståelserne til livs gennem formidling om rovfuglenes biologi og rolle i naturen.

Skovens skygge var i tilbagegang

Siden 2010 er 44 rovfugle dræbt enten med skydevåben eller gift og i flere tilfælde er rovfuglene fundet på lokaliteter, hvor der udsættes fjervildt. Dette til stor ærgrelse for mange jægere og udsættere. På landsplan er duehøgen en af de tre rovfuglearter, som jf. den seneste atlasundersøgelse er gået tilbage, mens andre arter af rovfugle, er inde i en positiv bestandsudvikling. Desværre mistænkes ulovlig efterstræbelse at være en af årsagerne til duehøgens tilbagegang.

Jan Tøttrup har ringmærket duehøg i over 40 år og har et indgående kendskab til ynglende duehøge i det nordjyske, og også her har bestanden været i tilbagegang, i hvert fald i en periode. Nu lader udviklingen dog til at være vendt, og Jan har kendskab til reder med ynglende duehøge i hele landsdelen. Flere steder er der et sammenfald med udsætning. Det kræver erfaring, et trænet øje og viden om, hvor duehøgenes foretrukne opholdssteder er, for bortset fra dens karakteristiske kald ”kiii-vik”, under parringsflugten, er det ikke en fugl, som gør meget væsen af sig. Reden placeres tæt på stammen i 10 til 20 meters højde og fra slutningen af marts måned frem til april lægger hunnen tre til fire æg.

Den første rede som besøges, ligger forholdsvis tæt på en skovvej, men langt de færreste skovgæster er klar over at en af Danmarks mest sky rovfugle ligger på reden med sine nyligt klækkede unger, ganske få meter fra hvor de går tur, cykler eller lufter hund. Hunnen bliver under hele besøget liggende musestille på reden og gør ikke noget væsen af sig, og det eneste vidnesbyrd om dens tilstedeværelse er reden og en efterladt håndsvingfjer fra hannen. Jan Tøttrup forklarer, at man typisk finder disse svingfjer i nærheden af reden, da de fældes i løbet af foråret. Fjerene samler han gerne sammen, og da deres aftegninger og mønstre er lige så personlige som et fingeraftryk, kan man faktisk holde øje med om det er de samme individer, som hvert år yngler i området.

”Vi deler skoven og fasanerne med duehøgen”

Duehøgen er en dygtig jæger, som ofte nedlægger sit bytte i et pludseligt overraskelsesangreb. På en ejendom som denne, hvor besøget finder sted, og hvor der udsættes fasaner, er der naturligvis en del fasaner på duehøgenes menu. De udsatte fasaner øger fødetilgængeligheden for rovfugle som eksempelvis duehøg betragteligt, og duehøgen lærer hurtigt, hvor de forskellige udsætningspladser er.

Denne for duehøgen helt naturlige udnyttelse af en potentiel føderessource, gør den ikke altid særligt populær. Selvom udsat vildt juridisk set er vilde dyr, som ikke ejes af nogen, før det er nedlagt, føler mange et vist ejerforhold for deres udsatte fjervildt og dermed ærgrelse, når duehøgens jagtlige aktiviteter påvirker deres udsætning negativt. En ting er de fasaner den slår ihjel og efterfølgende fortærer, noget andet er den panik som den kan skabe, og som kan få fasanerne til at udvandre. Hos de to herregårdsjægere er holdningen dog klar: duehøgene hører til i skoven, og så må man leve med at skulle dele fasanerne med dem. Det er dog muligt at tage sine forholdsregler ved at sørge for, at der er masser af dækning på udsætningspladsen, undlade at udsætte ved siden af oplagte udkigsposter eller have lange lige og åbne spor. Med andre ord – at kunne sit håndværk.

Masser af viden og vigtig dialog

Den næste og sidste rede på ejendommen ligger ganske tæt på selve opdrættet. Også her fortæller Jan Tøttrup, at der ligger en hun med unger i reden. Parret har etableret sig ved opdrætspladsen for nylig, efter at have opgivet deres sædvanlige rede. Duehøgene som ellers er en af de vingede topprædatorer i skoven har nemlig en fjende, som ikke går af vejen for lejlighedsvis at have duehøg på menuen – nemlig den store hornugle. Dens indtog i skoven har medført at både musvåger og duehøge i nogle tilfælde har fundet nye lokaliteter til deres reder. Musvågerne i udkanten af skoven og duehøgene lavere i træerne og måske lidt tættere på menneskelig aktivitet, end de egentlig foretrækker?

Besøget på jagtvæsnet gav masser af viden om duehøg med i bagagen, og derudover også en ærlig snak omkring ulovlig efterstræbelse af rovfugle og om hvordan det er et udtryk for et natursyn, som mange jægere og herregårdsjægere ønsker at lægge bag sig. Derudover understregede besøget også at det at mødes og tale sammen, er vigtigt og nødvendigt.

Redigeret af Anton Lihn & Iben Hove Sørensen

Fakta om duehøgen

Duehøgen har et kraftigt hovedparti, mørkt hoved med lys øjenbrynstribe, kraftigt næb, gule eller orange øjne og kraftige gule ben. Korte, brede, afrundede vinger. Halen er bred og tværbåndet med tydeligt afrundede hjørner. Duehøgens overside er blågrå, undersiden er hvid med mørke tværbånd. Hannen er på størrelse med en gråkrage mens hunnerne kan være musvågestore, men med en længere hale. Ungfugle har gullig, længdeplettet underside og en mørkebrun overside med gullige fjerrande.

Forveksling: Duehøg hannen kan forveksles med spurvehøg hunnen, da de har omtrent samme størrelse. Her er de kraftige fangere og det orange øje gode kendetegn. Arterne kan også generelt forveksles, hvis man ikke kan få indtryk af størrelsen. Duehøgen virker dog generelt tungere og kraftigere

Udbredelse og levesteder: I Danmark er de gamle duehøge standfugle og de unge strejffugle, som dog sjældent når uden for landets grænser. Duehøgen er en relativt sjælden ynglefugl i Danmark, men til gengæld er den enormt udbredt i resten af Europa, Asien og Nordamerika. Duehøgen foretrækker et landskab, hvor skove veksler med åbne arealer, og det er en fugl, der kræver store territorier og som er bygget til overraskelsesangreb inde i skoven. Man ser flest duehøge i større skovområder, hvor der er godt med byttefugle.

Føde: Duehøgen er alsidig i sit fødevalg og fanger fortrinsvis de fugle, der er mest talrige og i en passende størrelse, hvorfor der også kan forekomme store lokale variationer. Typisk tager duehøgen dog mest kragefugle og duer men hvis disse mangler, tager den også gerne fasaner, egern og harer. Der er stor størrelses forskel mellem kønnene hos duehøg, hvilket også afspejles i fangsten af byttedyr. Hannen tager gerne bytte op til ringdue størrelse, mens hunnen binder an med så store fugle som grågæs. Selv musvåge og rød glente kan risikere at blive bytte.

Yngleforhold: Yngler normalt første gang 2-3 år gammel. Hos standfugle synes pardannelsen at være livslang. Duehøgens redebygning foregår højt til vejrs i et træ. Duehøgen lægger 3-4 æg pr. kuld.

• Duehøg / Accipiter gentilis / Northern Goshawk
• Vingefang: 95-125 cm
• Længde: 50 cm
• Vægt: 600-1100 g
• Ynglealder: 2 år
• Kuldstørrelse: 3-4 æg
• Antal kuld: 1
• Rugetid: 40 dage
• Ungetid: 40 dage
• Levealder max. 20 år

Rødlistestatus:

• Global: ikke truet
• Danmark: ikke truet