OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 25. januar 2022

Du kan nå det endnu - tid til opsætning af ducktubes

Ducktubes bliver et mere og mere almindeligt syn, og ænderne bruger dem gerne. Erfaringer fra 2021 viste at 55 pct. af de ducktubes som indgik i en undersøgelse, igangsat af Water Fowlers Network, leverede et kuld ællinger.

Tekst og Foto: Lene Midtgaard

Det er en fordel at opsætte ducktuben så tidligt som muligt, gerne allerede i januar måned, men du kan nå det endnu, hvis du ikke allerede har sat den op. Ducktubes skal helst være opsat før marts måned. For at minimere risikoen for prædation bør ducktuben placeres ca. 5 meter ude i søen i åbent vandspejl, eller som minimum, så anden kan se vand på begge sider, og ikke inde i en sivbræmme. Men det betyder ikke at dækningen ikke er vigtig.

Meget åbne søer vil ikke tiltrække ynglende gråænder i samme grad som en sø med dækning. For den rugende and er dækningen vigtig når hun hopper af reden for at søge føde, både i forhold til prædatorer, mens også som skjul for ikke udparrede andrikker som er på udkig efter en mage og som i deres iver, kan være meget voldsomme ved anden, især hvis der er flere som kaster deres kærlighed på hende, på én gang.

Redemateriale er vigtigt

Når ducktuben sættes op er det vigtigt at fore den med redemateriale, da ænderne ikke selv indsamler noget, men blot plukker lidt dun af sig til at fore deres rede med. Er der redematerialer bygger anden reden, men mangler redematerialerne, vil hun ofte bare lægge sine æg inde i ducktuben, hvor de vil kunne blæse ud, eller ligge og rulle rundt. Allerede opsatte ducktubes, efterfyldes efter behov. Halm er meget velegnet som redemateriale. Når halmen placeres, er det vigtigt at den fordeles således at den ikke ligger som en prop i åbningen, men i stedet er skubbet godt ind i midten. I ældre ducktubes fjernes eventuelle ikke klækkede æg, når rederne alligevel efterses.

Pas på rotter

Når ducktuben opsættes er afstanden til vandspejlet også vigtig at være opmærksom på. Afstanden mellem vandoverfladen og underkanten af ducktuben bør ligge på mellem 40 og 60 cm. Rederne kan med fordel monteres på 2,5 tomme galvaniserede jernrør, som rotter, ikke kan klatre op ad. Af den årsag, skal man aldrig montere ducktuben på træpæle, da rotterne vil have let ved at klatre op ad den ru overflade.

Generelt er prædationen på rugende gråænder og deres reder væsentlig lavere, end hvis reden er placeret på jorden - hvis ducktuben altså er korrekt placeret. Det bakker erfaringer fra Holland op om. Her formoder man, at det netop er den mangeårige brug af kunstige reder, som har været med til at vende den negative bestandsudvikling hos gråænder.