Derfor trofæjagt

Europæisk bison (som for nylig er udsat på Bornholm), hvidt næsehorn, Alpinsk og Spansk stenbuk ville have været udryddet i dag, hvis ikke det var for jagtlig interesse og særligt trofæjagt. Interessen for at gå på jagt er stigende, og flere og flere vælger at drage på trofæjagt i udlandet. Det har stor betydning for at skabe interesse og grundlag for en kvalificeret naturforvaltning, og ikke mindst et økonomisk incitament for vildtets bevarelse. Jagtinteresser medvirker nemlig til mere og bedre natur, ligesom jagt kan bekæmpe krybskytteri, og sågar bidrage til fattigdomsbekæmpelse i tredjeverdenslande.

• Læs også: EU-afstemning om forbud mod import af CITES jagttrofæer

Jagten og jægerne

Vi er jægere, fordi det er en naturlig drift – men det er også en væsentlig del af vores kultur og tradition. Jagt er også rekreation og giver mange jægere et tiltrængt pusterum i en hektisk hverdag, hvor naturen ofte er alt for langt væk i forhold til vores måske mere harmoniske og oprindelige måde at leve på. Undersøgelser viser faktisk at jægere er lykkeligere end gennemsnittet. Jagt er også gastronomi. Udbyttet giver nogle helt unikke madoplevelser og understøtter manges behov for at komme tættere på naturen og selv skaffe føden: Dyrke køkkenhave, samle bær, plukke svampe, fiske, mv.

I den moderne verden går vi først og fremmest på jagt fordi vi kan lide det, og interessen for natur og dets dyreliv er stor. Jægerne ønsker at opleve naturen intenst og være en del af den. Det sker på jagt! Og jagten er også en del af forvaltningen af vildtet. Jagt er udnyttelse af en fornybar naturressource.

I udviklingslandene er jagt i nogen udstrækning en del af det at overleve – skaffe føde for at undgå at sulte. Ligesom jagtheld har været en meget vigtig del af menneskets overlevelse historisk set.

Jagt bevarer vildtet

Jagten skal som udgangspunkt være bæredygtig, i hvert fald for de arter som samfundet ønsker skal bevares nu og i fremtiden. Arter som mink, mårhund og den lille asiatiske muntjac hjort er ikke naturligt hjemmehørende i Danmark, og derfor forrykker de naturens balance med risiko for at autentisk natur og dets dyreliv ødelægges. Derfor kan afskydningen af disse eksotiske arter overstige det, som måtte være bæredygtigt, netop fordi samfundet ikke ønsker deres tilstedeværelse.

Jagten på de hjemmehørende vildtarter skal være bæredygtig. Det vil sige, at udnyttelsen af den fornybare naturressource, som vildtet er, ikke må få et omfang, hvor den pågældende arts bevarelse er truet, nu og for fremtidige generationer. Når vi jager bæredygtigt høster vi således af naturens overskud. Et overskud, der under alle omstændigheder ville gå tabt på anden vis - via sygdom, naturlig dødelighed og andre dødsårsager, hvis ikke jagten resulterer i et udtag. Jagtudtaget kompenserer for anden dødelighed. Hertil kommer, at jagten for at være bæredygtig skal indeholde et økonomisk element. Jægere betaler for deres friluftsinteresse. Jagt er kommerciel, og jagtens værdi medvirker til at lodsejere og lokale befolkninger i udviklingslandene kan se en interesse i at jagten indgår som en væsentlig del af naturforvaltningen.

Bæredygtig jagt giver mere natur

Tab af levesteder er mange steder i verden en af de mest væsentlige årsager til tilbagegang af sårbare arter, og stærke jagtinteresser og jagtmulighed på arter, der tåler et jagttryk, vil således være medvirkende til at sikre naturområder, fordi områderne er en forudsætning for bæredygtig jagtudøvelse.

Jægere bidrager med frivilligt arbejde i naturen alene i Danmark med hvad der svarer til over 200 millioner kroner årligt. Jagten giver mere natur, og jagt er aktiv naturforvaltning. Ud over biologien og økonomien skal jagten også være socialt accepteret for at den er bæredygtig. Fra undersøgelser ved vi at befolkningen i Danmark generelt har en positiv holdning til jagt.

Det er således særskilt i jægernes interesse, at jagten er bæredygtig. Er jagten ikke bæredygtig forsvinder jagtmuligheden og det er det sidste jægerne ønsker. Jægerne arbejder på at sikre bæredygtig jagt og vildtets bevarelse, og jægernes adfærd er afgørende for om jagten er bæredygtig. Kun ved at jagten som helhed og jægerne bliver opfattet som seriøse og troværdige partnere i den nationale og internationale naturforvaltning, vil jagten få den nødvendige accept i befolkningen og dermed være bæredygtig.

Trofæjagt

Ordet trofæ stammer fra det græske ord tropaio, der refererer til det krigsbytte som blev taget til ære for den græske krigsgud Zeus. Det at tage et trofæ har været en del af vores kultur op igennem historien. Det gælder både i krig, på jagt og ved sport. Trofæet har typisk symboliseret sejr og dygtighed. Trofæet signalerer ikke nødvendigvis noget i selv, men vidner også om en bedrift. For den moderne jæger er trofæet ligeledes et vidnesbyrd om jagtheld og dygtighed.

Mange jægere stræber efter trofæer, og for nogen er efterstræbelsen efter trofæet det primære formål med jagten. Årsagerne til denne efterstræbelse kan være mange. De fleste mennesker styres delvist af konkurrence mentalitet. Anderledes er det ikke for jægere. Derfor vil noget, der minder om et konkurrence element, uden tvivl spille en væsentlig rolle i efterstræbelsen af trofæet. Man har måske behov for at vise omverdenen hvor dygtig en jæger man er, og netop nedlæggelsen af et stykke vildt, som er gammelt og erfarent med dertil hørende trofæ, vil i mange tilfælde bevidne jægerens dygtighed. Samtidig er trofæet et væsentligt minde fra jagtoplevelser.

Et amerikansk mundheld siger ”If it ain´t hard gettin´ - it ain´t worth havin´.” Det er hvad trofæjagt i sin grundsubstans handler om. Trofæjagt bekæmper fattigdom og krybskytteri - If it pays it stays!

Jægernes efterstræbelse af en given vildtart med tilhørende trofæ åbner mulighed for at skabe et marked for ikke bare jagt, men også trofæjagt, hvor det betaler sig for de lokale befolkninger i udviklingslandene at bevare og pleje bestandene. Jægeren betaler en afgift for at nedlægge vildtet – en trofæafgift. Afgiften går typisk til både staten og lokalbefolkningen, hvis der jages på privat grund. Samtidig giver det beskæftigelse til lokalbefolkningen, fordi jægeren bl.a. skal have forplejning og logi og transport. Alt sammen incitamenter til at lokalbefolkningen fastholder og udbygger markedet for jagt. Jagtturismen giver arbejdspladser lokalt og udnytter en fornybar naturressource.

Bushmeat er ikke bæredygtigt

Hvis der ikke er trofæjagt eller andre jagtinteresser i et område sker der ofte det, at vildtbestandene efterstræbes ulovligt eller at ansatte i nationalparker og vildtreservater nedlægger det vildt, der skal nedlægges som et led i forvaltningen. Den illegale efterstræbelse er ofte meget bestialsk og minder om metoder vi for længst har afskaffet.

Sker efterstræbelsen ved krybskytteri/ulovlig jagt og fangst viser erfaringer, at det ikke er bæredygtigt. Det er såkaldt ’bushmeat’, hvor lokale ved ofte meget tilfældige og ikke selektive metoder fanger eller nedlægger vildt, og ofte i en grad hvor der er tale om overudnyttelse og efterstræbelser af arter, der ikke tåler et udtag. Efterstræbelsen af bushmeat er ikke reguleret og overvåget, og derfor kan den få katastrofale konsekvenser for vildtet. Erfaringerne viser, at efterstræbelsen af bushmeat har udryddet dyrelivet i visse områder i Asien og Vestafrika. Bushmeat giver på kort sigt føde til fattige områder, men det er ikke en langsigtet model. Det er ikke bæredygtigt!

Når krybskytteriet sker på grund af efterstræbelsen af elfenben, horn fra næsehorn, tiger, gorillaer mv., så er der tale om samme problemstilling som ved efterstræbelsen af bushmeat. Hertil kommer, at vildtkødressourcen ikke udnyttes, hvilket forværrer og forstærker problemstillingen yderligere. Vildtkødressourcen går tabt, og dyrelivets eksistens er truet, fordi der efterstræbes arter uden regulering og overvågning.

Vildtet får ny værdi for de lokale

Når en jæger køber en jagttur og retten til på bæredygtige vilkår at nedlægge en given vildtart, er der grundlag for en forretning, og vildtet får pludselig en helt anden værdi for lokalbefolkningen. En forudsætningen for at jagten kan finde sted er, at den pågældende vildtbestand, hvorfra jagtudtaget skal ske, skal være nøje styret og overvåget, så man sikrer sig at jagten er bæredygtig. Den pågældende vildtbestand skal kunne tåle, at der sker et udtag – at der skydes ét eller flere individer.

Jægeren betaler staten, jagtguiden, og hjælperne og skaber dermed arbejdspladser. Vildtkødet tilgår de lokale, så det udnyttes til mad. De lokale får samtidig arbejdspladser. De lokale begynder at passe på vildtet og bekæmper krybskytteri, fordi det er ødelæggende for deres eksistens – indtjeningsmuligheder på trofæjagt og tilknyttede sideeffekter, hvis bestandene trues af krybskytteri. Erfaringer viser, at en holdningsændring i lokalsamfundene og de lokale kræfter er langt mere effektive til at bekæmpe krybskytteri end myndigheder, mv.

Ved trofæjagt skabes arbejde og lokalbefolkningen får føde fra en fornybar ressource der styres, plejes og overvåges, så jagtudtaget er bæredygtigt. Alt kød under trofæjagt går til lokalbefolkningerne. Jeg har ikke hørt om jægere, der på deres jagtrejser har mødt modstand mod jagt hos lokalbefolkningerne. Tværtimod.

Elefanter tåler trofæjagt

Desværre opgøres bestandene af elefanter i Afrika ofte, så man kunne få det indtryk at elefanten ikke tåler jagt. Sagen er den, at i de områder af Afrika, hvor der udøves trofæjagt på elefant, er der tale om bæredygtig jagt – altså tåler bestandene af elefanter, at der nedlægges individer. Der er flere områder i Afrika hvor elefanterne er så talrige, at de nedbryder økosystemer og dermed det fortsatte livsgrundlag for mange andre vildtarter. Tilsvarende gør sig gældende for lokalbefolkningerne livsgrundlag, fordi alt for talrige bestande af elefanter udgør en stor trussel mod fødevareproduktionen.

Der nedlægges ca. 140 elefanter under jagt i Afrika, mens der formentligt nedlægges i omegnen 30.000 – 40.000 illegalt ved krybskytteri. Elefanterne, der nedlægges på jagt, bidrager ikke til salg af elfenben, idet jægerne vil beholde trofæet.

Bekæmper fattigdom

I udviklingslandene er naturen ofte under pres og overudnyttes i mange tilfælde. Det betyder, at sårbar og sjælden natur og tilhørende dyreliv risikerer at forsvinde. På den ene side er der ønske om bevarelse af natur. Det kræver ressourcer og overskud. På den anden side er der en befolkning, som er fattig og ofte udsat for sult. Vildtet kan i nogle tilfælde være en kortsigtet måde at skaffe føde på, men ofte overudnyttes det. Vildtets tilstedeværelse kan true især mindre landbrugsbedrifter og dermed grundlaget for fødevareproduktion. Dette skisma kræver langsigtede løsninger og uddannelse.

Konkret har Danmarks Jægerforbund gennemført flere udviklingsprojekter i Afrika, finansieret af Danida under den såkaldte civilsamfundsstrategi. Målet med projekterne har været at bekæmpe fattigdom ved at skabe grundlag for egentlige indtægter i lokalområder, herunder at standse trækulssvidning, afskovning med henblik på opdyrkning og krybskytteri. Det er bl.a. sket ved at projekterne har etableret udviklingsprogrammer for landsbyerne samt sikret miljøundervisning og forståelse for den bæredygtige udnyttelse af naturressourcer.

Når lokalbefolkningen i udviklingslandene forstår værdien af at betalende jægere nedlægger vildt, herunder trofæbærende vildt, og samtidig selv profiterer af denne jagt, vil lokal befolkningen gøre en aktiv indsats for at undgå bushmeat og bekæmpe krybskytteri. Eksempler på lokalbefolkningers inddragelse i vildtforvaltning og trofæjagt er bl.a. CAMPFIRE projektet i Zimbabwe og Namibia Comunal Area Conservancies i Namibia.