OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 03. august 2022

De danske grågæs skal tælles i weekenden

En landsdækkende optælling af grågæs finder sted i den kommende weekend, hvor frivillige gåsetællere og forskere går sammen om at tælle de mange grågæs, der opholder sig i Danmark om sommeren. Har du lyst til at deltage, så læs med her.

Tekst: Iben Hove Sørensen og Henning Heldbjerg
Foto: Jørgen Peter Kjeldsen

De danske grågæs er en del af den vesteuropæiske bestand, som er mere end syvdoblet siden 1980'erne. Med det stigende antal gæs er mulighederne for at opleve de store gåseflokke også steget – på godt og ondt, idet de store naturoplevelser også er forbundet med konflikter med landbruget. Siden 2018 har udbredelseslandene derfor været fælles om en international, adaptiv forvaltningsplan for grågås. Planen har fokus på at håndtere de voksende udfordringer og sikre en bæredygtig jagt, samtidig med at gæssene og deres levesteder sikres en tilstrækkelig beskyttelse.

For at opnå den bedst mulige forvaltning af grågåsen, er det nødvendigt at have overblik over fordelingen af fuglene både i yngletiden og i vinterhalvåret. Samtidig skal det årlige jagtudbytte (inklusive regulering) i hvert land være kendt. I Danmark har vi godt styr på vildtudbyttet, men antallet af ynglende gæs har vi kun et upræcist estimat for.

Sommertællingen

Efter ynglesæsonen samles grågæssene i stadigt større flokke, og i løbet af august kommer der gæs til Danmark fra nordligere ynglebestande. De ynglende fugle fra Danmark overvintrer sydpå, primært i Holland og Sydspanien, men et stigende antal formodes at blive i Danmark hele vinteren.

For at holde fokus på den danske sommerbestand, skal optællingen foregå i weekenden d. 6.-7. august 2022, inden efterårstrækket for alvor går i gang. Gæssene skal tælles ved søer, vådområder og kyster, hvor de typisk raster efter at have fourageret mere spredt i landskabet i morgentimerne.

Et tilsvarende arbejde er under udvikling i Norge, Sverige og Finland, og optællingerne drøftes regelmæssigt i den internationale arbejdsgruppe under Vandfugleaftalens europæiske gåseplatform (AEWA European Goose Management Platform). Arbejdet i Danmark bliver løbende koordineret med de øvrige lande, og vi kan samtidig drage nytte af resultater fra de andre landes projekter og indsatser.

Optællingen af grågæs er finansieret af Miljøstyrelsen.

Vil du være med?

Hvis du har lyst til at bruge et par timer i den kommende weekend på at tælle grågæs, så hører vi meget gerne fra dig. Vi har stadig brug for mange gåsetællere fordelt i hele landet, og vi hører meget gerne fra alle fugleinteresserede jægere, der har lyst til at deltage. Både store og små flokke skal optælles, og besøg på egnede lokaliteter uden gæs har også stor værdi for optællingen.

Lokaliteten vælger du sammen med os, meget gerne i nærheden af din bolig eller hvor du ofte færdes, og selve optællingen kræver blot, at du har en kikkert og mulighed for at bruge tid ved den valgte sø, kyst eller mose på at tælle de rastende grågæs. Efter optællingen bedes du indrapportere resultatet (dato, tid, lokalitet og antal grågæs) hurtigst muligt; selve afrapporteringen foregår elektronisk og tager kun få minutter. Det endelige resultat vil blive præsenteret i Jæger og andre medier omkring årsskiftet.

Husk tilmelding

Tilmelding foregår pr. mail eller telefon, og både tilmelding og spørgsmål kan rettes til Iben Hove Sørensen ved Danmarks Jægerforbund (ihs@jaegerne.dk, mobil 8177 1664) eller Henning Heldbjerg ved Institut for Ecoscience, Aarhus Universitet (hh@ecos.au.dk, mobil 2427 3250).

FAQ om sommertællingen

  • Skal jeg tilmelde mig sommertællingen på forhånd?

Ja, det er bedst, at du tilmelder dig på forhånd. På den måde har vi bedst overblik over hvilke lokaliteter, der bliver dækket.

  • Skal jeg have erfaring med at tælle fugle?

Nej, vi leder ikke kun efter erfarne optællere. Har du aldrig talt fugle før, kan du overveje at vælge en mindre lokalitet, som er let at overskue.

  • Skal jeg have særligt udstyr med?

Nej, men du skal have en kikkert med. På større lokaliteter kan det desuden være nødvendigt med et teleskop, da det ellers kan være svært at tælle gæssene.

  • Hvilke gæs skal tælles?

Du skal tælle alle de grågæs, der raster på din lokalitet. Overflyvende grågæs skal ikke tælles med, men kan evt. noteres i indtastningsskemaets notefelt. Det samme gælder andre gåsearter, f.eks. bramgås og Canadagås, og grågæs, som registreres uden for den valgte lokalitet.

  • Hvad skal data bruges til?

Data skal bruges til at estimere antallet af ynglende grågæs i Danmark. Det er en vigtig brik i den internationale forvaltning af grågås, som kun kan fungere optimalt, hvis vi har tilstrækkelig viden om både den levende bestand og antallet af nedlagte individer.

  • Hvornår skal jeg tælle?

Vi anbefaler, at tællingen udføres mellem kl. 11.00 og 18.00, da gæssene typisk fouragerer på marker o.lign. i løbet af morgenen. Gæssene er lettest at tælle, når de samles på rastepladserne igen sidst på formiddagen.

  • Hvordan tæller man?

I mindre gåseflokke kan individerne let tælles enkeltvis. Hvis flokkens størrelse gør det svært at tælle enkeltindivider, kan du i stedet tælle flere individer ad gangen ved først at danne dig et indtryk af, hvor meget f.eks. 10 eller 25 fugle fylder. Dernæst tælles resten af flokken i ”portioner” af det valgte antal (f.eks. 10-20-30 eller 25-50-75). Vær opmærksom på, at fuglene ikke nødvendigvis står lige tæt i hele flokken.

  • Hvor lang tid skal jeg bruge på hver lokalitet?

Du skal opholde dig på hver lokalitet, til du har optalt alle de rastende gæs. Hvis der ingen gæs er på lokaliteten, kan du forlade stedet, så snart du har scannet området. På små lokaliteter kan det ofte klares på få minutter.

  • Hvad skal jeg rapportere, hvis der ingen gæs er?

Hvis du har besøgt en lokalitet, hvor der ingen gæs var, skal det indrapporteres som et 0. På den måde får vi også viden om de typer af lokaliteter og områder af Danmark, hvor der ikke raster grågæs.

  • Kan jeg få hjælp eller vejledning i weekenden?

Ja, vi vil forsøge at være tilgængelige hele weekenden, så du kan kontakte os. Det gælder f.eks. også ønsker om flere lokaliteter, hvis du er blevet tidligt færdig og har lyst til at tælle videre et andet sted.

  • Jeg kan ikke i weekenden. Må jeg tælle en anden dag i stedet for?

Ja, det må du gerne. Vi vil helst have, at tællingen foregår i weekenden, men alle dage i perioden 3.-9. august kan inkluderes, hvis der er behov for det.