Bukkejagt på en ny måde

Nogle jægere har det fint med, at rammerne omkring bukkejagten stort set er de samme år efter år, mens andre nyder at udforske diversiteten inden for bukkejagt lidt mere, både hvad angår sæson og jagtform.

Jakob Jensen fra Sydsjælland var således hurtig til at takke ja, da hans engelske jagtkammerat Daniel Smith inviterede på bukkejagt i et bakket engelsk landbrugslandskab i Sydengland.

På bagkant af brunsten

Ikke nok med at det var bukkejagt under fremmede himmelstrøg, så skulle jagten også foregå små 10 dage inde i august – altså hen mod slutningen af råvildtets brunstperiode, hvilket for Jakob også var noget nyt – noget han så frem til med store forventninger.

- Selv om jagtsæsonen på råbuk i England starter 1. april og løber frem til 30. oktober, venter Daniel med at nedlægge de bukke, der skal/kan afskydes på ejendommen indtil den sidste halvdel af brunsten, fortæller Jakob.

Daniels teori er, at han ved at afskyde bukkene i slutningen af brunsten giver dem en sidste mulighed for at deltage i brunsten og evt. give sine gener videre. Venter han for længe stilner de ældre bukkes aktivitet af, og de bliver sværere at finde og nedlægge, noget danske bukkejægere, der jager buk i Sverige fra d. 16. august, sikkert kan nikke genkendende til. Derudover er det ingen hemmelighed, at muligheden for at lokke bukke ind til skud med lokkekald, ganske enkelt appellerer til Daniel.

Mange kilometers pyrsch

- Der var lidt brunstaktivitet at spore, men det var primært unge bukke, som jagtede lidt rundt med råerne eller som kom, når vi lokkede. Men selv om de bukke, der i begyndelsen kom ind, ikke var skudbare på Daniels ejendom, var det alligevel utroligt spændende, konstaterer den unge dansker, der mere end en gang fik pulsen op, når en ung sommerrød buk pludselig kom til syne foran dem.

Området er kendetegnet ved mange tætklippede levende hegn, som – grundet de fritgående kreaturer – er afskærmet på hver side af enten pigtråd eller stødhegn.
- Det betød, at pyrschen hele tiden skulle planlægges efter, hvor lågerne i de meget tætte hegn befandt sig, og om de var mulige at komme igennem der med den vindretning, der nu engang var, fortæller han og understreger, at en af de helt store oplevelser, var at jage buk i et terræn, hvor de kunne pyrsche mange kilometer uden at komme forbi de samme steder.
- Det er et jagtområde, der ikke minder om noget, jeg kunne genkende fra Danmark og med en god bestand af tilsyneladende sunde dyr, konstaterer Jakob.

Gladiator-buk

De havde pyrschet næsten fire kilometer, da Jakob endelig fik heldet med sig. I en roemark opdagede Daniel en rå, som tilsyneladende var alene, men også kun tilsyneladende skulle det vise sig. Jakob gjorde sig klar i skydestokken, hvorefter Daniel begyndte at lokke. Efter kort tid rejste en ældre buk sig i roerne, den var 250 meter ude og enten træt efter flere ugers brunstkampe, eller også ville han ikke forlade den rå, han var sammen med.

I ly af et levende hegn pyrschede de sig tættere og kom snart på skudhold. Det var ikke muligt at skyde, da bukken stod i en klynge med grå bynke. Daniel lokkede lidt, hvilket fik bukken et par skridt frem, inden den igen drejede af for at følge råen. Nu var han dog fri og stod med siden til – Jakob slap kuglen og bukken faldt.

Ud over at det var Jakobs første råbuk nedlagt i brunsten, var det også han første stykke vildt nedlagt med – det for Storbritannien populære – kaliber 243.

Da de kom frem til bukken kunne de ud fra ar i både lysken, på halsen og i hovedet konstaterer, at han havde deltaget i sine sidste brunstkampe med en vis form for iver – og altså for sidste gang.

Lempelig afskydning

- I det 350 ha store område afskydes 2-4 stærke, ældre bukke eller returbukke om året. Antallet af yngre dyr, der afskydes, afhænger af dyrenes sundhedstilstand og varierer fra år til år, fortæller Jakob.

Selv om Daniel afskyder bukkene skånsomt, er det ikke hvert år, at der nedlægges medaljebukke på ejendommen, men er gennem årene nedlagt guldbukke på ejendommen. Da Daniel var yngre skød han fra en ende af, men de senere år er afskydningen altså blevet mere skånsom, ikke mindst fordi den engelske farmer har fået en interesse for at sætte opsatserne fra de bukke, han nu og da selv nedlægger, op på væggen i stuehuset.

Desværre var brunstaktiviteten hos de ældre bukke klinget af i perioden for Jakobs besøg, men han fik trods alt alligevel en fornemmelse af brunstjagtens charme, og den spænding, der opstår, når man med riflen i skydestokken sender de første pibende lokkekald ud i terrænet – en helt ny jagtoplevelse i et andet land med en for Jakob ellers kendt vildtart.