WWF på tynd is i krav om forbud mod jagt og fiskeri
WWF ønsker et stop for ressourceudnyttelse, herunder jagt og fiskeri, i de kommende naturnationalparker. Det sker med henvisning til EU´s biodiversitetsstrategi og IUCN´s kategori II. Men WWF driver politik og misbruger EU’s og IUCN’s retningslinjer til fremme af egne interesser, mener DJ.
I en artikel på WWF Verdensnaturfondens hjemmeside bringer organisationen sine bud på placeringen af de kommende naturnationalparker i Danmark. Der er tale om i alt 33.000 hektar vild natur på landjorden, og i forbindelse med udpegningen har WWF tilføjet seks konkrete udvælgelseskriterier for naturnationalparker. Kriterie nr. fem lyder således:
”I naturnationalparkerne indføres stop for ressourceudnyttelse som fiskeri, jagt, landbrug, honningproduktion m.m. svarende til de kommende kriterier i EU’s biodiversitetsstrategi samt IUCNs kategori II.”
Danmarks Jægerforbund er ikke enig i WWF´s tilgang, som kan forekomme for rigid. Derimod foreslår jægerforbundet en model, hvor der dels udarbejdes en individuel vurdering af hver enkelt naturnationalpark, dels en plan for, hvilke menneskelige aktiviteter parken kan tåle, uden at de strider mod de biodiversitetsmæssige formål. Jagten i sig selv er nemlig ikke årsag til biodiversitetens tilbagegang.
EU’s biodiversitetsstrategi forbyder ikke jagt
Men WWF misbruger EU og IUCN i bestræbelsen på at gennemføre deres egen politik, for hverken EU´s biodiversitetsstrategi eller IUCN peger på, at jagten pr. definition skal forbydes.
EU´s biodiversitetsstrategi blev vedtaget i juni 2020, og ordlyden nævner ikke forbud mod jagt i strengt beskyttede områder. Det, som mange forveksler med denne, er EU-Kommissionens første udkast til en vejledning i håndtering af strategien, som har sidestillet jagt med minedrift. Men denne vejlednings endelige ordlyd er endnu langt fra vedtaget.
Helt konkret siger den vedtagne strategi om vejledningen, at: ”Kommissionen vil i samarbejde med medlemsstaterne og Det Europæiske Miljøagentur i 2020 fremlægge kriterier og retningslinjer for indkredsning og udpegning af yderligere områder, herunder en definition af streng beskyttelse, og for passende forvaltningsplanlægning.”
Den endelige vejlednings præcise ordlyd ventes vedtaget i løbet af efteråret 2021 – hvilket pt. vil sige, at der alt andet lige ikke foreligger en beslutning fra EU om, at jagten er forbudt i strengt beskyttede områder.
Jagt i IUCN kategori II nationalparker
Et andet af kriterierne for WWF’s udtalelse om, at der ikke kan være jagt og fiskeri i naturnationalparkerne, er, at dette svarer til kategorierne for IUCN´s definition for nationalparker. Men IUCN´s definition taler ikke imod jagt og fiskeri, så længe det ikke er i modstrid med de primære forvaltningsformål for det konkrete område. Derfor bør de enkelte områder – som foreslået af jægerforbundet – vurderes hver for sig, frem for at der laves generelle regler.
Fremme af egne holdninger
Formand for Danmarks Jægerforbund Claus Lind Christensen mener, at WWF med sin formulering er ude i et politisk ærinde, der misbruger EU’s biodiversitetsstrategi og IUCN´s retningslinjer til at fremme egne holdninger. Det må derfor antages, at deres modstand mod den almindelige, rekreativ jagt og fiskeri bygger på holdninger til disse aktiviteter, fremfor at være baseret på et fagligt og juridisk grundlag.
- I Danmarks Jægerforbund ser vi et klart behov for at naturen skal have plads, og vi har sagt mange gange, at vi støtter EU´s biodiversitetsstrategis mål om beskyttede områder. Her er naturnationalparker på statens arealer en vej frem for at styrke biodiversiteten. Men det gøres ikke ved at udelukke jægere og lystfiskere fra områderne. Hvem bliver de næste, det kommer til at gå ud over? Kan der så heller ikke plukkes svampe og bær, spørger Claus Lind Christensen.
Mennesket har været en del af naturen i tusinder af år. Når alt kommer til alt, er det menneskets stadig større behov for plads, der er problemet – ikke den simple høst af naturens overskud.