To rørhøge fundet døde
Ved Horsens er der fundet to rørhøge, der forventeligt er forgiftede. Begge fugle er sendt til undersøgelser hos myndighederne, og politiet har iværksat en efterforskning.
I Danmarks Jægerforbund har vi været opmærksomme på sagen i nogle dage, og vi har været i dialog med politiet for at sikre, at sagen får opmærksomhed i forhold til opklaring, hvilket vi er forvisset om vil ske.
Danmarks Jægerforbund er bekendt med yderligere oplysninger i sagen og følger den tæt, men vi er af politiet blevet bedt om ikke at kommentere den yderligere af hensyn til efterforskningen.
- Det er desværre ikke første gang, vi ser faunakriminalitet, hvor der er sket forgiftning af rovfugle. Derfor gør vi det nødvendige for at understøtte politiet i deres arbejde med opklaringen, så vi kan komme disse sager til livs, udtaler Claus Lind Christensen, formand for Danmarks Jægerforbund.
I april fremsatte SF et beslutningsforslag i Folketinget, som Danmarks Jægerforbund støtter op om. Forslaget skal sikre strengere straffe og bedre efterforskning af faunakriminalitet: Forslaget ”B 205 Forslag til folketingsbeslutning om en øget strafferamme for natur- og faunakriminalitet” kan læses her: https://www.ft.dk/samling/20201/beslutningsforslag/B205/BEH1-104/forhandling.htm
Dette forslag har været til første behandling i Folketinget og her er der opbakning til det videre arbejde fra Folketingets partier. Forslaget ligger i tråd med en tidligere henvendelse fra organisationerne i Vildtforvaltningsrådet til Miljøministeren: https://www.jaegerforbundet.dk/om-dj/dj-medier/nyhedsarkiv/2020/storre-fokus-pa-faunakriminalitet/
I den verserende sag fra Horsens kan vi som sagt ikke udtale os yderligere, mens politiet arbejder, men sidder man inde med oplysninger, der kan bidrage til sagens opklaring, opfordrer vi til at kontakte politiet.