Status på stop for indfangning
Indsamling af nedlagte fasaner skal hjælpe med at skabe overblik over evt. fugleinfluenza i de vilde fugle.
Den 22. januar 2021 udsendte Miljøstyrelsen en nyhed om et midlertidigt stop for tilladelser til indfangning af fasaner. Stoppet skete på baggrund af risikoen for at indfangede fasaner kan være smittet med fugleinfluenza.
Som nævnt i den nyhed Danmarks Jægerforbund bragte den 23. januar, har Danmarks Jægerforbund gjort opmærksom på, at indfangede fasaner testes for netop fugleinfluenza og at de ikke må flyttes væk fra den ejendom, de er indfanget på. Fugleinfluenza i indfangede fasaner kan medføre begrænsninger i Danmarks muligheder for eksport af fjerkræ.
Fødevarestyrelsen gik straks i gang med en risikovurdering for at afklare hvornår indfangning af fasaner igen kan tillades. Til dette formål blev der nedsat en særlig gruppe, med ophæng i Fødevarestyrelsen. Danmarks Jægerforbund har været i dialog med denne gruppe og har tilbudt faglig sparring samt gjort opmærksom på, at de ejendomme, som indfanger fasaner, har behov for en afklaring, da det ellers vil være umuligt at producere danske fugle.
Fra Danmarks Jægerforbund er det vigtigt at bakke op om den danske produktion af fjervildt. For at styrke det faglige grundlag som risikovurderingen bygger på, blev der derfor i de sidste dage af jagtsæsonen i samarbejde med Danmarks Jægerforbund iværksat en indsamling af nedlagte fasaner, fra i alt 10 forskellige ejendomme, spredt ud over hele landet. Formålet med undersøgelsen er at skabe sig et overblik over, om der er fugleinfluenza i vilde fasaner.
Foreningen af Danske Herregårdsjægere hjalp med at kontakte relevante ejendomme, og i løbet af weekenden fik man derfor hurtigt indsamlet de nødvendige prøver, som onsdag blev afleveret til sektionen for patobiologi på København Universitet. Der er indleveret prøver fra tre ejendomme i Jylland, to ejendomme på Fyn, tre ejendomme på Sjælland og to ejendomme på Lolland og Falster. Resultatet af undersøgelsen kendes endnu ikke.
Efter denne nyhed blev udgivet, modtog Danmarks Jægerforbund besked om, at alle indleverede fasaner er testet negativ for fugleinfluenza.