OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 05. august 2021

Skydehuse og deres virkning

Danmarks Jægerforbund og firmaet Sweco Acoustica har gennemført en større målekampagne af støj fra flugtskydningsbaner og anvendelsen af skydehuse. Formålet var at undersøge den støjdæmpende virkning af skydehuse, så skydebanerne kan få bedre rådgivning.

Tekst og Foto: Jan Henrik Rygaard og Morten Thim Jensen

Støj er en begrænsende faktor for skydebaner mange steder i landet. På riffelbaner er der relativt simple muligheder for at dæmpe støjen med afskærmninger, såsom støjvolde, støjskærme eller skydehuse i forskellige udformninger. Derimod er det lidt sværere på flugtskydebaner, hvor der stilles større krav til fleksibilitet, udsyn og plads end på en riffelbane.

Der er igennem de senere år etableret skydehuse på flere flugtskydebane, specielt på jagtbaner og trap-/sportingbaner. Disse skydehuse er i varierende udformning og materialer og er ofte præget af lokale forhold og ideer. Flugtskydningsbaner er vanskelige at støjdæmpe, derfor har vi undersøgt muligheden for at lave et standardiseret skydehus. Håbet er, at skydehuset kan bruges på alle baner og kun med mindre tilretninger afhængigt af lokale forhold. Med et støjmæssigt optimeret skydehus vil det være lettere at etablere såvel som støjdæmpe skydebaner i fremtiden.

For en typisk jagtbane skal der opføres tre-fire konstruktioner af forskellige typer skydehuse. Der kræves andre typer af skydehuse for trap-/ sportingbaner og skeetbaner. Undersøgelsen tog udgangspunkt i to forskellige typer skydehuse, som var etableret på allerede eksisterende skydebaner.

Ovenstående er et uddrag af en artikel, bragt i Jæger. Læs hele artiklen i august-udgaven af Jæger på side 32-35. Du finder bladet online på medlemsnettet her.